Anmeldelse
Læsetid: 11 min.

Becketts besættelse

James Joyces datter Lucia efterlod sig et spøgelsesagtigt nærvær. Hun lever videre i James Joyces værk, i Becketts prosa, i sygenotaterne fra Jung, der behandlede hende, i biografierne, i moderne poesi og teater. Med tiden er det efterhånden blevet muligt gennem stumper og fragmenter at sammenstykke hendes liv
Kultur
4. marts 2004

Biografi
Da Samuel Beckett døde i 1989, fandt man mellem hans papirer et sorthvidt fotografi af en dansende pige klædt ud som en fisk. Der var ikke tale om en pige iført havfrue-kostume, som smilede sødt til kameraet under et karneval. Denne danserinde mindede mere om en heksedoktor eller en åndemaner i den måde hendes kostumes sølvklare, spejlende konturer opfangede lyset på, mens hun flimrende bevægede sig gennem et tomt rum, næsten som om hun befandt sig under vandet eller var fortabt i en bedøvet trance. James Joyce’s eneste datter, Lucia, var på en gang smuk og vild. Beckett opbevarede fotografiet af fiskepigen hos sig i mere end 60 år.
Lucia Joyce var en besættelse og en gåde for alle, der kendte hende, ikke mindst for hendes far. I senpuberteten og først i sine tyvere var hun en strålende danser og en frigjort kvinde, der vandrede i Paris’ gader om natten. Men omkring det tidspunkt, hvor hun blev forelsket i Beckett, der i slutningen af 1920’erne var sekretær for Joyce, begyndte hun at vise de første tegn på den sindslidelse, der skulle komme til at indskrænke det meste af hendes liv til hospitalet. Hun døde på en psykiatrisk afdeling i 1982.
Det virker som om vi har udviklet et umætteligt begær efter historier om plagede og strålende kvinder, der har måttet leve i skyggen af store forfattere. Vivien Eliot, Sylvia Plath og Zelda Fitzgerald har alle været genstand for hjerteskærende skildringer i nyligt udkomne bøger og film. Nu slutter Lucia sig til selskabet i Carol Loeb Shloss’ glimrende
og bevægende biografi om Lucia Joyce: To dance in the wake og i Michael Hastings nye stykke Calico, som der er forpremiere på på Duke of York’s Theatre i London.
Der er ingen tvivl om at disse kvinder led, men hvorfor led de så meget? Havde det noget at gøre med, at det at leve i skyggen af så meget litterær succes i forhold til ens egen mangel på anerkendelse, førte til periodevise anfald af fortvivlelse og misundelse? Hvad skete der med Joyces datter? Hvad var problemet med Lucia?

Gal, ond og farlig
Lucia Joyce hjemsøgte sin far
og har hjemsøgt alle de biografskrivere, som har skrevet om de cirkler der omgav Beckett og Joyce. Hun var rigtig nok gal, ond og farlig at kende, men hun er som et spøgelse, der er umulig at indfange. Selv i de vidunderlige billeder af hende i Paris, hvor hun danser rundt i dyre-og fuglekostumer, mangler hun substans. Hvis hun er forsvundet, er det fordi hun er blevet udvisket af historien. Det er næsten umuligt at sammenstykke hendes liv, eftersom breve, sygejournaler og lignende nedskrevne vidnesbyrd er blevet ødelagt af
James Joyces barnebarn, Stephen Joyce, for at beskytte familiens privatliv. En berømt kuffert med breve og andre ting, der blev reddet fra Joyces lejlighed i Paris under den tyske besættelse og som i nogle årtier vandrede fra Herodes til Pilatus, indeholdt nogle af Lucias vigtige breve som Stephen Joyce brændte. »Jeg ønskede ikke at små, grådige øjne skulle læse dem og små, grådige fingre skulle røre ved dem,« skrev han.
Men Lucia efterlod sig et spøgelsesagtigt nærvær. Hun lever videre i James Joyces værk, i Becketts prosa, i sygenotaterne fra Jung, der behandlede hende, i biografierne, i moderne poesi og teater. Med tiden er det efterhånden blevet muligt gennem stumper og fragmenter at sammenstykke Lucias liv.
Det er en uforglemmelig historie.

Som omstrejfende trækfugle
Lucia voksede op i et forarmet, kaotisk og omflakkende hjem. I 1904 forlod Joyce i en alder af 22 år Irland og rejste til det europæiske kontinent. Han tog sin kommende kone med det vidunderligt klingende irske navn, Nora Barnacle, med sig. Som omstrejfende trækfugle slog de sig ned et stykke tid i Trieste, hvor Joyce, der led under gradvis svigtende syn, arbejdede som sproglærer og skrev Dubliners og Portrait of the Artist as a Young Man. I 1905 nedkom Nora, som var ved at gå til af sult og ensomhed langt væk fra Irland, med Giorgio og to år senere kom Lucia til verden som et skeløjet og sygeligt barn, på et fattigdomshospital i Trieste.
Inden Lucia var fyldt syv år havde hun boet på mere end fem forskellige adresser, efter som familien gang på gang blev sat på gaden, fordi den ikke betalte huslejen. Inden hun var fyldt 13 havde hun boet i tre forskellige lande – Joyce-
familien flyttede fra Trieste til Zürich under første verdenskrig og derefter tilbage til Paris i 1918. En ven af familien beskrev den 20-årige gamle Lucia som »en analfabet på tre sprog«
Lucia lærte sig trækfuglens manerer. Hun kunne aldrig falde til ro. Da hun som 15-årig tog danselektioner skiftede hun fra danseskolen til skuespillet og tilbage igen: På syv år havde hun været på ni danseskoler eller teatergrupper. Men hun var en storartet danser, vild og udtryksfuld og i en kort årrække fik hun en professionel karriere. Efter syv års vekslen mellem forskellige danseskoler lod hun sig indskrive på et hold, der modtog meget krævende og disciplineret balletundervisning under ledelse af Lubov Egorova fra Maryinskij-teateret i Sankt Petersborg, hvor hun kom til at arbejde sammen med professionelle balletdansere, der havde øvet sig, siden de var otte år. Oplevelsen slog hende helt ud. Da hun var i begyndelsen af 20’rne opgav hun balletten og troede at hendes karriere var forbi og begyndte derfor at se sig om efter et undervisningsjob.

Becketts fascination
Omkring dette tidspunkt indførte Tom MacGreevy, som var ven med James Joyce, en 23 år gammel lærer, der netop var ankommet til Paris, i Joyces kreds hjemme i familiens lejlighed på Place Robiac. Den nyankomne Samuel Beckett blev overvældet af den karismatiske Joyce, og Lucia blev overvældet af faderens nye, tiltrækkende og intense assistent. De blev næsten helt sikkert elskere.
I sit nye stykke Calico forsøger Michael Hastings at genskabe den seksuelt ladede og excentriske Joyce-familie, som Beckett stiftede bekendtskab med i 1928. Det er en fængslende og gribende kærlighedshistorie, hvor vi er vidner til Becketts fascination af faderen, mens datteren prøver at forføre ham, ved at bestorme ham i korridorerne og de tilstødende værelser med fantastiske og opfundne beretninger om deres elskov og ved at trænge ind i hans soveværelse og ligge under hans seng, mens hun fremmaner en fremtid med frieri, ægteskab og børn, som om den allerede var indtruffet. Den følsomme og modige Beckett spiller med, træder ind i hendes verden og elsker hende forsigtigt og blidt i deres fælles fantasiverden. Men da han er bange for Joyces vrede og Lucias excentricitet og mere interesseret i mindre farlige kvinder, forlader han hende.
Lucias forældre er skræmte af deres datters raseriudbrud og nattevandringer og prøver at tøjle hende; i første omgang prøver de at finde en mand til hende, som hun kan gifte sig med, og derefter prøver de at binde hende til svigerinden om natten med lange, hvide bånd fra de natkjoler, som Nora har købt. Det er kun Beckett, som bevæger sig ind og ud af Lucias mere og mere forstyrrede verdener og deres samtaler er udsøgt triste som to børn, der hvisker i mørket. På et tidspunkt siger Lucia til Beckett: »Jeg vil vædde på at din første tanke, da du begyndte at arbejde for Babbo, var: Her er den perfekte familie, som man kan diskutere kunst og litteratur med og som befinder sig midt i det kulturelle livs centrum. Men i stedet havner du blandt en samling berusede nomader med en blind styrmand for bordenden. De er sidst blevet set ved Seinens flodbred med vandet dryppende fra deres overdådige pelse.«
Hvem ved, hvor godt det afspejler det, der virkelig skete mellem dem? Vi ved imidlertid at Beckett stod i forhold til mindst to andre kvinder på samme tid som Lucia, og at han faktisk fortalte hende at han ikke var interesseret i hende »på dén måde«. Men hans følelser for hende var tydeligvis ømme. Han beskriver hende som den gådefulde Syra-Cusa i sin første roman Dream of Fair to Middling Women (1932), hvor han genkalder sig hendes krop: »At strømme sammen, ude af trit, ned af asfaltens flodseng, var en nedsynken i musik, et drømmedyks langsomme, uudsigelige flugt, en udslyngnings frygtelige nedsynken i vandets fyldige voldtægt. Hendes ynde var som en bøjelig afrivning, som en tøjtes lokkende lethed, han skælvede som på en udspringsvippe, ragede frem over kanten, fortabt, højt oppe over drømmevand.«
Da han havde skrevet dette, havde Lucias bror bragt hende til et maison de santé for at blive diagnosticeret. Det var ikke en lykkelig tid for hende. Hun beskrev altid Beckett som sit livs kærlighed og tabet må have været voldsomt. På omtrent samme tid havde hun en affære med sin tegnelærer, Alexander Calder, som gik tilbage til sin forlovede, og med en anden kunstner, Albert Hubbell, som også forlod hende for at gå tilbage til sin kone. Rasende over at hendes forældre havde inviteret Beckett til faderens 50 års fødselsdag, kastede hun en stol tværs gennem rummet efter sin mor. Målet var fuldt for familien Joyce. Der måtte sættes ord på Lucias problemer.

Indespærret i 50 år
Gennem de næste årtier kæmpede læger og psykiatere med at finde en betegnelse, der passede. En læge erklærede, at hun var hebefrenisk (en form for skizofreni); en anden erklærede at hun »ikke var sindssyg, men tydeligvis neurotisk anlagt«, en tredje erklærede at hun var manio-depressiv. I 1935 flygtede hun til Dublin, hvor hun traskede rundt i gaderne i seks dage og sov i trappeopgangene. Efter det sendte Joyce-familien hende på et asyl i Ivry uden for Paris, og selv om hun skiftede asyl fra tid til anden, blev hun holdt indespærret resten af sit liv: i næsten 50 år.
Efterhånden som Lucia begyndte at bevæge sig ind og ud af de psykiatriske institutioner, besluttede Joyce sig for, at betragte sin datters sindssygdom som et slags udtryk for de mørke sider af sin egen bevidsthed. »Uanset hvilken gnist eller gave, som er mig givet, så er den blevet overført til Lucia og har antændt en brand i hendes hjerne,« skrev han til en ven, og til en anden skrev han: » Hun er et fantastisk væsen, der taler sit helt eget mærkværdige, forkortede sprog.« I faderens mest gådefulde værk Finnegans Wake, svæver hendes ånd over det hele: »Hun kravlede over stjernebanneret; hun udstødte et barnligt, skyet skrig: Nuee! Nuee! En tynd kjole blafrede. Hun var væk. Og ud i floden som havde været en strøm, faldt der en tåre, en enkel tåre, den dejligste af alle tårer for det var en overgangståre. Men floden snublede over hende, skvulpende, som var hendes hjerte slået i stykker: hvorfor, hvorfor,hvorfor! Weh, åh weh! Jeg plejede så fjollet at flyde, men nu kan jeg ikke blive her længere!«
I hans sidste leveår plagede Lucias lidelser ham. Nogle gange kunne han ikke tale om andet. En ven beskrev en samtale, de havde haft i 1938, som blev efterfulgt af lang tids tavshed, indtil Joyce med dyb, lav og trøsteløs stemme sukkede: »Nogle gange siger jeg til mig selv, at når jeg forlader denne mørke nat, vil også hun blive helbredt.« Senere fortalte Carl Jung Joyces forfatterbiograf Richard Ellmann, at far og datter var »som to mennesker, der bevæger sig ned mod flodens bund, den ene druknende, den anden dykkende.«
Naturligvis vidste Lucia godt, at hun var sin fars gåde og muse: det var hendes nye kald: »Kunne du tænke dig nyt stof til Work in Progress (Finnegans Wake)?« kunne hun finde på at spørge ham og tilføje »måske kan jeg skaffe dig noget nyt.« Eller hun kunne finde på, at sende ham en besked: »Fortæl ham, at jeg er en kryds-og-tværs-opgave og hvis han ikke har noget imod at se en kryds-og-tværs-opgave, må han komme ud og besøge mig.« Hun vidste selvfølgelig, at hvis hun skulle blive ved med at være noget værd, måtte hendes gåde forblive uløst. Da hun blev behandlet af Carl Jung i Schweiz, var hun fuld af foragt for hans forsøg på at forstå hende: »At tænke sig at en så stor, fed, materialistisk schweizer skulle kunne forstå min sjæl«

Skizofreni som strategi
I 60’erne fremlagde R.D. Laing en af de mest indflydelsesrige forklaringer på skizofreni, som kom til at påvirke en hel generation af forfattere og som står i skarp kontrast til den grove forståelse af skizofreni, som var gældende i 1930’erne. »Den erfaring og opførsel, som bliver betegnet som skizofreni,« skrev han,»er en speciel strategi, som et menneske opfinder for at være i stand til at leve i en ’uudholdelig situation’.« Lucias liv ville sikkert have været uudholdelig for mange børn: en forarmet familie, som flytter fra by til by, skifter hjem og sprog, en far, der var jaloux, lidenskabeligt nærværende det ene øjeblik og fraværende det næste, ofte fuld og usikker, en mor, som hadede, at datteren dansede, en mor og far, der ikke var gift, men lod som, om de var det, en familie i eksil og aldrig hjemme og børn, der var alene hjemme.
En af personerne i Calico giver en beskrivelse af den uudsigelige melankolske stemning, som herskede i Joyces familie: »De lod til at være knuget af en sorg, slået til jorden af uudsigelige kvaler, som var der et døende hjerte i deres midte.« I et øjebliks kølig klarhed, spørger Lucia Beckett: »Er du klar over Sam, stille, gådefulde Sam, at jeg allerede ved, hvad der venter mig? Stille, hvide rum, der spørger om, hvad denne sygdom inden i mig er for noget, og ikke kan få noget svar. Blege år som følger, efterhånden som folk trækker sig væk fra mit vindue, men åh, på en så sød måde, med så venlige ord.« Stykket slutter med Lucia spændt fast til sin hospitalsseng i strimler af hvid kattun.
Forstod den virkelige Lucia sin sygdom? Kom hun endelig til at forstå den gåde, som plagede hendes venner og familie i så lang tid? I 1980 besøgte Dominique Maroger, som var barndomsveninde med Lucia, hende på et hospital i Northampton. Den udtærede 73 år gamle Lucia undskyldte for sin usammenhængende tale og forklarede: »Jeg radbrækker sproget, fordi jeg aldrig har nogen at tale med.« Men uanset hvor ødelagt hendes sprog var, kunne hun godt svare på spørgsmålet om, hvad der var sket med hende: »Jeg havde aldrig en chance,« siger hun stille. »Jeg var besværlig. På en måde var jeg besværlig.«

©The Independent og Information

*Oversat af Steen Lindorf Jensen

*Carol Loeb Shloss: ’To Dance in The Wake’, 576 sider, forlaget Farrar Straus & Giroux. Ca. 200 kr. Er udkommet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her