Ny bog
Der er rigtigt ruttet med papiret til Lars Skinnebachs anden bog. Denne indbydende grønsorte sag omfatter 48 sider, på halvdelen af dem står der et digt. Teksterne er grupperet i seks lige store sæt, hvoraf dog det sidste, »Besværgelser«, falder lidt udenfor ved at være på listeform, mens det næstsidste, »Eventyr«, står som en slags fragmenteret fortælling om elskov og transporter i bil.
Resten af bogen, altså de fire første sekvenser, består af, hvad man måske kunne kalde poetiske kaosfelter. En surreel fantasi går på hugst efter slående billeder i menneskeliv og natur, søger stof hos individ og i samfund, og stiller sig først tilfreds, når en højintens ny digtside står der, strittende af uforbrugt betydning og lige så svær at kode af som vanskelig at gøre efter. Ligesom i Skinnebachs debut Det mindste paradis (2000) imponeres man af ideernes mængde, men hvor han dengang baksede med idyllen som problem, dels i kærlighedslivet, dels i en nostalgisk erindret barndom, forsøger han sig denne gang som socialsurrealist af den vrængende, hvæsende type.
Flimrende vekslen
Teknikken består i at blande og krydse mellem kategorier, så at digtsiden blot efter nogle få linjer opnår maksimal heterogenitet. Stilistisk skiftes der mellem beskrivelse og metaforkomprimat, syntaktisk opnås kaosoplevelsen gennem den flimrende vekslen mellem på den ene side cool fremsættende sætninger og på den anden side spørgsmål, bydemåder og bratte udbrud.
Billedmæssigt set forsøger digteren at bringe væsensforskellige størrelser på samme sproglige formel. Seksualitet og trafik er allerede nævnt, men dertil kommer gerne samfundsøkonomi og natur. Når »byen og efteråret blæser hjernen ud«, blandes, som man så tit har set, vejr med civilisation, og senere i samme digt spørges: »Falder husene sammen som en død mands lunger?«, i en metafor, der krydser fra en uorganisk struktur til individets krop. Det følgende digt konstaterer, at »de har travlt i teknisk forvaltning, selv havet virker planlagt«, mikser altså socialitet og natur, og på næste side igen, hvor folk boller udenom, kaldes »begæret retningsløst eller regner gennem taget«.
Det er næppe for meget sagt, at Lars Skinnebach skamrider en stilfigur kaldet zeugma og dermed rendyrker den retorik, der vil påstå, at ting, der ikke har noget med hinanden at gøre, alligevel på en mystisk måde har det. Metapoetisk set bliver hans sjove skrift dermed til én stor reklame: for poesien i almindelighed og for sig selv i særdeleshed, funderet i en forestilling om, at andre diskurser er bundet af konventioner og love, hvorimod digtet er frit. Er det, spørger digteren, »dødsangsten, der får os til at vedtage love / som får vores liv til at imitere livet / i de mest rigide dødsriger? Lovgiverne, regelmagerne / og værdisætterne, lad dem administrere en forlystelsespark / for døende. Jamen, det er jo det de gør.« Er det? Hvilke konkrete regler tænkes der på? Dette får læseren aldrig at vide. Mig forekommer en sådan kompromisløs samfundskritik simpelt hen naiv og postuleret, især når den som her kombineres med fetichering af poesiens sproglige regelbrud.
Blander niveauerne
Lars Skinnebach skriver et sted, at betydningen må tages med kejsersnit, og jeg giver ham villigt ret, eftersom jeg har svært ved at komme på talefod med hans digte. »Nye læsere kan stå af her,« siger han, men det kan gamle læsere også! Herudefra kan man så vælge at tage bogens sætninger én for én og læse dem så bogstaveligt som muligt.
»Digtproduktion er en samfundsmæssig luksus som sker / på bekostning af andre, mere fattige samfund« hedder det sidst i fjerde afsnit. Jamen, det er da noget sludder! At kunne skrive digte er en gave, og at kunne dele glæden ved poesi og læsning er en gratis rigdom fælles for alle. Skinnebachs letfærdige vits sammenroder simpelt hen et politisk med et æstetisk niveau. I samme afsnit slutter et digt:
Knep en feminist!
Knep en pædofil!
Knep en socialdemokrat!
Her får jeg igen lyst til at læse uakademisk og overkonkret og vedstå, at jeg da ikke er fremmed for tanken om at elske med en feminist, selv hvis hun er socialdemokrat. Skinnebachs digt roder tingene sammen og hørmer af billig kønsrevanchisme, eller det, der for tiden med en karakteristisk udglattende eufemisme kaldes for drengerøvshumor.
Et andet sted, hvor jeg stod af, var, hvor digteren påstod: »Jeg undgår helst metaforerne«, selv om han ikke bestiller andet end at spytte dem ud på stribe. Lige så letfærdig og løs er optakten til andet afsnit: »Jeg tror ikke på fragmenter«. Her spørger man uvilkårligt: Hvorfor så til stadighed rendyrke dem?
Man bebrejder indimellem litteraturkritikere, at de mangler evne til indlevelse, empati som det kaldes. Men indlevelsen kræver, at der i værket findes et ærligt udspil til oplevelse. En sådan åben gestus savnes i Lars Skinnebachs bog, der for mig at
se lukker sig om sig selv i ren og skær menneskeforagt. Anderledes kan man for
mig at se ikke modtage en bog, hvor der står: »Ethvert følelsesudbrud er en degradering af følelsen«. Levede folk efter denne regel, ville vi bebo et dødsrige af lige netop den slags, han foregiver at protestere imod.
*Lars Skinnebach: I morgen findes systemerne igen. Digte. 48 s. Kr. 150,00. Gyldendal. Udkommer i dag. ISBN: 87-02-02741.0.
