Læsetid: 6 min.

At vokse op globalt

Fascinerende brudstykker til en ny forståelse af, hvordan det er at vokse op som globale nomader og kosmopolitter uden en fast national identitet at slå rødder i
22. marts 2004

Millioner af børn er født uden en national identitet. De er vokset op i familier i konstant bevægelse fra lufthavn til lufthavn, fra by til by, og de lærer at tale flere sprog, før de er fyldt ti. For indfødte i gamle europæiske nationalstater som Danmark, der betragter den nationale identitet og forankringen i en veldefineret national kultur og historie, som noget næsten eksistentielt, er disse globale vandringsbørn – hvad enten de er fattige immigranter eller børn af rige forretningsfolk og veluddannede diplomater – nogle mærkelige størrelser. En fremmed art mennesker, der ikke rigtig passer ind, også selv om de er hurtige til at lære sproget og med stor fleksibilitet tilegner sig de kulturelle koder i den nye by, hvor deres forældre tilfældigvis opholder sig. Inden de rejser videre til en ny by, til en ny skole, til et nyt sprog og til nye midlertidige venskaber.
Men hvordan skaber disse børn en personlig identitet, der kan rumme alle de mange brudstykker, som de fandt under de mange til- og fraflytninger fra forskelligartede lokaliteter, uden at gå til grunde i de globale vidder?
Om det handler en ny fascinerende bog – Unrooted Childhood. Memoirs of Growing Up Global – hvor tyve forfattere skriver essays om, hvordan det var dem at vokse op globalt, uden rødder. Bogen, der er redigeret af Faith Eidse og Nina Sichel, rummer bl.a. bidrag af kendte forfattere som Carlos Fuentes og Isabel Allende. Kvaliteten er svingende undervejs – men redaktørerne hjælper læserne med præcise korte introduktioner til de fire temaer: Berigelse, fremmedgørelse, rodløshed og identitet.
Det er fascinerende læsning, der er rig på personlige erindringer, erfaringer og anekdoter. Og undervejs dukker dybere indsigter op, som sjældent finder vej til mere sociologiske redegørelser om globaliseringen. Når man har læst f.eks. kendte sociologer som Zygmunt Bauman tale om de ’globale nomader’ og studeret Ulrich Becks undersøgelse af de kosmopolitiske mennesker, der lever med en ’stedets polygami’, er det spændende at se det formidlet på en ny og mere personlig måde.
Pico Dyer beskriver i et medrivende essay i bogen, hvordan han bevæger sig »som en multinational sjæl rundt på en multikulturel klode, hvor flere og flere lande er lige så hvileløse som lufthavne.« At rejse gennem et land er for ham som at gå igennem en svingdør, at rejse med fly er lige så naturligt som at snakke i telefon og at blive betragtet som ’en fremmed’ tager han som et kompliment. At være fremmed og udlænding giver ham det priviligium at være ’outsider’, at kunne betragte stederne relativt på afstand og uden passion føle sig fremmed over for de troens dog-matikere, der erklærer sig villige til at dø i kamp for en nation. Dyer bærer – som var han en snegl – det engelske sprog med sig som et mobilt hus, og han føler sig be-slægtet med Salman Rushdies folk, »der slår rødder i ideer fremfor i steder«. Også selv om han erkender, at det rummer en risiko for at blive offer for det globale fugleflugtsperspektiv, hvor det er svært at forstå, hvad der stadig får et flertal af menneskeheden til at slå rødder i lande og tro. »Vi har ikke et hjem, vi har hundredevis af hjem. Og vi kan mixe og matche, sådan som situationen kræver,« skriver Dyer.
Han afgrænser sig i forhold til nobelprisforfatteren, Naipaul, som han kalder »det definitive symbol på moderne rodløshed«, fordi Naipaul hårdnakket forsøger at rejse ’hjem’ til sit Indien, uden at blive accepteret som andet end en midlertidig logerende.

Født i flugt
Pico Dyer har det mere som en Nabokov, der betragter eksilet som en tilstand for konger og aristokrater, og som mener, at hvis intet sted er ’hjem’, så kan alle steder i verden være det.
Hos Dyer – som hos flere andre bidragsydere i bogen – kan man dog alligevel fornemme en følelse af det ufuldendte, en snert af længsel efter noget, som han ikke har: »Vi går ned til bagagekarusellen og ser vort liv cirkle, cirkle, cirkle rundt, mens vi venter på, at der bliver gjort krav på vort det.«
Forfatterne i bogen tilhører et privilegeret lag af det globale samfund, og de er børn af diplomater, forretningsfolk, missionærer og af udstationerede soldater. De har alle fået en god uddannelse, og de har i den forstand ikke delt skæbne med den klasse af globale immigranter, som i dag søger væk fra det fattige syd for at nå til det rige Vesten i nord. Men nogle af dem kan berette om flugten fra Den Anden Verdenskrig og nazismens Europa, hvor deres familier mistede alt, bortset fra det sprog, den kultur og de små personlige minder, de kunne tage med sig. Der er f.eks. den ungarsk fødte Peter Ruppert, der tror, at han blev stammer, fordi han levede de første ti år af sit liv i permanent flugt, på en rejse gennem flygtningelejre i seks forskellige lande, med fire forskellige sprog, inden han nåede til USA med sine forældre. Der er den tjekkisk fødte Camilla Trinchieri, der kan fortælle, hvordan hendes mor kom til at lide af paranoid skizofreni – og efterhånden så Hitler på hvert gadehjørne – under familiens flugt fra nazismen. Personligt overvinder Camilla de mange tab, brud og landeflytninger – hendes far er diplomat – ved at forvandle sig til ’en migrerende fugl’, der lærer at stifte midlertidige bekendtskaber med andre ’globale nomader’. Hun får en vished om, at hun er i stand til at overleve, uanset hvor hun rejser hen, men alligevel vælger hun til sidst at bosætte sig i det kosmopolitiske New York, blive amerikansk borger og gifte sig der.
Mary Edwards Wertsch voksede op i det, hun kalder for den »psykologiske diaspora« af udstationerede soldaterfamilier, der holder op med at spørge, hvor de er på vej hen, fordi det kan være alle mulige steder. Til forskel fra flere af skribenterne i Unrooted Childhoods definerer hun ikke sig selv som en global nomade. Inuitter, beduiner og masaier er naturligvis også i konstant bevægelse, og de har heller ikke et permanent hjem. Men der er også en vigtig forskel.

Individuel søgen
»Sande nomader bevæger sig som samlede fællesskaber og deres livs sociale fabrik holdes intakt,« skriver hun med henvisning til, at de rigtige nomadebørn vokser op i nær kontakt med deres bedsteforældre, onkler og tanter. De ved, hvilken stamme de selv tilhører, og de vil begraves i stammen. Sådan er det ikke for de globale vandringsfolk, for hvem individualiteten spiller en stærkere rolle end stammefælleskabet. Mary Edwards Wertsch føler sig nærmest som en posedame, der er fysisk tilstede i et samfund, men alligevel følelsesmæssigt er udenfor det. Alligevel ved hun godt, at der er en forskel: De har ikke den samme position på fortovet, fordi posedamen er fattig og bogstavelig talt hjemløs, mens hun selv har ressourcer til at knytte bånd, igen og igen.
Lisa Suhair Majai er barn af en palæstinensk far og en amerikansk mor, og hun er vokset op i tre forskellige lande. Hun føler sig derimod som et ’hybridbarn’. Hverken arabisk eller amerikansk – konstant balancerende på grænsen til en kulturel hjemløshed – forlader hun tavshedens indre eksil for at genforhandle og sætte ord på sin flerhed af identiteter, der hver især skal anerkendes og have en stemme.
Carlos Fuentes – barn af en mexicansk diplomat, der er vokset op i først Panama og Washington, og siden i Chile og Argentina – var i sine barndomsår betaget af Amerika.
I 1930’erne var USA et energisk og optimistisk land fyldt med fremskridtstro, mens Mexico for ham var et nostalgisk drømmeland bundet af en smertefuld fortid med historiske nedlag. Alligevel tager Fuentes senere ’sin fars land’ til sig. Han erklærer sig som »mexicaner af vilje og fantasi« - og skriver hellere på spansk end på engelsk. Det er ikke, fordi han har ekskluderet sine erfaringer fra USA og andre lande, men fordi han er nået frem til en personlig erkendelse:
Kulturer kan ikke isoleres, og de vil dø ud, hvis ikke de kommer i kontakt med det, der er anderledes og udfordrende. »Identiteten opnåes i kontakt, i kontraster, i nybrud,« forklarer Fuentes.

*Unrooted Childhood. Memoirs of Growing Up Global’ er redigeret af Faith Eidse og Nina Sichel. Intercultural Press, 2004. 318 sd. , 23,95 US-dollar

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu