Læsetid: 4 min.

Dengang rock betød det hele

Lyv dig syg på dit arbejde, køb straks ’Loaded’, og hav en flaske Jim Bean eller fem ved hånden
12. marts 2004

Ny bog
Det er en fandens god bog om Velvet Underground, der udkommer i dag. Den får fem-og-en-halv luftguitarer ud af seks mulige. Dette er sådan set alt hvad denne anmeldelse går ud på, og der er ikke megen grund til at læse videre. I stedet bør du lyve dig syg på arbejdet og straks købe Loaded, samt selvfølgelig bokssættet Velvet
Underground og Cales selvbiografi What is Welsch for Zen, fotodokumentarbogen The Velvet Years og så naturligvis den uafrystelige Nico dvd An underground experience.
Giv gerne dokumenterne lidt ledsagelse – godt nok er det nu om dage blevet usmart at fylde sig med heroin og speed som Velvet dengang gjorde det, men en flaske Jim Bean eller fem kan vel også gøre det. Så er der underholdning til et par dage.
For Loadeds store force er, at den er noget så sjældent for en rockarkæologisk antologi som underholdende. Den er et meget vellykket eksempel på, hvordan musikalske kunstgreb kan overføres til litteraturen: Velvet Underground inkonsistens, anarki og principielle åbenhed over for alt fremmed kalkeres fuldstændigt af bogen, som fremtræder som et bombardement af vidt forskellige måder at anskue denne banebrydende og grundlæggende rockgruppe på.
Bogen repræsenterer den klassiske og noget støvede rockanmelder-rockarkæologi med hovedvægten lagt på facts, repræsenteret ved f.eks. Klaus Lynggaards, Lars Movins og Per Reinholdt Nielsens indlæg (som lige præcist trækker den halve luftguitar ned i forhold til maksimalkarakteren på grund af de mange gentagelser) – men samtidig dækkes de ganske subjektive Velvet Undergroundfortællinger ind, ved f.eks. Pia Juuls, Benn Q. Holms og den gamle Kliche-mandNils Torps fortræffelige indlæg.

Udbrændt junkie
Interessant at læse om disse forskellige personlige holdninger til gruppen. Interessant også at læse nytolkninger – som f.eks. Søren E. Jensens meget vellykkede apoteose af gruppens efter min mening mindst talentfulde medlem, Nico. Jensens bidrag kunne være interessant at have i baghovedet når man ser ovennævnte dvd, som i dén grad er et dokument om, hvordan Nico så ud »efter festen«: Filmen viser og udstiller en evigt kæderygende, aldeles afdanket morfinist som med vidt åbne, speedede øjne monotont og dødsbevidst foredrager fordums tiders store sange.
I et indlagt tv-interview bliver hun spurgt, om der er noget, hun fortryder... »Fortryder?« svarer hun, »Intet... jo, måske at jeg blev født som kvinde og ikke som mand«. Et rystende svar at høre, når man samtidig ser på en fuldstændigt udbrændt junkie. Som engang var så smuk.
Denne fordums skønhed og magi mindes man om, når man læser uddragene fra Vagn Lundbyes legendariske roman Nico. Et herligt gensyn. Godt husket også at få dén med. Et fortrinligt gensyn er det også at læse Dan Turèlls artikler om gruppen og Lou Reed fra 60’erne og 70’erne. De understøtter, at Dan er en profil vi i allerhøjeste grad savner i dag. Hans tekster i bogen er afgjort tidstypiske, men også i dag ganske læsværdige.

Rock er blevet underholdning
»Men hvorfor en bog om Velvet Underground i det hele taget?« spørger Gordon Inc. i en klassisk punkrockattitude. »Fuck dét!« råber han, og gentager og tydeliggør derved et af de kendetegn, der var ved gruppen fra dag ét:
Respektløsheden over for det bestående musikmiljø, afskyen over for det institutionelt vedtagne. Gordon Inc.s indlæg er på en måde interessant for hele tematikken. Manden har jo ret i, at rocken er død, sådan som den så ud på VU’s tid. Ingen tillægger en rockmusiker ideologisk kompetence i dag, i hvert fald ikke som punksene gjorde det over for Velvet i sin tid. Rocken har i dag slet ikke det omstyrtende potentiale, som Velvet i sin tid. Rock er blevet underholdning, på linje med alt andet. Det er ikke en skuffelse eller et chok, hvis Michael Jackson bliver kendt skyldig i pædofili: Det vil for langt de fleste være en skandalehistorie som alle andre og ikke noget at gå videre op i. Rocken giver ikke længere en totalløsende fortolkning på hele verden. Det var en jordrystelse da Kurt Cobain skød sig, da Ian Curtis begik selvmord, da Lennon blev skudt osv. Men hvor mange vil fælde så meget som en tåre, hvis Michael Jackson f.eks. bliver buret inde? Ikke en eneste, tror jeg.
Men er rocken derfor blevet så ligegyldig som Gordon Inc. synes at hævde? Næh, og det beviser Inc.s velskrevne indlæg også. Naturligvis er det interessant at læse om den allernærmeste fortid – især når den præsenteres så overbevisende som i denne bog. Eller, med et citat fra bogens mest originale indslag, den ganske unge Emilie Kjærs betragtninger om at være førstegangslytter:
»Lige pludselig kunne man høre, hvor en masse af ens yndlingsbands har fået en del af deres inspiration fra... jeg tager nogle gange mig selv i at tænke, at det egentlig er ærgerligt, de er så gode«.

*Klaus Lynggaard & Henrik Quietsch (red.): Loaded – om The Velvet Underground. 240 s., 298 kr. Informations Forlag
*’Nico – an underground experience + heroine«. Dvd, Visionary Communications UK
*Stephen Shore & Lynne Tillman: The Velvet Years. Warhols Factory 1965-67. Pavilion Books 1997
*John Cale: What is Welsch for Zen. Bloomsburry 1999

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu