Læsetid: 5 min.

En tilstand af smerte uden lidelse

Marguerite Duras’ lille skrift om at skrive suger læseren mod eksistensens grænser
5. februar 2004

Essay
Med Marguerite Duras’ skrift gælder det om at være lige så opmærksom på, hvad hun gør, som hvad hun siger. Hendes skrift er fuld af selvmodsigelser; læser man den som en almindelig tekst, virker det, som om hun glemmer, hvad hun lige har sagt, og efterhånden kan man heller ikke selv holde styr på, hvad hun har sagt. Men det hele er gjort, som det er, skrevet frem på netop dén måde, fordi sådan udvider det sandheden om skriften, om ensomheden, tvivlen, fortvivlelsen og nøgenheden over for det skrevne.
– Selvom den fortvivlelse eller lykkefølelse, hvormed en bog er skrevet, aldrig kommer frem i en bog.
– Selvom hun aldrig finder ud af, »hvorfor man skriver, eller hvordan man lader være med at skrive.«
Ensomheden derimod er en nødvendighed. Det er noget, man skaber.
»Det skrevne bliver ikke til uden skrivningens ensomhed, uden den smuldrer det skrevne,« skriver hun i Lone Bjelkes kongeniale oversættelse.

Sin egen politibetjent
»At skrive er også ikke at tale. Det er at være tavs. Det er at skrige lydløst.«
Hvilket jo også er en ensomhed. At skrive fylder 54 sider, men det er nok til at optage bevidstheden og ikke mindst underbevidstheden. Marguerite Duras holder sig ikke til common sense.
»Jeg tror, at det, jeg generelt bebrejder bøger, er, at de ikke er frie. Man ser det i skrivningen: De er fabrikerede, de er organiserede, regelrette, konforme kunne man sige. En revisionsopgave, forfatteren meget ofte tildeler sig selv. Forfatteren bliver på den måde sin egen politibetjent,« skriver hun. Det bliver man også let selv, når man skal skrive om Duras’ skrift. Lysten til at organisere dét her, bringe orden i den evindeligt skridende, flydende skrift, pibler frem, i takt med at selvmodsigelserne slynger sig ned over siderne:
»Indtil nu har jeg aldrig, virkelig aldrig... så skal jeg huske meget langt tilbage... har jeg aldrig kunnet begynde at skrive en bog uden at gøre den færdig. Jeg har aldrig skrevet en bog, som ikke allerede har eksistensberettigelse, mens den bliver skrevet, og det gælder, ligegyldigt hvilken bog det drejer sig om. Overalt. På alle tider af året,« skriver hun.
Det må vist kaldes en emfatisk forsikring. Men fem linjer længere henne hedder det:
»Jeg var allerede begyndt på bøger, som jeg så havde opgivet.« Og med samme emfase: »Selv deres titel havde jeg glemt.«
Men man skal holde sig i skindet, skal man. Duras skrift skaber et rum, der kan minde om lejligheden hos en psykisk syg, men man skal ikke tro, at det er et rum, der kan laves om på:
»Her i huset smider man aldrig blomster ud. Det er en vane, det er ikke et påbud. Aldrig, ikke engang de visne, man lader dem være. Der er rosenblade, som har ligget i et glas i fyrre år. De er stadig meget lyserøde. Tørre og Lyserøde.«
– Begge kvaliteter skrevet med stort for at fremhæve, at begge er vigtige.

En slags kold ild
At skrive handler om ensomhed, om den ensomhed, det er at skrive. Om de vaner, der er nødvendige, om den whiskyflaske, der er nødvendig, »hvis jeg skulle blive grebet af søvnløshed eller pludselig fortvivlelse.«
Den handler om løgn og sandhed:
»Jeg har aldrig løjet i en bog.
Ikke engang i mit liv. Kun over for mænd. Aldrig.«
Og den handler om en slags kold ild, der skal til for at skrive:
»En tilstand af smerte uden lidelse,« kalder hun det.
Det er denne nøgterne smerte, der gør Duras’ skrift så udvidende og hudløst afsøgende, at den nødvendigvis må blive fuld af modsigelser. Det erkender man efterhånden, som man lader sig flyde med skriften, og politibetjenten bliver sendt på afspadsering.

Døden
At skrive er blottet for handling i gængs forstand. Man befinder sig »foran en slags levende og nøgen skrivning. ... den tørre nøgne skrivning, uden fremtid, uden ekko, fjern, med sin gyldne, elementære regler: ortografien, betydningen.«
Men i denne lille bog uden handling sker der én ting: En flue dør. Og man suges mod eksistensens grænser, så det sidder fast i sindet længe efter.
Marguerite Duras betragter opmærksomt fluens dødskamp. Det tager lang tid, men hun taber ikke tålmodigheden, koncentrationen, for hun vil se, hvor døden kommer fra.
»Fra hvilket mørke den kom, fra jorden eller fra himlen, fra de nærliggende skove eller fra et unævneligt tomrum, måske tæt ved, måske fra mig, som forsøgte at følge sporene fra fluen på vej over i evigheden.«
Hvorfor? Fordi en flues død, dét er døden.
»Det er døden på vej mod en slags verdens undergang, der gør den sidste søvn til noget mere omfattende. Man ser en hund dø, man ser en hest dø, og man siger et eller andet, for eksempel, stakkels dyr... Men når en flue dør, siger man ingenting, man registrerer det ikke, intet.«
Der er kun én ting, man kan sætte ind: skriften. Duras kan registrere fluens nøjagtige dødstidspunkt og på den måde »give den en generel betydning, lad os sige en præcis plads på det generelle kort over livet på jorden. «
På den måde får fluen ’en hemmelig begravelse’.
»Tyve år efter dens død er beviset her, vi taler stadig om den.«
Man har dog fulgt Duras uopmærksomt, hvis man tror, at ’begravelsen’ er en forsoning. Fluens dødsøjeblik var »et øjeblik af ubetinget angst. Og det var dødens vandring mod andre himle, andre planeter, andre steder.«
Det er hendes fortvivlede mod til at konfrontere sig med livets
ultimative forvandling, livets ubegribelighed, der gennemsyrer hendes skrift, og som indfanger én.
Det er hendes smerte uden lidelse, der gør skriften til stor kunst. Måske fordi hun, som hun siger, aldrig har været bange for frygten for at skrive.
Man er parat til at give Lacan ret, der har sagt:
»Hun ved vist ikke, at hun skriver det, hun skriver. Ellers ville hun gå til grunde. Og det ville være en katastrofe.«
Men kun i det sidste udsagn. Duras ved godt, hvad hun skriver. Og hun ved, hvad det vil sige at gå til grunde.

*Marguerite Duras: At skrive. Oversat af Lone Bjelke. 54 s., 100 kr. Forlaget Saas

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu