Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

En duft af livet strømmer forbi?

Kernen i Jens Christian Grøndahls nye roman er stærk nok i sig selv. Rundt om den står en hørm af sproglig parfume
Kultur
30. marts 2004

Ny bog
Skulle man finde et enkelt fænomen, der indfanger de vigtigste træk ved Jens Christian Grøndahls nye roman Piazza Bucarest, må det blive transithallen i en international lufthavn. I al fald snor bogen sig helt uproblematisk fra Skagen og USA via Bukarest til Rom. Det internationale liv er ikke en pointe, men en naturlighed, og det ikke bare for bogens personer, men også for romanens anslag.
Amerikanske Scott, bogens ene hovedperson, synes endog at befinde sig i en slags evig transit. Scott blev dansk gift i 60’erne, det var en let måde at undgå den amerikanske hær: Hellere blive i Europa end at blive sendt til Vietnam. Siden er han blevet skilt, men også hængende, har fået et liv i Danmark, men er aldrig faldet i hak med landet omkring sig.
Også bogens to øvrige hovedpersoner har kappet deres rødder. Kort før Murens fald flygtede rumænske Elena, Scotts store kærlighed, som ung fra sit hjemland. Og levede for en tid sammen med Scott, men forsvandt en dag sporløst. Scotts stedsøn, bogens fortæller, er netop kommet gennem en skilsmisse:
»Rejsen var blevet et formål i sig selv, at holde mig i bevægelse og for en tid være uden fast opholdssted,« erklærer han nu. Og sætter sig for at opspore Elena.
Alle tre er kommet ud af trit med livet, forstår man, og synes nu ramt af en særlig intensitetens fravær. Selvom deres liv er flettet sammen, er de mærkværdigt fjerne for hinanden. De begivenheder, der afgør deres livsløb, sker ubemærket, næsten tilfældigt: De er hensat til transithallens let bedøvede, komfortabelt-hjemløse stemning. Som da også har sine attraktioner

Parfumerede klichéer
Nu er der andet i en lufthavn end tilværelsens lethed, sublim og velordnet tristesse. Der er f.eks. toldfri butikker. Også her passer Piazza Bucarest ind. Faktisk står der en hørm af sproglig parfume fra bogen, doseret via fortælleren. Han har hang til følsomme, eksistentielle almindeligheder, til tillægsord, der skulle udpensle et nærvær for læseren, men ender med at gøre sansningen stereotyp.
Det kan nærme sig det parodiske: På første side serveres »det disede sollys«, »motorvejstrafikkens monotone rytme«, »svulmende røgskyer«, »lange hegn af spinkle rønnebærtræer, »markernes ubrudte kurver«, »hvidkalkede landsbykirker« og så videre.
Et livslangt venskab sammenlignes med »en stenbænk i en have, upåvirket af tidens vilde vækst.« Som barn forskrækkes Scotts stedsøn af, at hans gamle tøj indleveres til Frelsens Hær:
»Forskrækket, fordi jeg spontant fornemmede, at når man først har sat sig i bevægelse puffet frem af tidens tikkende tyranni, vil man aldrig kunne vende tilbage.«
Tidens tikkende tyranni. Den slags er fælt, især når det tillægges en præpubertær dreng. Her synes klicheens sum endog større end sine enkeltdele: Billedet er i nærmest outreret grad klichéfyldt.
Vellyd og vellugt skulle gerne hjælpe én på vej. Her blokerer det for læseren, der må vifte en distraherende em bort foran sig for at komme frem til de kvaliteter, Piazza Bucarest måtte have.

Børn og patriotisme
At det er tilfældet, er dobbelt ærgerligt, eftersom man fornemmer et tema og en historie, som har et en vis styrke: En kritik af det rodløse, med den eksistens, der har løsrevet sig fra verden omkring sig. Et opgør med transithallen som sindstilstand, kan man sige.
Det opgør er eksistentielt. Den grundlæggende og skjulte fortælling i Piazza Bucarest handler om det barn, Elena måtte efterlade, da hun flygtede til friheden i Vesten. Men den er også, og mere diskret, politisk.
Det er sigende, at Scott efter terrorangrebet den 11. september føler et nærmest kropsligt behov for at komme tilbage til USA. Den patriotisme, han ikke følte tidligere, vender nu tilbage med en instinktiv og uerkendt styrke. Nu må de egentlige rødder opsøges.
Det er også sigende (og kontroversielt), at Grøndahls portræt af den gamle Østbloks kunstneriske dissident-miljø er alt andet end flatterende. Flugten ind i kunsten og undergrunden er også en let isolation fra resten af befolkningen, fremgår det. Som der står om Elena:
»Når hun var på arbejde, trak hendes jeg sig tilbage langt ind i hendes indre, så langt, at det ikke kunne siges at deltage i, hvad hun foretog sig, og når hun foldede sig ud som undergrundsdiva i eksilets oaser, fortonede den omgivende verden og dens mennesker sig til en grå, forskelsløs masse. Hun betragtede dem med en adspredt foragt, og på den måde adskilte hun sig
ikke så meget fra den højtstående partifunktionær, der bliver kørt gennem byen i en sort bil og med et træt blik ud gennem de røgfarvede ruder registrerer ansigterne i køerne ved busstoppestederne.«
Partimanden og hans etisk-kulturelle modpol falder sammen i deres isolation fra og deres foragt for det almindelige liv. Det er hårdt sagt, men interessant. Også fordi kunsten spillede en så central rolle i de østeuropæiske dissidenters forsøg på at skabe frirum.

Subtil kritik?
Altsammen vægtige og vigtige temaer. Som altså strejfes, men tildækkes igen af fortællerens oppustede almindeligheder. Faktisk er bevægelsen så påfaldende, at den må tolkes: Måske er stilens mislykkede overbud Grøndahls diskrete kritik af Scotts stedsøn, der også er forfatter.
Da udstiller og parodierer hele bogen på subtil vis en særlig, følsomt-eftertænksom, men også uforpligtet æstetik. Og gør det ved at udstille et sprog, der ganske vist forsøger, men ikke er i stand til at forbinde sig med et indhold. I stedet svæver det rundt, klichéfyldt, rodløst og virrende.
Nej, det er nok fortænkt. Under alle omstændigheder ændrer det ikke på læserens oplevelse. Til slut i Piazza Bucarest erklæres det, at »kendsgerningerne står tilbage som forladte huse på en slette.« Dertil bør tilføjes, at vejen til sletten er lang og hård for næsen. Også det pejer mod transithallen, i øvrigt: Er det ikke den slags, man sælger i de internationale lufthavnes velassorterede boghandlere?

*Jens Christian Grøndahl: Piazza Bucarest. 216 s., 198 kr. Gyldendal. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her