Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Den litterære lydmur penetreret

Nis Jakobs fjerde bog, ’Mesteren fra Mors’, er ikke dyb, men underholdende. Og fræk som en slagterhund
Kultur
16. marts 2004

Ny bog
Velkommen til en trykkoger af en bog: I Mesteren fra Mors og med tungen lige i munden fletter Nis Jakob en historie sammen, der er ligeså fræk som den er underholdende. På knap 400 sider når vi hele vejen rundt i det nye Danmark. Fra Nordjylland over Roskilde til Christiansborg, fra de hjemløse over middelklassen til magtens inderste cirkler. Fra grisefarme til tantrisk sex.
Nu vinder Nis Jakob næppe litterære priser for sin præstation. Det skyldes måske, at han som forfatter skriver med den store pensel. Subtilitet er ikke hans varemærke. Men det skyldes først og fremmest, at Mesteren fra Mors er realisme uden alvor, præcis og sarkastisk, men uden eksistentiel og psykologisk fordybelse af den slags, man forventer af litteraturens samtidsportrætter.
Det kan lyde som en kritik, men er det ikke. Det er forfriskende. For en gangs skyld er det ikke personerne, men fortællingen, begivenhederne, der trækker i læsset og læseren. Den forskydning skyldes ikke uformåen, i øvrigt. Når det skal være, tegnes hoved- og bipersoner op med en hurtig streg. Som denne folkeskolelærer:
»Hun kom lige fra seminariet og gik i persianerpels og sandaler, selvom det var 1979 og kedeldragten for længst var blevet den progressive mode blandt kvinder.«
Så er hun sat på plads. Man – Nis Jakob – kender sine lus på travet.

Åndelighed
Ovenstående lærerinde underviser den ene af bogens mulige mestre, Martin Jokumsen, i religion. Han er på dette tidspunkt syv år gammel og noget af et skravl, og så har han netop haft sin første åndelige oplevelse. Det skete på drengetoilettet, da en yngre mand blottede sig for ham. Martin mener, det var Jesus.
Senere overbeviser tegn i sol og måne – og trangen til at imponere en gruppe kvindelige psykologistuderende – ham om, at han er en nyreligiøs guru. Kvinderne falder for den, især fordi han forudaner løsningen på den enes livskrise. Hendes mand får kræft og dør, og så behøver hun jo ikke at lade sig skille. Nemt, ikke sandt?
Tilsammen opbygger de en sekt. Så kalder Martin sig Nanundo. Nanundo er verdensfjern og åndelig, men indvier dog sine kvindelige kursister i seksualitetens glæder. Og tænker dybe tanker:
»Han overvejede et kort øjeblik, om det var et af problemerne for de danske disciple, at de havde en demokratisk idé om, at de et eller andet sted var lige med deres mester. Denne lighedsopfattelse havde det positive i sig, at de ikke anså oplysning for en uoverkommelig opgave, men modsat manglede de ydmyghed over for netop denne opgaves vanskelige karakter.«
Nanundo står på magtens tinde: Han får besøg af statsministerens kone, den unge Bente, der opsøger ham for at få åndelig vejledning. Snart efter er han hjemløs. Sådan kan det gå i Mesteren fra Mors.

– og politik
En anden af bogens handlingstråde handler om denne fiktions danske statsminister, Jens Günter Andersen. Ligesom Martin er han et naturtalent, fanget i et spil, han ikke kan styre. Han er kommet til tops via ufine metoder. Dels er han korrupt, dels havde hans konkurrenter i det ligeledes fiktive Folkepartiet en tendens til at falde døde om, når det var bekvemt for Andersens karrierre.
På kanten af et folketingsvalg går det op for Jens Günter Andersen, at han i virkeligheden er homoseksuel. Hvad siger befolkningen til det? Og hvad med Martins bror, den fallerede journalist Kresten, der skriver på en afslørende biografi om statsministeren – og derfor kommer i kløerne på hans dæmoniske pressechef, Søren Schwarz?
Som sagt: Det er handlingen, der trækker læsset. Mesteren fra Mors har ramasjang og gang i gaden, utroskab og mærkværdige dødsfald i massevis, inden dens mange tråde falder sammen og på plads. Inden alting ender, som det skal i den slags bø-ger.
De gode græder, de onde ler.

Ikke helt alvorligt
Faktisk er der helt påfaldende mange dødsfald undervejs. Romanens bipersoner falder om som fluer: De kører galt, får kræft, forgiftes, ryger i en foderkværn, drukner, slår hovedet itu og meget mere. Det kan ikke altid afgøres, om deres skæbne skyldes de højere magter, politiske kabaler eller almindelige tilfældigheder. Sådan er det jo, både når det gælder åndernes verden og magtens intriger. Begge steder falder tilfældet og forsynet sammen.
Læseren, derimod, fornemmer tydeligt forfatterens glimt i øjet, den bagtanke. Det her er min fortælling, jeg snor handlingen så stramt, som jeg vil, lyder den. Resultatet er ikke en magisk realisme, men det kyniskes magi. Ingen begivenhed, den være sig nok så voldsom, er helt entydig, ingen hændelse, nok så skæbnesvanger, er helt alvorligt ment.
Efter at medierne har afsløret ham som svindler, står Martin ved sin brors sygeleje. Under sit arbejde med statsministerens biografi er det nemlig gået galt for Kresten. Han blev kørt ned af en hvid Volvo med mudder på nummerpladerne.
Nu ligger han for døden, nu kommer den afgørende test. Har Martin faktisk forbindelse til de åndelige magter? Og se, miraklet sker: Lægerne havde opgivet håbet, men Kresten vågner op påny, rask og rørig, afklaret, et bedre menneske. Martin, derimod, fortsætter sin tur mod samfundets nederste lag.
Og statsministeren? Ham venter der en hidtil ukendt ro, et lykkeligt liv hinsides magtens rænkespil. I al fald er hans nye kæreste, Victor, bogens mest sympatiske person. Den slags kræver det et vist format at slippe afsted med. Nis Jakob klarer skærene. Mesteren fra Mors er et kulørt brag af en samtidsroman.

*Nis Jakob: Mesteren fra Mors. 387 sider, 349 kr. Borgen. Udkommer i dag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her