Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Samtaler med Said

Edward Said var en intellektuel kamæleon, der pendlede mellem paradoksale positioner. Ny bog samler en række af hans mest interessante interviews gennem tiden
Kultur
9. marts 2004

Ny bog
Edward Said nåede at give overordentlig mange interviews i sin levetid. Eftersom han indtog en unik tværkulturel placering i en smertelig og kritisk historisk fase, var der mange, der ville tale med ham, og som den veltalende og intelligente samtalepartner han var, var det kun naturligt, at han tiltrak journalisters og andre intellektuelles opmærksomhed.
At han så ivrigt stillede sig til sig til rådighed som interviewoffer, skyldtes dog også mere end bare et anstrøg af forfængelighed hos den flotte, karismatiske og altid så velklædte mand, som havde så mange tilhørsforhold: Palæstina, den vestlige litterære tradition, den nære orient, den amerikanske østkysts Ivy League (universitetsavantgarden i Harvard, Yale, Princeton, Columbia etc., red.), Cairo, Jerusalem, New York, Beirut, spotlysoplyste europæiske tv-studier og grænsen til Israel, mod hvis hegn han kastede sten.
Han satte ikke nogle af sine tilhørsforhold over de øvrige, men formåede i kraft af sin uhyre intellektuelle spændvidde at uddrage massive personlige fordele af sit kendskab til dem alle.

’En jødisk palæstinenser’
Den samling af interviews, der nu foreligger i bogen Interviews with Edward Said, rummer et fascinerende udpluk fra en 25 år lang
periode. Udvalget manifesterer på smukkeste vis Saids mange paradoksale positioneringer og dybe tvetydigheder, og samler sig til et portræt af et dybt interessant menneske, der i sin ubevidste selvbevidsthed bliver så meget desto mere frapperende.
Bogen var redigeret færdig til offentliggørelse før Saids nylige og stærkt begrædte død, og han nåede angiveligt selv at læse og godkende den. Man kan ikke lade være med at fundere over, om det ikke ved læsningen slog ham, hvor kamæleonagtig han var i sin evne til at antage farve alt efter, hvorfra hans interviewere kom fra. Sammen med arabere var han araber, over for
’koloniale’ (f. eks. den indiske redaktør af bogen, Amritjit Singh) var han ’kolonial’; talte han med kulturkonservative, var han kulturkonservativ, og i selskab med vestlige intellektuelle var han som akademikeren blandt sine kolleger. Over for det israelske dagblad Ha’aretz gik Said endda så vidt at erklære sig for jøde:
»Jeg er den sidste jødiske intellektuelle... en jødisk palæstinenser.«
Said blev født som protestantisk kristen i Vestjerusalem i en velhavende kristen arabisk familie. Han tilbragte en stor del af sin opvækst i Cairo, hvor han gik i en berømt engelsk skole, som også frekventeredes af den senere kong Hussein af Jordan og skuespilleren Omar Sharif. Derpå drog han til USA for at tage en universitetsuddannelse i USA. Efter at have opnået en ph.d.-grad i engelsk litteratur fik han ansættelse på Columbia University i New York først i 1960’erne. Til hans dødsdag forblev New York.

Mellemøstens tragedie
Skønt det miljø, han valgte som sit foretrukne, således var den amerikanske universitetsverden, identificerede han sig i medfør af sin oprindelse meget stærkt med Mellemøstens tragedie, og var som bekendt en utrættelig fortaler for den palæstinensiske sag. Den internationale berømmelse kom til ham med bogen Orientalisme (1975), hvis bærende tese, at europæernes relation til Mellemøstens og Østens folk er blevet formet gennem en koloniseringsproces, hvor ’Orienten’ anskues som Vestens ’anden’ eller ’andethed’.
Denne udgrænsende betragtningsmåde har givet sig udtryk i talrige manifestationer fra litteratur, kunst og akademisk forskning og herfra videre til imperialismens koloniale bureaukrati. Denne betydningsfulde tese, og dens senere uddybelser i Saids synspunkter om relationerne mellem kultur og imperalisme, herunder hans pionerrolle i grundlæggelsen af det ’postkoloniale’ forskningfelt, bliver diskuteret gentagne gange og ud fra vekslende synsvinkler i disse interviews, som derfor kan fungere som en udmærket introduktion til Saids tænkning.
Uanset hvor meget Said gik i brechen for et frit og selvstændigt Palæstina og uanset hvor utvetydig fjende af zionismen han var (han brød sig f.eks. ikke om Martin Luther King alene fordi den sorte borgerretsforkæmper var proisraelsk), var han inderst inde stærkt kulturkonservativ.

Vestlig finkultur
Uanset alle hans kritiske udfald mod den vestlige ’orientalisme’, svigtede han aldrig i sin trofaste loyalitet over for den vestlige finkulturs kanon, herunder især seriøs kompositionsmusik og opera (som han jævnligt skrev om) og engelsksproget litteratur.
Said var i stand til at føre sig frem som profet i avantgarde-litteraturkritikkens særlige broderskab, som han samtidig udviklede foragt og modvilje mod. Flere gange lufter han i disse interviews en særdeles forfriskende skepsis over for ’litteraturteori’ og dens jargon-ladede selvsving, hvor litteraturkritikken degenererer til en lavere form for filosofi med stadige referencer til Derrida og Heidegger, der alt for hyppigt resulterer i et tykt ordsøle af udechiffrerbart nonsens, der i lighed med spildevand fra en kloakledning udstrømmer i et intellektuelt forurenet hav af meningsløsheder.
Men interviewene viser også, at han selv aldrig helt slap fri af denne intellektuelle syge. Når han taler om sine kolleger blandt litteraturkritikere, falder han med alt for stor lethed ind i selvsamme jargon.
En af de mange tvetydigheder, som træder frem i Saids intellektuelle gemyt, er den splittelse, han følte i forhold til sin egen akademiske disciplin. I flere af interviewene presser intervieweren ham for et svar på spørgsmålet om, hvordan han er i stand til på samme tid at betragte Austen og Conrad som store forfattere, deres værker som stor litteratur og hænge dem ud som imperialistiske tekstproducenter, der ikke blot udtrykker, men inkarnerer selve koloniseringsprocessen, herunder den fatale udelukkelse og nedvurdering af den Anden, Said må forsigtigt navigere mellem at lægge vægt på snart den ene snart den anden side af dette dilemma i sit forsøg på at vise, at et værk kan være stor litteratur, uanset at det på grund af sin placering i det historiske rum, også kan være et redskab, der forvolder skade.
Hører man til dem, der har vanskeligere end Said ved at skelne gråtoner, minder denne position lidt om at beholde en kage og spise den på samme tid. Mange af Saids bemærkninger i disse interviews er en eminent opvisning i denne særlige kunst.
En pointe, som man kun kan være enig med Said i – og som han veltalende fremfører i flere af bogens interviews – er, at den akademiske verden ikke må gøre sig løs af den virkelige verden, men må føle sig forpligtet på at forholde sig til dennes uretfærdigheder. Hans eget liv og virke står som et monument for den overbevisnings og fortjener derfor størst muligt bifald.

© The Independent og Information

*Oversat af Niels Ivar Larsen

*Amritjit Singh og Bruce Johnson (red.): Interviews with Edward Said, 240 s., ca. 300 kr. Forlaget University Press of Mississippi

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her