Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

En anden verden

Smukt sprog og klassisk dannelse
Kultur
15. marts 2004

Ny bog
Erindringer og selvbiografier er altid en særlig oplevelse, som man skal forberede sig lidt på inden læsningen. Man skal forberede sig på hundredvis af siders selvomtale. Hvad er det, der gør et menneske så interessant, at det skal fortælle om sig selv i bogform? Det korte svar er, at fortællingen gør livet interessant – hvilket som helst liv hvis fortællingen er god.
Professor emeritus i klassisk arkæologi P.J. Riis evner oplagt at fortælle livet på et meget smukt sprog fra en anden verden. Denne anden verden er den klassiske dannelses. Riis har da bestemt levet et fascinerede belæst og berejst liv, men fornøjelsen ved læsningen beror på indblikket i en fjern verden, hvor uddannelse og dannelse var det samme – hvor den klassiske kulturs semitiske, græske og latinske højdepunkter indgik i den akademiske tilværelses selvfølgelighed. En verden der bebos af Nationalmuseets, Carlsbergfondets, Universitetets og Det Kgl. Danske Videnskabernes Selskabs store mennesker samt store borgerlige familier fra provinsen.

Fra Jylland til Syrien
Når man kan huske afslutningen på Første Verdenskrig, så har man levet gennem forandringer, der kan synes ubegribelige. Riis er født i 1910 og beskriver på en fin måde om de omstændigheder, der prægede liv og ikke mindst skolegang og uddannelse i 20’erne og 30’erne. Det er en kærlig fortælling fra en tid, der ikke kun rummede sorte skoler og spanskrør men også lærde og dannede lærere, der førte den lærevillige videre i systemet. Århus katedralskoles lærere formåede i Riis’ udlægning at indpode eleverne kundskaber, der ikke var afledt af autoritær ledelse og flittig spanskrørsbrug, men kærligheden til viden. Senere i København opnåede Riis gennem flid og dygtighed hurtigt en god position, og han deltog i 1930’ernes ekspeditioner til Syrien, som i en eller anden grad lagde grunden til faget nærorientalsk arkæologi på Københavns Universitet. Der bliver fortalt en række anekdoter fra livet blandt de lærde på rejser, under krigen, familieliv osv. Ikke alle er lige interessante for den almindelige læser, men det virker også som om, at Riis’ erindringer til dels er skrevet som en art familiekrønike, hvilket unægtelig svækker denne anmelders interesse. Det er klart de mere generelle tidsbilleder, der stimulerer læselysten.
Men lad os lige prøve at vende det lidt på hovedet. Ovenforstående rimer for godt på bogens eget udtryk. Riis er hverken polemiker eller kritiker i sine erindringer, han fortæller simpelthen en mængde anekdoter om de andre lærde og ædle mennesker, der færdedes i samme kredse. Akademiets have er åbenbart et sted, hvor de dannede studerer kulturens levn efter noget, der ligner konsensus omkring formål, teorier, metoder osv. De kampe, der må have udspillet sig, skubbes helt i baggrunden til fordel for den flinke beskrivelse. Bogen virker som om, at dens ærinde i virkeligheden er fastholdelsen af den romantiske erindring, der sikkert vil gøre sig godt i de næste generation af familien Riis men er uinteressant for en læser, der også gerne vil se det, der står mellem tilværelsens linier.
Bagsideomtalen lover, at forfatteren vil »reflektere over forskerens behov for afsondrethed«, og det kan man da kalde et reklameindslag, eftersom det er meget tyndt med de refleksioner, der skulle hæve bogen over det indtryk af den klassiske dannelses æstetik, man får. Bogen har en velvalgt titel.

*P.J. Riis: »Erindringer fra en anden verden«. Museum Tusculanums Forlag 2004

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her