Læsetid: 5 min.

Georg Brandes – den uovervindelige taber

Jørgen Knudsen afslutter sin gennemræsonnerede heltebiografi
3. april 2004

Ny bog
Med uendelig omhu og stor, ikke ukritisk indlevelse har Jørgen Knudsen så fuldført sin Georg Brandes-biografi, af omfang usædvanlig i dansk kritikhistorie med sine i alt 2.756 sider fordelt på otte bind, hvortil kommer et personregister på 80 sider til demonstration af det krydsfelt af levende og afdøde personligheder, hans eksistens bestod af, et mødested ikke bare for Jørgen Knudsens interesse, men for den halve verdens begejstring og arrigskab.
Uovervindelig taber er overskriften for hans sene år 1914-27, et spejl af forrige dels Magt og afmagt, altså en mand til stadighed i modsigelsens tegn, som et tidligere bind hedder. Årene op til Første Verdenskrig var ikke noget højdedrag i hans levned, en rastløs periode uden hovedværker, beslaglagt af den europæisk intellektuelles polemikker, kronikker, foredrag, rejser, korrespondance – efter eget sigende modtog han stadig henved 500 breve, i hvert fald kurve fulde ved de fire daglige ombæringer, man dengang var begunstiget med. Dertil en velorganiseret klapjagt på attraktive kvinder, en ubændig interesse, som fulgte ham livet ud – en ydre gnist af den erotiske ild, der gennemglødede hans væsen og atter nøje kortlægges af den skånselsløse biograf.
Han har trodset datteren Ediths ihærdige hærværk med broderesaks og tusch for at slette alt, hvad der kunne skæmme hans og især hans forsømte vivs minde. Lugten af brændte breve fornemmes, men der er dokumentation endda i form af nyfrigivent materiale, især den dagbog, han så omhyggeligt førte. »Da Voltaire var impotent fra fyrretyveårsalderen af, simplificeres hans levned megt«, lød Brandes’ tvivlsomme påstand. Det gjaldt ikke for ham selv. Intet skjul blev heller dengang lagt på hans lange samliv med den uundværlige sekretær Gertrud Rung. Hun var gift med forfatterkollegaen Otto Rung, der forholdt sig i tænderskærende ro trods hendes langvarige fravær under rejser – når da ikke den gamle erobrer var alene og måtte tilstå diverse sidespring ved siden af tilbagevendende intimt nærvær af en rivalinde.

Forrædere
Jørgen Knudsen er grundig i udarbejdelsen af detaljernes mønster og får i lange passager og sluttede, tematiske kapitler en fortælling ud af det brogede stof om denne mands ufattelige kapacitet, der nu tog til i trods mod sygdom, modgang og årenes flugt. En af plagerne hos den gamle forkæmper for den frie tankes ret var frafaldet af tilhængere, de troløse, de valne, de tilpassede eller dem, der anstændigt nok voksede i andre retninger: forrædere mod fornuftens store sag. Han holdt nøje mandtal i en egenhændig ’forræder-fortegnelse’, og ligesom Knudsen førhen rekonstruerede en ’Leporelloliste’ over erobringer, får vi nu en kommenteret, forklarende registrant over sådanne fjendskaber, fra gennembrudsårene og langthen: Drachmann, Gjellerup, Johannes Jørgensen, Helge Rode, Bjørnson, Vilhelm Andersen, Andersen Nexø, Kai Friis Møller o.m.fl. Med misantropens vellyst spejlede han fænomenet i bogen om Cæsar. Skuffelsen over, hvad han anså for fornuftsargumentets fallit nær og fjern kastede ham ud i en tiltagende menneskeforagt.
Trods den overvældende stofmængde lykkes det Jørgen Knudsen at finde balancen mellem det små og det store, mellem privatlivets mysterier, de voksende politiske stridigheder lokalt og globalt og selve forfatterskabet, der får grundige analyser. Den svære konkordans mellem liv og værk leverede Brandes selv et mønster for, både tidligere og nu her med fire velvoksne biografier, »fire store maskiner«.
Først kom bogen om Goethe, det store selvberoende menneske, indbegrebet af klassisk europæisk dannelse, et gammelt helteideal for Brandes. Den udarbejdedes som en refleks af Første Verdenskrigs udbrud, den store jordrystelse for Georg Brandes, der så alle sine idealer kuldkastet under dette nationalistiske selvmord. Her er omdrejningspunktet i hans skæbne, et uovervindeligt nederlag i tankens og virkelighedens verden. Det er bragende godt skildret af Jørgen Knudsen, idet hans værk her udfolder sig i engageret historieskrivning, med et godt greb om et psykologisk, ideologisk, politisk og litterært sammensurium. En verden bryder sammen og rejser sig i et egensindigt litterært modtræk af helteskikkelser.

Verdenskrigen
Der bejledes til Georg Brandes fra alle de stridende parters side. Han undsagde især ententemagternes hysteriske nationalisme, og de intellektuelles hele krigsgalskab, hvad der kostede ham ikke mindst de franske forbindelsers venskab. Værst var vennen Clemenceaus offentlige fordømmelse: Adieu Brandes! for hans påståede tyskervenlighed. Brandes’ skrifter om verdenskrigen viser hans uhyggelige forudseenhed om tragediens afslutning, Versailles-traktatens uforstandige og hoverende farlighed med dens indbyggede konsekvenser. At få ret er ingen lykke. Georg Brandes følte tabet af alt, men Knudsen formulerer med forsigtighed hans uovervindelighed i krigsårenes isolation.
Han beskriver affattelsen også af bogen om Voltaire, der kom i hæfter 1916-17, fortolker værket, fremhæver ouverturen som noget af det smukkeste, Brandes skrev, og det gælder i øvrigt ligeledes anslagene i de næste, Cæsar-biografien med dens sære optagethed af herskergeniets imperialistiske krige. Litteraturen var den første kampplads med værket om Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes Litteratur fra 1872 og videre frem. Det blev den politiske Georg Brandes, der fik overtaget, men med den noget uformelige Michelangelo fra 1921 vandt han tilbage i kunstens verden med alle øjemenneskets og erindringsevnens sanser vakt. De sidste boglige opgør tog han med protestantismens snæversyn og overtro i nogle småskrifter, før han døde med den trofaste Gertrud ved sin side, kort efter sin 85 års fødselsdag.

Portrættet
Det har krævet ikke så lidt af Jørgen Knudsen at opretholde sit udtalte heltebillede af Georg Brandes, den aristokratiske radikalist med så mange graverende egenskaber indvævet i storsindet. Han anmærker den egocentriske generøsitet, der skulle lægge ryg til ustyrlige angreb for jødisk udanskhed, umoral, uvidenskabelighed og meget andet med u-. Blandingen af hyldest, frygt og foragt, strømmende kontakt og påtvungen isolation træder godt frem i portrættet af det farlige overmenneske, den rørende hjælper, den benhårde modstander af national og religiøs intolerance.
Knudsen lægger rent ud og blotter en højaktuel snitflade i kulturdebatten med sammenfatningen af Brandes’ langsigtede sejr over risikoen for at Danmark skulle havne i en smålig, ondsindet og selvretfærdig bonde- og højskolereligiøsitet. »Når Søren Krarup ikke er statsminister i dag, så har den frisindede oplysning, som Brandes var talsmand for, en del af æren. Han fik ikke indført det bedste, men han var med til at hindre det værste«.
Jørgen Knudsen begrunder den brede behandling og omstændeligheden i denne sidste del af biografien med det meget nye materiale, som er frigivet i arkiverne og med sin betragtning af alderdommen ikke som et slutstadium, en udklingen, men som et resultat. Og det har han fået meget andet end sidetal ud af. Til hjælp for overskueligheden har han forsynet bogen med en grundig indholdsfortegnelse, resumeer, en kronologisk oversigt over Georg Brandes’ liv, en bibliografi samt et efterord, hvor han nærmest anmelder sig selv. Det er altsammen positivt.

*Jørgen Knudsen: Georg Brandes. Uovervindelig taber 1914-27. 728 s. ill., 598 kr. Gyldendal. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu