Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Paris er poesi

Breve, digte og vignetter fra malerens sansede fortid
Kultur
9. marts 2004

Nye bøger
Det er nu foraar
Solen drysser ned
Mine haandflader bliver gule
Mine hænder lyser grønne
Mit jeg udstraaler farver
Mine to ben gaar
Usandsynligt ud i det blaa rum.

Så koloristisk udtrykte Ejler Bille sin oplevelse af foråret i Paris i Digte og vignetter fra 1975, nu genudgivet i kassette fra Brødrene Brøndum sammen med Breve fra Paris 1937-39, hvor han som ung billedkunstner sugede indtryk til sig af fransk modernisme, på et økonomisk eksistensminimum, subsidieret af moderen, til hvem brevene er stilet.
Det er rapporter om dagliglivet, fulde af livsfarver i få personligt-private rids. Fra bogkasserne ved Seinen fisker han Baudelaires Spleen de Paris op, men selv er han besat af en fin livsrus, fin er i det hele taget ordet for alt, hvad han sanser af enkle, udsøgte måltider, af kunstnerkammerater, nye bekendtskaber, museer, koncerter, film.
Richard Mortensen, Hans Øllgaard og Sonja Ferlov er de nærmeste og ’negeren’ Ernest Mancoba, som hun senere bliver gift med. Mange andre danske dukker op, bl.a. Asger Jørgensen, som Jorn endnu hed, med kontakt til Pierre Alechinsky – »vi drak te og spiste mærkelige franske kager« – og så er de ude hos Max Ernst, der viser dem billeder af Miro, og fra hans altan peges der mod Yves Tanguys lejlighed, som de så besøger, og hvor de introduceres til André Breton. Næste dag Giacometti. Sådan guides de rundt med planer om at arrangere en udstilling i Danmark .
Brevene er på den måde læseværdige for deres begejstring, den enkle lykke i at finde bekræftelse, befrielse, for livslystens modtagelighed, hvorimod der ikke meddeles dybere erfaringer af det nye, der måske heller ikke er familierummets særlige interesse. Det kom så i hans bog Picasso. Surrealisme. Abstrakt kunst (1954). Det truende mørke, der sidst i 1930’erne bredte sig over Europa, anføres i ængstelse og står som kontrast til farveglæden og kunstens lysende verden i Paris, der snart skulle besættes af en hel anden magt.

Tingene
Digtene er mestendels korte, impressionistiske øjebliksbilleder, bedst hvor ikke den personificerede natur dominerer, men dog alligevel acceptable som i optakten til »Strandkanten«, en type, der kunne minde om Gustaf
Munch-Petersens vers, vennen hvis død alarmerer ham under Paris-opholdet:

Bølgerne glider glammende
ind mod strandkanten
og bider i sandet.
Maagerne flyver
deres vinger snitter luften
hvide papirstykker
der hvirvles ind i himlen.

Sine steder er der surrealistiske virkninger, et afsnit ’Grotesker’ er sjove ved deres tingsbesathed hen i retning af Francis Ponge eller danske Palle Jessen, betragtninger af skoen, trillebøren, skeen, glasruden eller »bordpladen og mine øjnes aftryk,/Mit hoved bliver simpelthen spist op af bordpladen«. Og udenfor »Plasticpose, gult hysteri i græsplænen«.
Andre tekster anslår identitetsmotiver og civilisationskritik og endelig skæbnemønster og ramme: Billedet ville ikke forblive inden for rammekanten, ville springe udenfor, men fandt efterhånden, at det kunne sprænge rammen ved at forblive indenfor. En bekendelse fra en stor maler, der har skabet sit eget betagende formsprog.

*Ejler Bille: Breve fra Paris 1937 1938 1939. Redigeret og med forord af Vibeke Christofoli. 92 s. ill.
*Ejler Bille: Digte og vignetter. 107 s. To bind i kassette 300 kr. Brødrene Brøndum

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her