Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Freitod eller...

Norske Jo Nesbø er en fabelagtig plotter – det er både hans styrke og hans svaghed
Kultur
2. april 2004

Krimi
Jo Nesbø har vundet hæder til både hoved og røv, Glasnøgle, Riverton-pris, Boghandler-laurbær. På bare de tre første krimier. Han er også god, rigtig god. Den bedste i Norge lige nu, efter min smag.
Sorgenfri bekræfter til fulde indtrykket. Stadig fuldt tryk på kedlerne omkring den 35-årige Oslo-politimand, kriminalassistent Harry Hole, der bestandig arbejder under et stærkt indre pres. Barndomstraumer, kærlighedstab, en kær kollegas mystiske død, en lige præcis i skak holdt alkoholisme, og en streng morals krav om retfærdighed gør Harry til en omvandrende tikkende bombe, utålmodig, krævende, arrogant og meget, meget egenrådig i arbejdet i drabsafdelingen.
Harry er en stærk type. Han kan reflektere begavet samfundsmæssigt, han har sans for mennesker, hans mavefornemmelser er præcise, og han handler hurtigt på dem, sommetider også for hurtigt. Noget hans overordnede har lært at frygte, noget der ikke gør ham populær ret mange steder. Disse kvaliteter giver beretningerne om ham decideret tempo, action, også når der er tale om den omhyggeligt detaljerede udredning af forbryderiske forløb og spor. Forlags-forskræppet kalder Harry for »antihelt«. Det er ikke rigtigt ...
Jo Nesbø skriver en ubesværet, let prosa, i fuld fart, med klart replikøre, sans for krydrede situationer og sære typer. Og han klipper scenerne sammen med klar musikalsk tæft – han er sideløbende rocksanger, efter sigende à la Poul Krebs – sådan så at man hele tiden desorienteres en smule, produktivt undrende, i takt med de virkelig labyrintisk forviklede forløb.

Plotting
Nesbø er dertil en temmelig fabelagtig plotter. Det er hans selvklare styrke – men også hans svaghed. I Sorgenfri – en stærkt ironisk titel – fletter han to yderst indviklede intriger ind i hinanden. En intrikat bankrøverhistorie med maskeret jalousidrab, og en selvmordsaffære der lugter langt væk af mord. Foruden en gammel historie om politikorruption, og det der er værre. Plus selvstændigt stående beretninger om sigøjner-ære, og om Harrys tøvende forsøg på at etablere et fastere kærlighedsforhold.
Hele svineriet hænger selvfølgelig sammen, her og nu, og der og da. I en cocktail af blodhævn, narcissistisk raseri, jalousi, ære og soning, venskab og ægte kærlighed. Og det er spændende og godt nok, men man føler ligegodt, at 468 sider er en tak for meget. For snedigt næsten, for kompliceret. Så meget mere som den gamle historie om det dumme svin af en kollega endnu ikke er blevet afsluttet.
Det bliver den angiveligt i næste roman, som kommer hertil om et lille år. Og efter sigende på en måde der er klædeligt enklere. Det vil vi glæde os til. For Nesbøs talent er stort og indlysende.

*Jo Nesbø: Sorgenfri. Oversat (fint) af Allan Hilton Andersen. Forlaget MODTRYK, 468 s., 379, - kr.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her