Læsetid: 3 min.

Tilbage til fremtiden

Et par timer i urbant selskab med udsendingen fra de lærdes republik
10. marts 2004

Filosofi
Den danske idéhistoriker Preben Lilhav udgiver på sit eget forlag Sicana bøger om tænkningen fra Platon over Goethe og Schiller til Kierkegaard, Nietzsche og Jung. Bag udgivelserne ligger en idé om dannelsen som gennemgående tema, og netop den står centralt i det nye bind om venskabet mellem Goethe og Schiller fra 1794 til Schillers død i 1805. Frugterne af dette venskab var ikke kun en brevveksling, men to store, filosofiske tekster af Schiller og Goethes roman Wilhelm Meisters læreår. Dele af alt dette er samlet i Lilhavs nye bind, der desuden har forsynet teksterne med talrige noter; og Lilhav har selv oversat udvalget i en noget arkaiserende stil, der imidlertid passer til hele tankegangen i det udvalg, han præsenterer os for.
Han fremhæver i sit udførlige forord, at venskabet resulterede i et ’fælles værk’, der ’i al evighed’ vil stå som model for det gode, det sande og det skønne. Når man konsulterer litteraturlisten, slår det én, at de fleste bøger om de to tyske guldalderdigtere stammer fra begyndelsen af sidste århundrede, det hele står i Goethetidens ånd: den aura, der omgav den tyske guldalder indtil 1945, også i Danmark, møder os i udvalget, fuldstændig intakt rekonstrueret.

Postvogn med valdhorn
Det, man får i dette udvalg, er imidlertid temaer, der også fra andre sider er blevet taget op i de senere år. Det gælder ikke mindst diskussionen af dannelsesromanen, og dens betydning for det 20. århundrede hos Thomas Mann, Günter Grass og hos Botho Strauss, og det gælder ligeledes Schillers breve om den æstetiske opdragelse, som en utopi, der er videreudviklet i Frankfurterskolen, især hos Adorno, men også hos Habermas, som Lilhav flere steder nærmer sig i sin vurdering af den tyske klassik og dens betydning for nutiden.
For ligesom Habermas i flere af sine bøger ser den tidlige, borgerlige æstetik og kultur som idé for nutidens offentlighed, der er kørt af sporet, og blevet postmoderne eller anti-moderne, således vurderer Lilhav i sin nye udgivelse Kierkegaard og Nietzsche som arvtagere af dannelsesbegrebet, et begreb, hvis krise i det moderne ifølge Lilhav får dem til at søge væk fra ’midten’ og ud i isolation, hinsides godt og ondt; det er en udvikling, den høflige Lilhav ikke fordømmer, men overlader det til fremtiden at dømme om, her godt nok helt i modsætning til Habermas, der ikke lægger fingre imellem i sit opgør med afvigerne fra oplysningens idé.
Selv om det ikke er intentionen med en sådan udgivelse, minder den om en rejse til fortiden i postvogn med valdhorn og Franz Schubert, om en pastiche, og flere steder minder den om den sene Hermann Hesses romaner, især Glasperlespillet.
Det er Goethe og Schiller ’i fyldige uddrag’, altsammen arrangeret i et arkaiserende sprog, i sirlige kommentarer og med billeder, der for et øjeblik lader os drømme os tilbage til en bedre fortid, der måske på en eller anden måde også rummer ideen om en bedre fremtid i sig; det, der mangler hos Lilhav, er et par ord om motiveringen bag udvalget, for eksempel Gadamers applikation, dvs. tanken om, at kun det nutidige behov får at til at søge efter svar i traditionen.
Og i denne udgivelse føler man sig som læser lige langt fra begge positioner, og vender efter endt læsning tilbage til den prosaiske og moderne vej ind i februar 2004, og siger tak for et par timer i urbant selskab med udsendingen fra de lærdes republik.

*Goethe og Schiller – brevvekslingen, Schillers filosofiske essays, Goethes ’Wilhelm Meister’ – i fyldige uddrag, oversat med kommentarer af Preben Lilhav. Forlaget Sicana, 320 sider, 295 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu