Læsetid: 3 min.

Vores indre tysker

Fire hundrede års kulturudveksling har stadig ikke gjort os til ven af Tyskland – men er det meningen?
9. februar 2004

Ny bog
Tyskland er fjendebillede, måske endda et nødvendigt ét, så vi har noget at afgrænse os fra. En kontrastvæske, der trækker vores egen kontur frem.
Det er synspunktet i Birthe Hoffmanns forord, og det er svært at argumentere imod. Synspunktet er samtidig ramme om den antologi, der udsendes i anledning af germanisten – og litteraten og alt muligt andet – Per Øhrgaards 60 års fødselsdag. Man kunne også kalde det antologiens fjendebillede, altså den forenkling, Birthe Hoffmann og de fleste andre, der interesserer sig for vores sydlige nabo, ikke bryder sig om. Derefter kan nemlig bogens syv nedslag i godt fire hundrede års dansk-tysk historie læses som det modsatte; portræt af et venskab eller i hvert fald en skildring af en række venskabelige forbindelser. Betegnende nok rundes der af med den festtale, som forfatteren – og vennen – Günter Grass holdt, da Per Øhrgaard i 2001 modtog den fornemme Henrik Steffens-prisen.
Det siger noget om, hvor gennemtænkt og fint komponeret den lille bog er. Også fra tekst til tekst. Der lægges ud med en panoramisk fremstilling af tiden fra 1700-tallets helstat til en begyndende politisk og folkelig forsoning i grænselandet i tiårene efter Anden Verdenskrig, med hovedvægten lagt på krigene 1848 og 1864. En længere historie og igen en historie om udligning af forskelle. Efter den følger så århundrede på århundrede og periode på periode, i strengeste orden, men med kunstneriske variationer: barokken om teologi og salmedigtning, klassicisme om den bildende kunst, så om filosofi og den svært anbringelige Jens Baggesen, dernæst romantikken om musik og endelig et Rifbjerg-digt, der har det tyvende århundrede og modernismen som klangbund. Dér får vi i øvrigt lige et glimt af Asta Nielsen og Peter Seeberg i filmstudierne i Babelsberg; så kom celluloiden også med.
Det er en stribe glimrende tekster. En af dem er Erik A. Nielsens beskrivelse af barokkens forening af disciplin og lidenskab, der går fra tysk teologi til streng og saftig salmedigtning hos f.eks. Brorson og Kingo. Koncentreret litteraturkritik i mere end én forstand, der også kunne fortælle meget om de modsætninger, dele af det tyvende århundredes litteratur er skrevet på. En anden er Karl Aage Rasmussens detektiviske og samtidig meget lydhøre eftersøgning af Franz Schuberts forsvundne »Gastein-symfoni«. Musikkritik som story-telling.

Tyskland eller det tyske
Men rigtig meget klogere på forholdet mellem dansk og tysk bliver man vel ikke. Man får eksempler på og indimellem mindre end det. Er Wiedewelts rejse over Paris til Rom, hvor han mødte den tyske arkæolog Winckelmann og antikkens stilidealer, en historie om det dansk-tyske? Den østrigsk fødte Schubert har selvfølgelig det hele med Tyskland at gøre, men hvor kommer Danmark ind i billedet? Forbindelsen kan virke tilfældig. Det kan også virke uklart, om det er Tyskland, altså alt det, der har et »D« på bagsmækken, der er lagt til grund for bogen, eller det er det tyske som kulturel egenart. Den uklarhed trækker et dybere spor i den i øvrigt smukke komposition.
Lejlighedsskrifter har ikke underligt ofte noget vennesælt over sig. Her er det som nævnt næsten et redaktionelt princip. Det skaber sammenhæng og system i det ydre, men indadtil glatter det ud og gør både fascinationen ved og en del af essensen i det tyske sværere at få øje på. Hvis Tyskland eller det tyske, som Birthe Hoffmann foreslår, er »det andet«, skal det så nødvendigvis gøres til venskabelig kulturforbindelse også i de dybder, som kunstkritikken og digtningen lodder? Altså til alt det, vi godt ved. Eller skulle det hellere have lov at være det paradoks, som Erik A. Nielsen skriver om i sin artikel om barokken i den ene ende af bogen og Klaus Rifbjerg i den anden ende og om et senere århundredes barok: »alt hvad jeg forstod/ Og det jeg ikke fatter/ Alt det jeg elsker og hader allermest/ Der lægger jeg mit hjerte«. Altså »det andet«, som også er os selv, vores indre Tyskland. Det kan virke som en fedtet indvending, det er måske endda at ville skifte én stereotypi ud med en anden. Men alligevel og apropos bogens sidste ærede taler, paradoksatleten Günter Grass, og hvad han har at sige om Per Øhrgaard, om »modsatrettede positioner« og omfortolkningens »uendelige flertydighed«. Er det ikke der, det ligger, det tyske?

*Birthe Hoffmann (red.): Den tyske forbindelse. Kulturelle udvekslinger gennem 400 år. 136 s., 158 kr. Gyldendal. Udgives i anledning af Per Øhrgaards 60 års fødselsdag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu