Læsetid: 2 min.

Diskrete katastrofer

Kristian Bang Foss har begået en glimrende, lille debut. Næste gang skriver han måske en rigtig roman
23. april 2004

Ny bog
Der står ganske vist roman på omslaget af Kristian Bang Foss lille debutbog Fiskens vindue. Hvis man af den grund forventer en fremadskridende handling, spændingskurver eller lignende, ja, så bliver man skuffet undervejs.
Her får man tre fine vignetter og et overflødigt appendix. Vi følger en yngre fyr med islandsk kæreste – den navnløse fortæller – på besøg i Reykjavik, på enlig fisketur i Sverige og gennem et par dage i København. Og slutter af hos et par af bipersonerne fra Sverige.
Dagenes tilforladelige, hverdagslige begivenheder registreres med en eftertænksom og elegant prosa. Gennem sprækkerne pibler små katastrofer og et diskret, men dystert ubehag frem.
Nogle gange vælder mørket ud af fortælleren selv, som uformidlede tanker og umotiverede handlinger. Han stjæler en billardkugle uden grund. Han overvejer, hvordan det må være at træde stilken af et vinglas op gennem foden. Andre gange er det verden, der er foruroligende og uforståelig, fyldt med antydet død, på kanten af sammenbrud. På et islandsk toilet f.eks. følgende:
»Idet jeg lynede op, opdagede jeg i skyndingen, at der lå tre øjenkugler i pissekummen, i urinalen – min første indskydelse var fåreøjne, det var i hvert fald dyreøjne. Der udgik røde sener fra dem, og en smule blod blandede sig med urinen. Nu bankede det igen på døren, endnu kraftigere.«
Sigende nok sker der ikke mere. Man drikker en øl, taler om fluefiskeri. Tingene forløses ikke, går heller ikke rigtig galt, men dækkes til af normaliteten. Således fastholdes en prekær balance.

Begrænsning
Sammen med kæresten og vennerne er der noget på én gang pylret og utilpasset over vor hovedperson. I bogens anden del, i lystfiskeriets tætte, men også overskuelige omgang med naturen føler han sig til gengæld til rette. Nogle af bogens bedste, roligste og mest harmoniske passager er nærmest tekniske beskrivelser af fluetyper og måder at kaste på.
Det er også her, i bogens anden del, man får en forklaring på titlen. »Fiskens vindue« er navnet på det område af et vandspejl, en fisk kan se ud af.
»For en fisk er undersiden af vandoverfladen et spejl, der spejler bunden. Undtagen et rundt areal over dens hoved: her brydes lyset på en måde, så fisken kan se ud af vandet.«
Symbolsk er det vel så tydeligt som det kan blive: Ligesom fiskene ser personerne i Fiskens vindue mest deres lille, velkendte hverdag. Kun i glimt – ud af øjenkrogen – får de øje på en større og mere truende verden. Om vinduet så er en begrænsning eller en måde at beskytte sig på, det er i denne bog et åbent spørgsmål. Til tider virker fortælleren overfladisk, til tider virker overfladen tilkæmpet.
Også her er der en prekær balance, en tvetydighed, som denne skitse af en roman dyrker og lever af. Tilbage er kun at glæde sig over Kristian Bang Foss’ åbenlyse talent – og ønske sig, at den næste bog bliver længere og større i slaget.

*Kristian Bang Foss: Fiskens vindue. 128 s., 175 kr. Gyldendal. ISBN 87-02-02431-4

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu