Læsetid: 5 min.

Vildmarkens krigsherre

Ny biografi om Djengis Khan nuancerer vores billede af en af verdenshistoriens mest blodtørstige krigerfyrster
10. marts 2004

Ny bog
’At stå til højre for Djengis Khan’, siger man. Denne talemåde kan virke fjollet, men den viser, at den mongolske krigsherre stadig optager en plads i vores fælles bevidsthed som en ekstremernes mand. Nu forsøger John Man, en vovelysten mongolentusiast, i en ny bog at tegne et forfriskende nyt og nuancerende billede af Djengis som en langt mere kompleks personlighed end den destruktive bøh-mand, vi kender fra vestlig og især islamisk tradition. Ydermere udforsker Man den fascinerende og bizarre kult, der er vokset frem i Djengis’ fædreland efter hans død, hvor krigsherren har opnået en nærmest guddommelig status. Djengis er endda blevet erklæret for kineser – af kineserne. Krigene er overstået for længst, men de kulturelle krige om at gøre krav på krigerfyrstens arv fortsætter.
Selv om Mans bog er betagende i sin farvestrålende detaljeringsgrad, overbeviser hans forsøg på at rehabilitere Djengis Khan som en slags romantisk Napoleon-figur, en »paradoksal hvirvelvind af destruktion og kreativitet, ubarmhjertighed og gavmildhed«, ikke fuldstændig. Det er meget muligt, at den mongolske krigsherre efterlod os så og så mange gavnlige love, veje og byer. Det er tænkeligt, at vi skylder hans rige eksistens af fremragende poesi og sange – den første mongolske bog, Den hemmelige historie, blev udgivet i 1228, kun et år efter hans død. Men ærligt talt! Hvor meget civilisatorisk kreativitet skal man udvise for at opveje nedslagtningen af millioner?

Hesten og buen
Ud over kreative bedrifter, besad Djengis uden tvivl en overvældende kombination af rasende energi og viljestyrke, en tro på, at han udførte Guds arbejde, militær genialitet og politisk omtanke. Det var den sidste kvalitet, som gjorde ham i stand til at forene de stridende mongolske stammer til en samlet enhed og til at udnævne talentfulde generaler, som han fuldstændig kunne stole på. Det andet vigtige element i hans succes var militærudstyr: Specielt den enestående hårdføre mongolske pony og den mongolske bue - i kombination et våben i verdensklasse.
Fascinerende facts for drenge: Den mongolske bue var sammensat af træ og horn, sener og lim. Kombinationen af materialer var altødelæggende og fik selv den engelske langbue til at virke splejset. På en god dag kan en langbue skyde en pil 320 meter, mens en sammensat bue kan klare 450 meter og nogle gange helt op til 800 meter. Pilen affyres fra buen med 320 km/t, ca. en fjerdedel af hastigheden på en moderne kugle. Efter 90 meter kan den let gennembore 3 cm træ. Mongolernes fjender havde ingen grund til at bebyrde sig selv med rustninger.
Djengis ledede en hær på 100.000 af dem understøttet af op til 300.000 heste. Djengis’ første mål var den gamle fjende, Kina. Modstanden var svag og, som historieskriverne skrev, blev Beijings gader hurtigt »indsmurt i menneskefedt«. Han ventede med Song-Dynastiet i det sydlige Kina til senere og vendte sin opmærksomhed mod vest, hvor han overfaldt den islamiske verden med ubegribeligt raseri. John Man fortæller os, at det blodbad, der fulgte, ikke var motiveret af ’racistisk eller religiøst had’. Han forestiller sig, at mongolerne nedslagtede de tilfangetagne mænd, kvinder og børn på samme måde, som de ville have slagtet får: Hurtigt og effektivt uden had eller bitterhed. Set fra deres ofres side kan det nu ikke have været til megen trøst at vide, at Djengis’ mænd på ingen måde betragtede dem som en laverestående race. Der er andre synder end racisme.
Omkring 1200 e. Kr. lå Merv som Centralasiens perle ved siden af floden Murgab, en by med moskeer og minareter, og med turkise fliser, hvis glitren kunne ses fra en dags marchafstand gennem ørkenen. Den dækkede 100 kvadratkilometer og kunne prale af et bibliotek med 150.000 værker og et astronomisk observatorium, hvor selve Omar Khayyam havde arbejdet. Da Merv overgav sig efter kort modstand mod mongolernes overfald, blev dens borgere dirigeret ud af byen, og hver mongol blev tildelt 300 ofre, som skulle dræbes. Islamiske historieskrivere sagde, at der var en million dødsofre i Merv. Det kan måske være svært at tro, men John Man minder os om mere nylige begivenheder i Rwanda – 800.000 dræbte på fire måneder, de fleste med macheter – og man undrer sig. Der, hvor Merv stod engang, er der nu kun murbrokker og ørken.

Mål Europa
Middelalderens Europa havde modtaget forvirrede rapporter om denne rædsel fra øst, der bevægede sig ind over den muslimske verden, og erklærede, at »en ny og storslået forsvarer af Kristendommen er opstået!« Det var en fatal misforståelse. Kristne Kiev var den næste by, der blev lagt øde, og dens prinser blev knust til døde under en tung træplatform, mens de mongolske generaler sad ovenpå og spiste middag. Mongolerne trængte langt ind i Europa, overvandt den polske hær ved Liegnitz, og otte af deres spejdere blev fanget i
Wiens skove. En af ’mongolerne’ viste sig at være en engelsk overløber ved navn Robert, som havde været hofpræst for en af Magna Cartas baroner, var gået i eksil, havde tabt alle sine penge på spil i Palæstina og endte med at arbejde som oversætter for Djengis Khan selv. Sikke en slyngel!
Den kristne verden blev dog reddet; ikke ved at mobilisere en samlet front, men som følge af den store mongolske general Ogedeis død. Da han døde, vendte rytterne hjem. Djengis selv døde pludseligt i 1227, sandsynligvis af dysenteri, hvorefter man begyndte at ophøje ham til guddommelig status. I nutidens Mongoliet fejres han som sit folks fader, og popgrupper og ølmærker er opkaldt efter ham. Man besøger hans mausoleum (selv om hans egentlige gravsted er ukendt) og finder folk, der tilbeder relikvier som Den Hellige Bue og Pilekogger, Den Hellige Saddel og Værelset med den Mirakuløse Mælkespand.
Ydermere får vi en ret skræmmende information af genetisk art. En eneste mand, der havde sin aktive periode i Centralasien omkring 1200-1220, og tydeligvis besad magt og geografisk rækkevidde til at gøre et meget stort antal kvinder gravide efter forgodtbefindende, er den direkte forfader til omkring en ud af 200 mennesker, der lever i området dag. Det virker meget sandsynligt, at denne ultimative alfa-mand var Djengis Khan selv. Det er en deprimerende overbevisende tanke, at det var denne voldelige, listige, magtsyge mand, som meget succesfuldt gav sine gener videre, og ikke en ydmyg, mild lille munk, sådan som for eksempel den taoistiske vismand Ch’ang-ch’un. Da han gik forbi et sted, hvor Djengis havde haft en af sine store ‘sejre’ 10 år efter begivenheden, så Ch’ang-ch’un ud over det vidtstrakte bjerg af knogler og sværgede, at han ville komme tilbage på et senere tidspunkt for at bede. Han holdt sit løfte, og i tre dage og to bidende kolde nætter knælede han der og bad »på vegne af de ensomme døde«.

*John Man: Genghis Khan: A biography. 389 s.t Bantam Press. Bogen udkommer til maj. Pris er endnu ukendt.

(c) The Independent og Information

*Oversat af Anne Brunstrøm

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu