Læsetid: 4 min.

Det endnu ugjorte

Jørgen Gustava Brandt markerer sin 75-års dag med digte, som kredser om undrende væren
13. marts 2004

Ny bog
Tilfældet (eller skæbnen) har villet, at Jørgen Gustava Brandt på netop den dag, hvor Thorkild Bjørnvig bliver begravet, fylder 75, hvilket markeres med udgivelsen af en ny samling digte. Tanken sendes uvilkårligt tilbage til Brandts monstrøse erindringsessay »Hin bemærkelsesværdige septemberaften« (1958, genoptrykt i Udflugter, 1961, såvel som i Den geniale monotoni, 1965), hvori han med megen humor og koket selvironi fortæller om sit første møde med sen-40’ernes »Vedbækparnas«: Heretica’s redaktion med Bjørnvig og Bjørn Poulsen samt tidsskriftets forlægger, Ole Wivel, og kredsens mæcen Knud W. Jensen.
Om Thorkild Bjørnvig hedder det her, at han denne mindeværdige aften var iført en vadmelsagtig koftelignende klædning og under sit mørke hårs artigtstive bølgefald ikke var ganske nybarberet. Det blide ansigt med de opmærksomme øjne var, hedder det så, »uafbrudt omskifteligt, næsten umærkeligt alternerende, som om strømme af følelser og indtryk bestandigt gik under huden som morild eller nordlys«. Dette lod ane »et ømt, entusiastisk hjerte, der just i næste øjeblik ogsaa gav sig til kende i det par korte, men grove og højlydte latterskrald, hvormed han brød tavsheden«.

Regn i hjertet
Det er glimrende set og husket, et vellignende portræt. Om sig selv som yngre fortæller Jørgen Gustava Brandt, at han i tiden inden havde været lærling i et malerfirma, hvor han fik lov til at forgylde en barneseng til prinsesse Margrethe, og hvor han sad lænet mod retiradevæggen i gården og hørte regnen tromme på glastaget, alt imens han læste Verlaine på Johannes Jørgensens danske vers:

Det regner i alle Gader
og i mit Hjerte med...

Scenen dukker op i dagens samling digte, dog læses Verlaine her i »et lille brunplettet hefte fra Gallimard«. Man må vel gå ud fra, at Jørgen Gustava Brandt i 1958 har ment det var for blæret at vedstå, at han allerede som ung kunne læse »Il pleure dans mon coeur / Comme il pleut sur la ville« i fransk originalversion.
Om hans nye poesier i øvrigt må siges, at han endnu en gang får vist, hvor let han åbenbart har til lykke. Det lyriske jeg behøver blot se solen stå op bag hækken eller sin næstes læber kruses i et smil, så bobler jeget over af fryd og ytrer sig i tonelejer, der i faretruende grad nærmer sig vort øvre register.
’Stille’ hedder »tyst«. ’Stort’ bliver »uendeligt«. En ’oplevelse’ skal
ikke være ret meget ud over det sædvanlige, før den kaldes »åbenbaring«. Aldrig så snart har jeget mærket fuldbyrdelser og opfyldelser, før også digtet bliver (over)fyldt.

Det signede nu
Jørgen Gustava Brandts styrke består i, at han har så kort vej til de vægtigste ord, at han så nemt bliver »forløst«. Men læser man som her mange digte af ham i én køre, opleves det som en svaghed, at ordene ligesom sidder for løst.
Til titlens lyse faktum, at Kærlighed kan trylle, svarer i digtene en kredsen om det opfyldte, signede nu. Jeget overvældes ved møder og mindelser, ved iagttagelse og sansning. Ikke sjældent beskrives det roligt:

På horisonten
i den grå himmels lys
står et lille sort spir

en em af grøde
trækker et slør over marken

fra plovfurernes violette mørke
høres allikernes knitrende snak

og på bunden af grøften
holder kulden endnu
på klattede levninger
af iset sne

Det ligner en kunstmalers syn. Men det fremtræder også som en lyrikers raffinerede ordmalerier. Læg således mærke til skiftene mellem ’lyse’ og ’mørke’ vokaler i første strofe, de vel anbragte ø’er i anden, det næsten lydmalende »snak« om allikerne i tredje strofe og den effektfuldt bratte linjeafskæring til slut.

Kunsten at forlade
Jo, Jørgen Gustava Brandt kan så sandelig sit kram, sprogligt og æstetisk, når han i digt efter digt opsøger den særlige stemning eller stemthed, der potenserer værensfølelsen og gør eksistens til et møde med noget magisk, mystisk, anelsen af etellerandet, som der knap kan sættes ord på. Til indkredsningen heraf råder han over et kæmpe register, og det kan være en sand nydelse at gå med ind i hans billedes nu og igen mærke »at det er
det enkle der undrer / i denne væren«.
Nærmest til et budskab kommer bogen i anden del, der rummer en række ’afsigelser’, forberedt i førstedelen, hvori et af fem »Notater til status« lyder:

Dette er min afsigen
Det er én lang
forladelse
Jeg er kun til
i det endnu ugjorte

I forlængelse heraf tager digteren sidst i bogen afsked med ét og andet og med mennesker, han har kær – men betegnende nok ikke ved at forlade det eller dem. I stedet stiller han sig ganske nær, ved et sted, en ven, en elsket, sin søn. I den kontekst kan han få udtrykt følgende varsomme indsigt:
Jeg tøver ved ordet
kærlighed –
om ikke det
med andre ord
er tilgivelsens magt

hvis indgriben
gør noget gjort ugjort
forladt

og indlader den anden
varighed
ansigt til ansigt
af lys til dagen
og fantasien

Her kunne anmeldelsen for den sags skyld udmærket slutte og i fredens og fordragelighedens navn munde ud i et ’tillykke’. Men digtets to slutlinjer er også lige præcis eksempel på den vaghed i følelsen og den spredthed i udtrykket, der så ofte får Gustavas tekster til at miste fokus. Selv om jeg i hans bog får masser af lykkeglimt, savner jeg intellektuelle udfordringer og vil efterlyse en skarpere digterisk selvkritik, f.eks. en ironisk dimension, der kunne give udtrykket farlighed og gøre det enkelte digt sværere at slippe.

*Jørgen Gustava Brandt: Kærlighed kan trylle. 80 s. 175 kr. Gyldendal. ISBN: 87-02-02773-9. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu