Læsetid: 6 min.

Al tid og ingen tid

Tid som knaphedsgode og som ventetid. Som cyklisk tilbagevendende tid og som den tid, der for altid er gået. Antropologer har skrevet tankevækkende bog om tiden
17. marts 2004

Tidsånd
På internettet kan man finde et site med en usædvanlig fødsel. Først ser man moderen presse, så skydes barnet ud som af en kanon, så farer det gennem luften som et projektil. Man følger dets bane, og snart viser den sig at være dets livsbane: Babyen bliver til dreng, til ung mand, bliver voksen, mister derefter først hår og siden tænder, alt imens han stadig flyver gennem luften. For til sidst at lande med brag – ned i en grav på en kirkegård. Så følger moralen: Life is short.
Den tidsopfattelse, der her kommer til koncentreret udtryk, er den irreversible,
lineære tid. Vi er vant til at operere med to forskellige tidsopfattelser: Den lineære tid – ’vores’ vestlige alt dominerende tid – og den cykliske tid, der normalt identificeres som agrar, følgende årstidernes skiften, kornets vækst, dyrs og menneskers formering osv. På god vestlig vis ses de to tidsopfattelser normalt i historisk forlængelse af hinanden: Den cykliske tid hører hjemme i det førmoderne, den lineære er det moderne livs tid.

Tiden og døden
Nu er der kommet en bog om tidsopfattelser, en antologi skrevet af en række antropologer. Det er en oplagt tanke at spørge dem om tiden. Antropologer bevæger sig i forskellige kulturer og miljøer, og iagttager ikke mindst folks livsrytmer og opfattelse af tid.
Redaktørerne Jeanett Bjørnness og Ann Ostenfeld-Rosenthal har samlet en række bidrag, der spænder fra børnefamilier til indsatte i fængsler, fra Borneo og Mongoliet til den danske folkekirke. Det fascinerende ved bidragene er i hvor høj grad, de er i stand til at præcisere, begrunde og detaljere vores kun to tidsopfattelser.
Ifølge den britiske antropolog Edmund Leach (1968) har mennesker angiveligt altid har forsøgt at forene de to former for tid. Antropologen Ida Nicolaisen betoner i den forbindelse, at baggrunden er menneskets ulyst til at se døden i øjenene. Vores tankegang baserer sig ifølge Leach, nemlig »på to logisk distinkte men modsætningsfyldte observationer: For det første noterer vi os, at der er naturfænomener, der gentager sig, for det andet, at selve livsprocessen er irreversibel, at vi mennesker og alt levende omkring os fødes, ældes og dør.«
Leach fremhæver, at skønt det moderne menneske primært opfatter tiden som en irreversibel strøm, så kan det ikke forlige sig med døden, med at livsprocessen er uafvendelig. Dette gælder for alle mennesker, mener Ida Nicolaisen, og ser kloden rundt det samme forsøg på ved hjælp af religionen at benægte dødserfaringen.
»Var det ikke for dødens realitet,« postulerer Leach, »så ville vi ikke forsøge at forene de to iagttagelser i et og samme begreb, tid.«

Afstand er afskaffet
Læser man bogen i dette perspektiv, får også de områder, der ikke umiddelbart interesserer én – for eksempel føler jeg mig på forhånd noget overfodret med børnefamiliers mangel på tid – en tankevækkende dybde: Måske består børnefamiliernes krise i, at manglen på tid minder dem om døden? Mens det, at de overhovedet har fået disse krævende børn, er et forsøg på at hævde den cykliske tids forrang?
Og hvordan ser det ud, hvis den svenske fysikprofessor Bodil Jönsson har ret i, at vi i vor egen tid er i færd med at afskaffe afstand. Vi siger ikke længere, at der er 10 mil et eller andet sted hen. Vi siger: Det tager en time derhen. Jönsson hævder, at vi dermed har afskaffet den eneste måleenhed, som vi i virkeligheden kan forstå, nemlig længdemålet. Vi har mistet tiden som udstrækning – vi har bare én tid – og det er nu. Lige nu. Vi har erstattet udstrakt tid med digital tid. Det kunne umiddelbart virke som en modsigelse af den lineære tids uafvendelighed, men ifølge Jönsson betyder det, at tiden mister sin kvalitet og netop derfor reduceret til punkter, som fører én vej – fremad. Det cykliske tidsperspektiv er med andre ord gået tabt.
I smuk forlængelse heraf hævder en anden af forfatterne, Torsten Kolind, at modernitetens tid ikke er noget, men en måde at dele det op på, som er.
»Modernitetens tid er stabil og urokkelig. Walter Benjamin kalder det en homogen tom tid: homogen i dens symmetriske opdeling af væren, og tom fordi denne opdeling ikke refererer til noget andet.«
»Endelig er modernitetens tid en knaphedsvare, fremhæver Kolind. Tid er i stil med penge noget, der skal investeres. Moderne tid er kendetegnet ved homogenitet, tomhed, stigende påtrængenhed og endelig sin knaphed, sammenfatter han.

Sjælen med hjem
Det mest fascinerende eksempel på en sammensmeltning af cyklisk tidsopfattelse og nutid er efter min mening Punan Bah-stammens i Borneos jungle. De fortæller historier om natten og mener, at når de i det natlige mørke beretter om forfaderen Aviang Jabus kærlighedseventyr i fjerne himle, så vil tilhørerne, d.v.s. deres sjæle – »disse usynlige replika af de forsamledes kroppe« – rejse med på eventyr til alle de forunderlige riger som Aviang Jabus følge.
Myten må nødvendigvis fortælles til ende, forklarer Ida Nicolaisen, »den længste varede fire nætter at fortælle«, og berette om heltens sejrrige tilbagekomst til langhuset, for kun derigennem kan de lyttende Punan Bah være sikre på, at også deres sjæle kommer med tilbage fra færden, og ikke fortabes i det fjerne med døden til følge!
»Således genoplever Punan Bah ikke blot fortiden, når en myte berettes. De lader fortid og nutid smelte sammen og blive ét.«

Doing time
Det mest slående eksempel på udfladning af tiden, dens reduktion til totalt
lineær tid, der bare skal gå, er fængslet. Doing time, hedder det ikke tilfældigt på engelsk.
De indsatte, der indgår i undersøgelsen, taler om »den oplevelse, der mest direkte forholder sig til den moderne identitetsideologi. Det at bestemme, eller rettere have følelsen af at bestemme over sig selv og sine handlinger, er hos os så fundamentalt associeret med det at være menneske, at det ses som en menneskerettighed,« skriver Torsten Kolind, der er artiklens forfatter.
Han påviser, hvordan de indsatte hele tiden forsøger at genvinde deres handlefrihed ved at klage over enhver bagatelagtig uretfærdighed. Men set under den overordnede tidssynsvinkel, går deres klager ud på at bryde en totalt flad, lineær tid – den tid de sidder inde – med indholdet fra de tilgængelige rester af den tid, de kender fra den frie side af fængselsmuren. Om ikke en cyklisk tid, så dog en kvalitativ tid.
Der er mange flere smækinteressante artikler i antologien – om humor, shamanisme og tid i det nordlige Mongoliet, hvor det grinende Darxad folks humor forstås i forhold til både deres gamle shamanistiske tradition og den transformation, den har undergået i Sovjettiden.
I én eller anden forstand er det de to ’grundtider’, der spiller sammen i alle de forskelligartede kulturer, der behandles i bogen, men netop forskelligartetheden i deres måde at møde det moderne, som ingen kultur går ram forbi i globaliseringens tidsalderÇ er beskrivelsernes emne, hvad enten vi befinder os i Borneos jungle eller til en dansk søndagsgudstjeneste. De fremmede kulturer får i kraft af det antropologiske blik et liv, man selv kan indleve sig i, så de ikke ender som eksotiske eksempler på bevaringsværdige etnografica eller på CPT, coloured peoples time, som det hedder i visse kredse i USA.
Vore egne, hjemlige kulturer får et tiltrængt eksotisk anstrøg, der virker velgørende nøgternt og svalende i disse nationalistiske tider. Hvad enten det gælder folkekirken, managementkulturen eller børnehaven.
Tag dig tid til at læse Spor af tid.

*Spor af tid. Antropologiske perspektiver. (Red. Jeanett Bjørnness og Ann Ostenfeld-Rosenthal. 167 s., 149 kr. Occasional Papers. Dept of ethnography and Social Anthropology Aarhus. Forhandler: Århus Bogcafé

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu