Læsetid: 8 min.

Da folket blev sig selv bevidst

Gennem et halvt årtusindes dannende bevidstgørelse og kampe mod magthavere blev folket omsider sig selv – bevidst. Sig selv mægtig. Herom handler Ove Korsgaards ’Kampen om folket’, som i dag forsvares som doktor-disputats, nøjagtig 14 dage før Begivenheden den 14. maj, der allerede har forenet hele folket. Om magten, der ingen magt har. For den har – Folket. Selv
30. april 2004

Ny bog
Forleden fastslog her i bladet en i medierne meget omtalt dansker, der selv kaldte sig selv for intellektuel: »Folket har erobret tv-mediet så fuldstændigt, som man overhovedet kan forestille sig.« Ikke befolkningen eller dele af den havde erobret tv-mediet. Nej: Folket. Det lurmærkede danske folk i bestemt form ental har erobret tv-mediet.
Hvad pågældende intellektuelle trods glødende Europa-tilslutning eller i hvert fald tidligere glødende EU-agitation oven i købet var begejstret over. Skønt Den sidste Danmarkshistorie for længst er skrevet af en anden i medierne også meget omtalt intellektuel, da »der ikke længere kan refereres til et nationalt fællesskab og til et dansk folk som handlende subjekt.« De lærde er altså uenige. Ikke bare om, hvorvidt folket og nationen, det folkelige og nationalfølelsen, er godt eller skidt, men om det overhovedet eksisterer længere.
Det har det aldrig gjort, lyder Ove Korsgaards tese. »Folket er en forestilling.« Endda mange forskellige forestillinger. Som for nogles vedkommende er ældgamle. Jøderne var (og er) ifølge Jødernes Bibel (af kristne kaldet »Det gamle Testamente«) ikke i tvivl om at udgøre et folk, udvalgt af Gud (på arabisk: Allah) himself. De gamle grækere havde hele tre forskellige ord for det: Demos, ethnos og pléthos.
»Demos, hvorfra begrebet demokrati er afledt, refererer til en politisk forståelse af folkebegrebet, ethnos til en etnisk forståelse, og pléthos, der refererer til en social forståelse, betyder mængde, hvis mening genfindes i de latinske afledte ord plebs og plebejer.«
I middelalderen brugtes ordet folk om mennesker i al almindelighed – som folk nu engang er flest – og om det enkelte menneske – et rigtigt mandfolk eller kvindfolk.
»Under enevælden blev begrebet folk primært brugt om de lavere sociale lag, for eksempel i betydningen Guds folk, kongens folk og husherrens folk. Men i sidste halvdel af 1700-tallet skete der i Europa en transformation af begrebet folk, som gjorde det til et nøglebegreb i de politiske (og økonomiske, el), kulturelle (og kirkelige, el), sociale (og intime, familiære, el) samt pædagogiske revolutioner, der brød frem. Indtil den amerikanske uafhængighedserklæring i 1776 og den franske revolution i 1789 udgjorde fyrsten centrum i samfundets symbolske orden. Med skiftet fra fyrsten til folket som suverænitetens kilde skete der en mutation i denne orden. Folket fik tilkendt en hovedrolle på den europæiske scene, og dén har folket – trods alle omskiftelser – ikke siden opgivet.«
Af den simple grund, at hvad skal ellers styre folket, hvis det ikke selv skal gøre det? Parret, der bliver ægtepar om nøjagtig 14 dage? Paven i Rom eller Søren Krarup i Seem? Eurokraterne i Bruxelles efter udvidelsen i morgen eller George W. Bush i Washington efter sejren – eller hvad det nu er – over Irak? A.P. Møller-koncernen eller Disney-koncernen? Nogle vil nok påstå, at en eller flere af de her nævnte instanser i virkeligheden styrer det danske folk. Men er det ikke blot i virkeligheden men bliver det også i den gældende forestilling en kendsgerning, at folket i virkeligheden ikke styrer sig selv, er det jo – folkestyrets afskaffelse! Det finder folket sig givet ikke i. Parret den 14. maj 2004 kan hele folket dyrke uden ende, fordi det (forholdsvis) unge og (i hvert fald) smukke par og dets (forhåbentlige) afkom engang skal overtage magten. Uden at have eller få nogen som helst magt. Den har Folket nemlig. Selv.
»Det demokratiske princip« er – ifølge Ove Korsgaard – »at magtens sted er tomt.«
Gud er død.

Indimellem sensationelt
Hvordan det er kommet så vidt med dannelsen af Gud og magten og folket, at det sidste ikke længere er underlagt eller i hvert fald ikke kan forestille sig underlagt nogen formynderisk magt – anden end sig selv, fortæller Korsgaard om i sin doktordisputats Kampen om folket – Et dannelsesperspektiv på dansk historie gennem 500 år.
Vidt og bredt og ikke alene med udgangspunkt i Danmark, indsigtsfuldt og indimellem »sensationelt«, tankevækkende og udfordrende, snart sammenhængende, snart anekdotisk, som nogen god historisk roman, samtidig aktuelt som en dagbladsreportage eller -leder. I fire hovedafsnit:
»Den kristne fyrstestat fra reformationen 1536 til indførelse af statsborgerskab i Danmark 1776.«
»Den store transformationsproces fra kristen til demokratisk nationalstat, en proces der først blev sat punktum for med nedlaget i 1864.«
»Den demokratiske nationalstat i tre udgaver: embedsmands- og godsejerstaten 1848-1901, venstrestaten 1901-29 og socialstaten 1929-72.«
»Fjerde del omhandler de sidste 30 år« – suverænitetsafgivelser til EF og senere EU, – fremmedarbejdere, indvandring, familie-sammenføringer, flygtninge og asylansøgere, muslimer og islamister, multietnisk og multikulturelt samfund »i et omfang, der har været ukendt i moderne historie«, – marginalisering og udstødning fra arbejdsmarkedet og »socialpolitikken mod dem, der er helt uden for arbejdsmarkedet (hvilket i 2003 var 880.000)«, – uddannelsesreformer, videnssamfund, informationsteknologi, – internationalisering, internet, interrail og udveksling af studerende og forskere mellem alle verdensdele, – kapitalens, varernes, de i stigende grad på engelsk formulerede informationers og forskningsresultaters, kunst- og underholdningsprodukters og arbejdskraftens stadig friere bevægelighed på et globaliseret og gigant-fusionerende marked, – Berlinmurens (socialismens) fald i 1989 og »svækkelse af skillelinjen mellem højre og venstre«, – islamisk, kristen og anden fundamentalisme i tilsyneladende vækst verden over, – 11. september 2001 efterfulgt af international terrorbekæmpelse, – folketingsvalget et par måneder efter med nu Dansk Folkeparti som regeringsbærende parti og i Folketinget Søren Krarup, – som figurerer på en af bogens sidste sider med akkurat Søren Mørch, forfatteren til Den sidste Danmarkshistorie, på modsatte side! Kan folkets forestilling om sig selv overleve alt det? Er der overhovedet et folk tilbage? Og dermed et folke-styre? Et demo-krati?
Ove Korsgaard har i hvert fald begået et storværk. I kvalitet såvel som omfang, simpelt hen. Ikke mindre af at danne afslutning på den trilogi, han i 1982 indledte med Kampen om kroppen og i 1997 videreførte med Kampen om lyset. Et værk, uomgængeligt for enhver der i dag vil forstå sig selv – med eller uden det danske folk..

Af med det tyske islæt
En af Korsgaards »sensationer« er påvisningen af – ved henvisning til bl.a. historikeren Hans Vammens analyser – at det danske folkestyre ikke blev indledt i 1848 alene af et fredeligt dansk folke-fakkel-tog og en fredsommelig dansk konge, men også af en blodig borgerkrig mellem monarkiets egne statsborgere, den såkaldt »treårskrig« 1848-1850. Det folkeligt danske skaffede sig på etnisk vis af med sit folkeligt tyske islæt! På også dansk historisk grund skærper Korsgaard modstillingen af demos og ethnos – i funderingen af, hvad vi snart kalder demokrati, snart folkestyre. Men som under denne synsvinkel ikke uden videre er det samme. Og endnu mindre bliver det i en nationalgrænse-overskridende, gigant-fusionerende, multietnisk-, multikulturel-, EU-, WTO-, NGO-netværks-, FN- og øvrig globaliserings-sammenhæng!
En anden af disputatsens »sensationer« lyder:
»Reformationen beskrives ofte som starten på den såkaldte sekulariseringsproces i Europa. I mange historiske fremstillinger af perioden underbetones den fundamentale betydning, som kristendommen havde for såvel statsdannelse som identitetsdannelse. Nok medfører reformationen en begyndende sekularisering af relationerne mellem staterne, men den medfører ikke en sekularisering af det verdslige liv i de enkelte stater. Snarere tværtimod. Det er på sin vis først med reformationen, at staten for alvor bliver kristen.«
Luthers skelnen mellem det åndelige og det verdslige regimente gik kun på forholdet mellem den usynlige kirke, hvor der var individuel (religions)frihed i modsætning til ethvert verdsligt herredømme og pavedømmet, men skellet omfattede på ingen måde den synlige kirke, som tværtimod blev underkastet den verdslige (fyrste)magt. Der til gengæld ved især indterpning af Luthers Lille katekismus skulle danne, uddanne og oplyse folk (og næsten også fæ!) i overensstemmelse med kirkens lutherske forkyndelse. Af Grundtvig fordømt som det eksegetiske pavedømme svarende til katolikkernes kirkelige pavedømme.
Samtidig med at fyrsten af Guds nåde med voldsmagt overvågede og forsvarede kirken mod bl.a. jøder og muslimer ved selv at optræde som herskende, ortodoks, luthersk-evangelisk kristen stat. Hvad den danske Grundlov bærer særdeles præg af den dag i dag. Af Korsgaard dokumenteret med øjenåbnende, hårrejsende, danske eksempler – som bevis på, at islam ikke har patent på fundamentalisme. Sådan en kan kristendommen i selv moderne. protestantisk udgave skam også opvise. Jvf. George W. Bushs begrundelse for sin – og Danmarks – krig i Irak. En jævnførelse Korsgaard dog ikke (direkte) foretager...

Det pædagogiske paradoks
Med »sensationerne« antydes et skæringspunkt af to akser, spændt ud mellem demos og ethnos og mellem formynderisk magt og frigørende kraft. Kampen om folkets (og hele trilogiens) mest perspektivrige spændinger. Af Ove Korsgaard formuleret i forskellige paradoksale udgaver, især i form af det pædagogiske paradoks: Med hvilken dannende og uddannende kraft frigør myndlingen sig fra sin afhængighed af en eller anden formynderisk magt, hvad enten myndlingen hedder Luther, Hobbes, Locke, Rousseau, Thomas Jefferson, Herder, Kant, Fichte, Grundtvig eller fru Nielsen fra Valby Langgade?
Og til hvilken kraft henviser frigøreren, for at undgå selv at blive formynderisk magt for de elever eller de folk (almuen), der ellers skulle dannes til selvstændige individer og et selvstyrende folk? Rumsterer der i sig selv en frigørende, guddommelig kraft i demos-forestillingen om universalt, politisk demokrati mellem mennesker slet og ret, uafhængige af nationale grænser, natur, geografi, sprog, historie, social klasse, økonomi, kultur, vaner, køn, alder og anden biologi, altså totalt uafhængige af enhver ethnos? Er en sådan uafhængighed andet end det rene tankespind? Og hvordan undgår en sådan demos-frigørelse (i EU-sammenhæng kaldet »forfatnings-patriotisme«), at virke netop formynderisk på den og dem, for hvem tilknytningen til en ethnos slet ikke er en forestilling men en virkelig følelse af identitet, som præcist derved virker frigivende?
Her er ikke pladsen til at gennemgå de uoverskueligt mange variationer, foreløbigt lykkelige sejre og katastrofale nederlag, hvori følgevirkningerne spores af den radikalt frigørende kraft, som Ove Korsgaard forsigtigt antyder i begyndelsen af sit værk ved at citere en vis Jesus, som afviste og heller aldrig fik magt: »Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel.«
Men læs selv bogen.

*Ove Korsgaard: Kampen om folket – Et dannelsesperspektiv på dansk historie gennem 500 år. 672 sider, 399 kr. Gyldendal. ISBN 87-02-01719-9. Forsvares som doktordisputats i dag på Danmarks Pædagogiske Universitet kl 13.00

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu