Ny roman
Sådan her lyder det grundlæggende set-up bag dén taber-realisme, de sidste 10 års film og litteratur har været fuld af: Den kulturforbrugende middelklasse sætter sig til rette med popcorn og kaffe. Nu skal man underholdes.
Det bliver man så med et visit hos underklassen. Man er på rundtur blandt tumperne, alle dem, der fumler forvildede rundt i dannelsens koder og systemernes krav. Dem, der uafbrudt pendulerer mellem kriminalitet og småborgerlighed, kommer op at slås over ingenting, drikker sig fulde de forkerte steder, roder sig ud i vilde og fascinerende, farlige situationer, alle dem, der er ... ordblinde og uintelligente og børnehjemsbørn, men alligevel bare så fascinerende.
Godt, det ikke er os, ikke sandt? På den anden side: Er det ikke som om, deres liv
er mere intense, mere virkelige end vores? At de lever på en mere autentisk måde end vi gør? Som om, de gode og romanagtige historier bare vælder ud af deres daglige liv, som en kilde fra et kildevæld?
Nisser og rockere
Genren er ikke den mest etiske, men der er et vist, voyeuristisk behag ved at konsumere den. Så oplever man livets hastighed pr stedfortræder, imens man i virkeligheden siger ja og tak til kontorstol og fast månedsløn. Sjove, det er bøgerne og filmene jo. Der er smæk for skillingen.
Mads Nygaards tredje roman Den gamle mand med trækvognen lever op til genrens koder. Hovedperson nummer ét er Folmer: plejebarn, nissefabrikant, Brøndbyfan og Kim Larsen-ekspert. Han møder og forelsker sig i hovedkuls i Britt, en 26-årig rockerfrue med voldsomme humør- og alkoholproblemer (men alligevel smuk, fornemmer man).
Tilsammen drikker de massevis af øl og vin, hvorefter de flygter mod Nordjylland. Deroppe bor Folmers far, den tavse Antonio, der for lang tid siden sendte sin søn bort. Snart kommer Britts mand ud af fængslet, alt imens de skjuler sig for ham udfolder konflikterne og kærligheden de tre imellem sig med en næsten rituel forudsigelighed.
Det rituelle ligger til genren, så det skal man ikke brokke sig over. Mere fatalt er det ene punkt, hvor Den gamle mand med trækvognen bryder formlen: Bogen er ikke underholdende. Der er ikke smæk for skillingen. Tværtimod: I lange passager er den umanerligt træg i det.
Som Britt fortæller om den eneste bog, hun har læst længe, en Marilyn Monroe-biografi: »Det var da meget spændende at læse om, men barndommen blev ved og ved, og det var tydeligt, at forfatteren havde ondt af Monroe. Og endnu mere tydeligt, at forfatteren ikke selv havde haft en lortebarndom. Havde hun haft det, ville hun ikke vade rundt i emnet over flere hundrede sider.«
Uden i øvrigt at kende til Mads Nygaards livshistorie føler læseren med hende. Måske er det fordi handlingen er for spinkel til at bære 350 sider, måske fordi Nygaard mister grebet undervejs: En tredjedel henne i teksten virker det som om, Den gamle mand med trækvognen simpelthen opgiver ævret og lader sine personer flyde rundt på må og få.
Hvad man mister i fremdrift, vinder man i detaljeringsgrad: Denne roman udpensler med en sær grundighed, hvor uhygiejnisk alting er. Resultatet er ikke kønt. Det er voyeurisme uden pay-off.
Tosomhed
Mads Nygaards roman er ikke god. Men måske alligevel interessant: Her ser man en genres sammenbrud, ser, hvordan en ny form for realisme har tømt sine variationsmuligheder og ender som en regelret kliché. Samtidig blotlægges dens indre væsen.
Det sidste ses tydeligt i bogens rituelt forventede slutning. Britts rockermand dukker op juleaften, det er tid til det store klimaks. Og løsningen: Antonio lokker ham væk, dræber ham og begår derefter selvmord! Hvorved han ikke bare beviser, at seje landboer i til hver en tid trumfer rockere, men skaber også, med et enkelt greb, rum for vor unge elskendes lykke. Nu, hvor deres traumer gensidigt har negeret hinanden, kan de komme videre i deres liv.
Hvilket vil sige: Blive på stedet. Til slut overtager Folmer og Britt nemlig den faldefærdige landejendom som de selvfølgelig sætter i stand og skaber sig et simpelt og skrøbeligt, men dog lykkeligt liv sammen. Det er taberkulturens svar på simple living, forstår man. Måske deler vi alle under-, middel- og overklasse den samme drøm om et godt liv i tosomhedens forklarede lys.
På dette tidspunkt har Folmer og Britt endnu ikke haft sex med hinanden, knapt nok kysset. De venter på et tidspunkt, der vil føles rigtigt for dem begge. Kan det blive smukkere?
Taber-realisme er livsfilosofiens svar på biedermeier.
*Mads Nygaard: Den gamle mand med trækvognen. 344 sider, 298 kr. Udkommer i dag.
