Læsetid 3 min.

Gammel visdom i ung form

Ny ungdomsroman viser den norske bestsellerforfatter Jostein Gaarder, når han er bedst. I kamp med livets store spørgsmål på den enkle måde
12. marts 2004

Ny bog
Jostein Gaarder kan noget med at gøre de store komplekse spørgsmål forståelige og sanselige for enhver.
Med ungdomsromanen Sofies Verden, der blev Gaarders internationale gennembrud, blev den filosofiske tradition fra Platon og Aristoteles husstandsomdelt til alverdens unge.
Siden har han holdt en 10-års pause fra ungdomsbøgerne, hvor han har skrevet gode og noget kryptiske voksenromaner, her iblandt Maya og Cirkusdirektørens datter.
Nu har Gaarder skrevet en lille, insisterende livsklog ungdomsroman, Appelsinpigen, som de fleste voksne også ville have godt af at læse.
Appelsinpigens enkle og nærværende form viser Gaarder, når han er bedst: En gådemager og gådeløser, der uforfærdet og med stor appetit på fortælling og forklaring tager fat på de store spørgsmål. Her er det livet og døden, der står for tur – intet mindre. Med en ungdommelig naivitet – og det skal forstås som en kompliment – kigger Gaarder dybt i menneskets sjæl og langt ud i verdensrummet og lader spørgsmålet gjalde: Hvad er meningen med livet, når vi alligevel skal dø?
Det er jo ikke ligefrem et nyt spørgsmål. Filosoffer og andre har tumlet med det i århundreder. Alligevel er det nyt for den enkelte: Opdagelsen og erkendelsen af at man har fået dødsmærket i fødselsgave.

De mødes i skriften
Det er den 15-årige Georgs opdagelse og erfaring af disse spørgsmål, som bogen beskriver. Han er en almindelig norsk dreng, der bor med sin mor, papfar og lillesøster. Han interesserer sig for universet og Hubble-teleskopet, og er i øvrigt fire centimeter højere end sin papfar (på strømpefødder).
Georg proklamerer, at han er ved at skrive en bog sammen med sin far, der døde, da Georg var fire år. Sagen er den, at Georg har fået et langt brev, som faren skrev til ham i månederne, inden han døde.
Det er bevægende læsning. Farens hudløst pulserende brev er en intens henvendelse til sin næsten voksne søn, som han ved, han aldrig kommer til at møde. Og til det liv, han ved, han ikke kommer til at leve. Brevet er isprængt Georgs undrende, opklarende og livskloge kommentarer og afbrydelser fra den anspændte familie, der venter inde i stuen, mens Georg læser brevet.
Jostein Gaarder bruger ofte brevet som henvendelsesform mellem personerne i sine bøger, f.eks. i Sofies Verden, Vita Brevis og nu i Appelsinpigen.
Brevet giver plads til det hudløst ærlige, til den langsomme eftertænksomhed, til intimitet, alvor, højtidelighed og ikke mindst den umiddelbare glæde.
Egentlig er dialogen mellem de to, far og søn, klippet over af døden. Men brevet bliver en bro, en forbindelseslinje af ord hen over det savn, de begge har efter hinanden. De mødes i skriften.

Vibrerer levende
I kraft af mødet mellem de to har Gaarders fortælling døden tæt på og livet foran sig på samme tid. Og det er mellem disse modsætninger, Appelsinpigen vibrerer levende.
Da faren begynder fortællingen fra sin ungdom, hvor han mødte den uforglemmelige pige med favnen fuld af appelsiner i Oslos gader, er det en gåde for Georg – og for læseren – at det er hans egen skabelsesberetning, han sidder og læser. Brevet er en lang kærlighedserklæring til livet og til alle de begivenheder, der er forudsætningen for Georgs eksistens. Mere skal ikke afsløres her.
De sporadiske møder og den lange jagt på appelsinpigen bliver måske noget lang i spyttet for en forjaget, voksen læser. Men jeg tror, at Gaarder rammer unge læsere lige i hjertekulen med uendelige drømme og forestillinger om den elskede, som lige er dukket op i bussen.
Faren beder Georg om at svare på et stort spørgsmål. Om livet er det hele værd, når døden er prisen, man skal betale for det. Georgs svar må man selv læse i bogen.
Som i flere andre af Gaarders bøger, har livsvisdommen en kosmisk dimension. Og i Appelsinpigen synes moralen at være, at det gælder om at få noget meningsfuldt ud af den lille sætning, som vi hver især er tildelt i universets livsfortælling. Inden døden indhenter os med sit punktum.
Det livsbekræftende ved Gaarders roman er, at den viser – enkelt, eftertænksomt og begejstret – at sætningerne griber ind i hinanden. At de skaber betydning på tværs af tiden og generationerne og på trods af døden. Vores liv skal læses i sammenhæng med både det, der kommer før, og det, der kommer efter.
Det er ikke ny visdom, nuvel, men godt at få genfortalt i ung og hjertevarm form.

*Jostein Gaarder: Appelsinpigen. Oversat fra norsk af Camilla Christensen. 177 s., 199 kr. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu