Læsetid: 4 min.

Myten om Konservatismen

Kasper Støvrings bog er levende, letlæst og stundom velskrevet. Det er en spændende – om end dybt problematisk bog
16. marts 2004

Ny bog
Mens Det konservative Folkeparti frister en lillebrortilværelse i skyggen af det engang så populære Venstre, er interessen for førstnævntes partis ideologi nærmest omvendt proportional med dets tilslutning i meningsmålingerne. Mens de konservative har tabt alle valg siden 1984 (valget i 2001 var en stabilisering), udgives der snesevis af bøger om det gamle højreparti. Kasper Støvrings bog Blivende Værdier. Konservativ Kulturkritik og Kulturkamp er vist den niende af slagsen i dette årtusinde.
Knap 20 år efter Danmarks seneste (og hidtil eneste) konservative statsminister Poul Schlüter udtalte de berømmelige ord om, at ’ideologi er noget bras’, synes interessen for konservatismen igen på fremmarch.
Støvrings bog er levende, letlæst og stundom velskrevet. Det er en spændende bog – om end en dybt problematisk bog.
I en periode hvor partiet identificerer konservative mærkesager med lavere skatter, udliciteringer og fri hastighed på et stigende antal motorveje, er der noget befriende og positivt i at læse en bog der påpeger andre aspekter i konservatismen.
Støvring bygger sin bog på den traditionelle britiske konservatisme, med navne som Edmund Burke og historikeren Thomas Carlyle. Hvor mange opfatter konservatisme som identisk med markedskapitalisme argumenterer Støvring for, at der findes en anti-kapitalistisk tradition i konservatismen.

Mindre ånder
Det kan virke sympatisk nok – for nogle. Og udover at citere store tænkere mener Støvring også at kunne finde belæg for en sådan læsning i skrifter af mindre ånder som Per Stig Møller, Ditlev Tamm og Mads Qvortrup.
Om en sådan læsning er korrekt kan diskuteres – og det irriterer anmelderen at sidstnævnte kommentator ikke citeres direkte. Men nok om det.
En sådan læsning af en fortløbende debat kan være underholdende og have et effektivt politisk sigte. Men som bog betragtet er Støvrings synspunkt problematisk.
At der findes belæg for en konservativ ideologi der bygger på Frihed i Fællesskab (som titlen var på partiprogrammet i fra 1984, hvis jeg husker rigtigt), kan ikke diskuteres. Både Burke, Carlyle – og senere Benjamin Disraeli og G.W.F. Hegel slog til lyd for sådanne tanker.
Men disse tænkere udgjorde ikke en homogen blok.
Der kan være god grund til at minde om, at der findes andre ideologer som med ligeså god ret kan kalde sig konservative som dem Støvring piller ud.
David Hume, den ateistiske skotske filosof som troede på gradvise forandringer, men hverken på Gud, Konge eller Fædreland, er ifølge Per Stig Møller der væsentligste konservative filosof.
At Støvring gør Burke til anti-kapitalistisk er ligeledes problematisk. Burke priste Adam Smith. Og delte dennes økonomiske filosofi – om end denne filosofi oftest er karikeret af såkaldte liberalister.
Antagelsen i bogen synes at være denne: den oprindelige konservatisme er den sande konservatisme. Det er et problematisk synspunkt. Hvorfor er det oprindelige det sande? Hvad Abraham mere jødisk end Moses?
Endvidere. Hvem bestemmer hvad det oprindelige er?

Oprindelse og herkomst
Den franske idéhistoriker Michael Foucault skrev engang, at et begreb eller en ideologis indhold skulle forstås ikke ved dets oprindelse med gennem dets herkomst. Anderledes formuleret, en ideologi skal forstås igennem dens virkningshistorie. Praktiske handlinger – ikke ord og skåltaler fra halvglemte ideologer.
Edmund Burke skrev i sine berømte Refleksioner over den franske revolution, at ’en sand lovgiver skal have et følsomt hjerte. Han skal frygte sig selv og elske sine medmennesker«. Det kan de færreste være uenige i – om end endnu færre politikere følger dette råd i praksis.
Problemet med Støvrings tilgang til emnet er, at det er relativt nemt at finde citater der gør Burke til en fællesskabsfilosof. Om end det modsatte også er muligt.
Hvad det drejer sig om når vi vil forstå konservatismen er ikke sådanne tankers oprindelse. Konservatismens herkomst – for igen at bruge Foucaults begreb – er langt fra det glansbillede som Støvring maler. Det konservative Folkeparti, dets europæiske søsterpartier – og det oprindelige(!) Højre lever ikke op til Støvrings definition.

Den gradvise forandring
Konservative partier har traditionelt været overklassens parti. Konservative partier var oprindeligt udemokratiske (Burke er ikke nogen undtagelse!), og konservative partier støttede kapitalismen i dens første år.
Dette var ikke mindst tilfældet i Danmark. Højre var under Estrup særdeles erhvervsvenligt. Hvis noget parti oprindeligt var fællesskabsorienteret, var det ikke Højre. Det oprindelige konservative parti – med Støvrings definition – var (datidsformen er særdeles bevidst!) Venstre.
Det er korrekt, at Det konservative Folkeparti var mindre kapitalistisk end Madsen Mygdals Venstre i slutningen af 1920’erne, det er ligeledes korrekt, at partiet altid har haft en social forståelse, personificeret ved ’Partiejer’ Poul Sørensen (der var socialminister i 1960’erne) og senere ved Palle Simonsen (der var finansminister under Schlüter).
Men partiet har altid været præget af modsætninger og uforenelige bevægelser. Og det hører med til den konservativ0e partihistorie, at Ole Bjørn Kraft i 1930’erne skrev en bog med den sigende titel: Fascismen: Historie. Sandhed. Lære.
Dette hører også med til konservatismen. Konservatismen kan ikke sættes på formel. Politik handler ikke om at fortolke verden, men om at forandre den – om end gradvist.

*Kasper Støvring. Blivende Værdier. Konservativ Kulturkritik og Kulturkamp, Lindhardt og Ringhof, 248 s., 249 kr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu