Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Edderkop, dartpile, kødblomst

Af Simon Grotrians nye digte har anmelderen intet eller praktisk talt intet forstået
Kultur
29. april 2004

Ny bog
Det er, siges det, ikke nogen dårlig egenskab ved en historie, at man kun fatter halvdelen af den. Helt i orden, men hvad nu, hvis man intet, absolut intet forstår af et digt? Er det så et herligt vidnesbyrd om poetens evne til at sætte store spørgsmålstegn ved Fornuften, ved selve det at forstå, eller tyder det bare på manglende kunstnerisk kvalitet?
Sådan stiller problemet sig, ikke for 117. gang, men i hvert fald for 15. gang, nu hvor Simon Grotrian (f. 1961, debut 1987 med Gennem min hånd) udsender nye digte. Jeg har studeret ordene i den rækkefølge, de har i bogen, og jeg har fremsagt adskillige af teksterne i andre menneskers påhør, men jeg kan ikke påstå, at jeg har ’læst’, hvis vi derved (jf. Ordbog over det Danske Sprog) som primær betydning forstår at udvælge, sortere, rense, skille det mindre værdifulde fra. I en heraf
afledt betydning taler man om at omsætte (skrift)tegn til et forestillingsindhold, tilegne sig indholdet af en tekst, have (åndeligt) udbytte af den. Det er her, det begynder at knibe gevaldigt.
Jeg fascineres endnu en gang af digterens fine evne til at bringe ellers inkommensurable størrelser sammen i samme linje, af den kværnende rytme i verset, af det modige livtag med tro, politik, erotik, poetik, eksistens og økologi. Men jeg vedstår samtidig, at jeg endnu en gang frustreres ved intet (eller praktisk talt intet) at fatte, heller ikke hvis jeg skruer en eller anden teori-brille på.

Blinde notater
»Når hænderne er foldet / er det Gud, vi hilser på« står der i et digt, og det er da både dybsinds-sandt og lidt tuttenuttet naivt. Men så fortsætter teksten: »Du skubber sen-gen hen ad stierne / og hertugdømmet bjæffer i den lange gaze / hvis jeg holder dig fri fra livet / sortner Aberdeen.« Her forsvinder digtet ind i helt sit eget private associative rum. Det er regel, ikke undtagelse, og Grotrian ved det vel selv, når
han skriver: »Jeg brænder inde, brænder inde / i notater, der er blinde« og siger, at han fortalte ved at sluge alle ordene, eller at fortællingen »døde i halsen som savspåner«.
Ikke desto mindre udkaster hans digte en titanisk drøm om poesi som vild, forandrende kraft: »Jeg vil flyve, hvis du knækker mig i ryggen / og jeg bruser fra et sidetal.« Her er det jo selve bogen, der taler, bogen, jeg sidder og prøver at læse. »En digter bryder ind med sin skalpel / og finder alle mine sider blanke.« Derefter skriver han på dem, langs hovedstilstandslinjen mellem drømmen og den kolde fornuft. Det hænder da ofte, at »stjerner tændes, når du strejfer tasterne«, men det varer heller ikke længe, før læseren igen skvatter af:

Snemandsvelsignelsen
tomler i kridtæsken
skakbrættet knager
ved algebundsfodslag.

Beklager, men det er for mig sort snak og bliver ikke forståeligt af, at opstandelsen i næste linje hvidter »en selvmordsfontæne fra lokomotivet«. Den næstfølgende strofe nævner seroquel, et antipsykotisk middel, om hvilket man kan læse på hjemmesiden ’www.seroquel.com’. Til bivirkningerne hører (ifølge producenten) forstoppelse, som dog lader sig afhjælpe med laktulose. Det ord optræder da også ganske rigtigt i et af de øvrige digte.

Antikt og kristent
Stiller man sig på analytisk afstand, kan man som et forsøg gå ud fra, at hovedretningen i denne nye bog udpeger en vision om forening af den antikke og den kristne verden. Der har ellers i litteraturhistorieskrivningen været enighed om at mene, at en digter enten følger visdommens og sandhedens vej eller troens, det godes linje. Grotrian synes at ville spænde over begge dele, når han på den ene side fabler om Odysseus og Klytaimnestra, Hades, Sisyfos, Theseus og på den anden side indtegner Jahve, Ararat, Lazarus, Barabbas, Jesus m.fl. på sit desværre alt for private og utydelige kort.
Videre kan det konstateres, at digtenes billedforestillinger har armene rakt ind i den romerske verden (Nero, Pompeji) og udad i det arabisk-nærorientalske rum, samt at der i talrige passager mere end antydes en lidelses- og frelses- og forløsningstematik. Et eller andet sted (men nu gætter jeg!) forbinder disse visioner sig med titlens ambition om at kommentere korstoget, dvs. den vestlige kristne verdens kun alt for aktuelle overgreb på arabisk kultur, og måske finde frem til en formel for denne konflikt, jf. udtrykket ’lille tabel’. Men intet af dette skrives nogensinde ud til en helhed. Selv når jeg mobiliserer et maksimum af lydhørhed og god vilje, må hver ansats til tankemæssig syntese slippes, og det med en konsekvens, der hurtigt virker dybt enerverende.

Jeg blev genkendt, da jeg fødtes
med min ryg i testamenterne
der formede et vingepar

skriver Grotrian og tildeler herved sig selv (eller enhver af os) potentiel status som engel. Andetsteds i bogen læser man:

der findes en klode
ved siden af denne
til menneskers drømme
Tilsammen kan de to citater støtte en vision om, at menneskene har en anden og højere religiøs bestemmelse. Tanken er mig ikke særlig fremmed. Men jeg vil alligevel konkludere, at livet hernede er for kort til at ofre den møje, det ville koste at fatte ikke som nu kun én procent af Simon Grotrians poesi, men halvanden eller, efter lange studier, to. Bogen er med hans egne ord »en milepæl i ingen retning«.

*Simon Grotrian: Korstogets lille tabel. Digte. 80 s. Kr. 199,00. Borgen. Udkommer fredag. ISBN: 87-21-02330-1.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her