Læsetid: 3 min.

I gysets minefelt

Gyserekvilibristen Peter Mouritzen er aktuel med to novellesamlinger, hvor det forbudte og navnløse fortsat sættes på sprog
2. april 2004

Nye bøger
Det Danske Akademis børnebogspris, Silas-prisen – som blev stiftet i 1999 af Cecil Bødker med en donation, der muliggør at den hvert andet år kan tildeles med 100.000 kr. – tilfaldt i november 2003 forfatteren Peter Mouritzen for hans samlede børne- og voksenlitterære forfatterskab. Et godt valg – og velfortjent al den stund forfatterskabet med sine genre- og formeksperimenter og sin vedholdende interesse for at afsøge området mellem fantasi og virkelighed for længst har sikret sig en central plads i moderne dansk børnelitteratur.
Det er krydsfeltet mellem ufornuft, angst og ondskab, der har Mouritzens særlige interesse. Og det er her i det irrationelles minefelter, hvor mennesker efter bedste evne forsøger at træde i karakter, skrivesonden stikkes ind og tilstande sprogliggøres.
I samlingen Manddomsprøven og andre noveller handler det især om at udfordre og provokere sig selv og andre. Det sker – i titelnovellen – for de to drenge, der lyver sig ældre end de er for at komme ind og se Hitchcocks sort/hvide gyser Psycho med et altforandrende uskyldstab til følge. Efterfølgende oplever de to ungersvende det »som om himmelen havde haft en blodstyrtning og kastet en bygeregn af blod; alle huse var som bestænkede af rødt«. Og ærgrer sig alligevel – selvbeskyttende – over at filmen ikke var i farver.
Novellerne kredser såvel om især unges ensomhed samt mere generelt om rolleafprøvninger og andre identitetsforstærkende manøvrer. Vittigt og kærligt udfoldet i Hønemor om en bekymret mor, som med mobiltelefonen som livline – og hvidvinen som trøster – prøver at dæmpe sin frygt for datterens drikkeri på den sidste skoledag. Hun oplever, at voksnes formaningstaler er som at spille bordtennis op ad en mur, og at de unge i disciplinen ’ordtennis’ er suverænt overlegne.
Den latente desperation, der ligger som en tikkende bombe i flere af de stramt snapshot-pointerede noveller, foldes måske flottest ud i samlingens længste novelle, Villa Rosa, hvor Mouritzens flair for grand guignol-lignende fantastik får fuld skrue i fortællingen om en ung mand på ’via dolorosa’ spændt ud mellem selvmord og sjælefrelse.

En holdbar eleksir
At der skal gyses før det måske bliver godt – og det er Mouritzens credo i en nøddeskal – er omdrejningspunktet i Djævelens dusin – 13 uhyggelige historier, der former sig som en lystig kærlighedserklæring til de gys, der i forfatterens barndom blev konciperet under dynen i lommelygtens hemmelige skær.
Ud over at følge op på Mouritzens livslange fascination af gysergenren er historierne også interessante som studie i, hvordan en forfatterfantasi arbejder og leger videre med fortællinger, som peger ud over gyset som genre. Samlingen veksler mellem stilsikre, koncise gennemlysninger af det monstrøses mange tilskikkelser (»Øjnene under sengen«, »Helvedessengen«, »Væggen der hviskede«) og finurligt forunderlige fortællinger som »Den forlorne antilope« (om hvad man gør, når man får uventede gæster til middag og mangler mad) samt min personlige favorit »Hænger hunde i træer?«, en halloween-historie som med afsæt i Billie Holidays klassiker »Strange fruit« raffinerer rædslen i sangen om de lynchede negre til en satanisk beskrivelse af frugtavleren og hundeopdrætteren Hall O’Ween, hvis kæbestærke hunde hang i træerne om natten og ved lysets komme dumpende ned på jorden for at tage sig af de sorte slaver, der efter en nat i ’træningslejren’ Paradisets Have faldt uden for den med haneblod optrukne cirkel.
Jo, cocktailen af gys, fantasi og jazzmusik synes at være en holdbar eleksir for den gode Mouritzen, som ufortrødent bliver ved med at sætte sprog på sine sonderinger i bevidsthedslivets mørkekammer – og stadig nægter at sælge sin sjæl til fanden.

*Peter Mouritzen: Manddomsprøven og andre noveller, 124 s., kr. 199,- Høst & Søn. ISBN 87-14-11886-6.
*Peter Mouritzen: Djævelens dusin – 13 uhyggelige historier, 116 s., kr. 189,- Apostrof. ISBN 87-591-0546-1

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu