Læsetid: 4 min.

En illoyal gesandt

Jørgen Laustsens bog om den danske gesandt i Moskva, Thomas Døssing, er håndværksmæssigt i orden, men skæmmes af forfatterens moralistiske sprogbrug
27. april 2004

Ny bog
Den danske gesandt i Washington, Henrik Kauffmann, brød efter den 9. april 1940 med den danske regering. Denne mangel på loyalitet betød begyndelsen til en art repræsentation hos de allierede af ’det andet Danmark’. Siden kom Christmas Møller til London, og efter det danske brud med Sovjet i 1941 var der flere diplomatiske forsøg på at få en status hos russerne som Kauffmanns hos amerikanerne.
Først da Frihedsrådet i 1944 foreslog, at det ikke skulle være en diplomat, men en repræsentant for ’det kæmpende Danmark’, slog russerne til. Det blev den tidligere biblioteksdirektør Thomas Døssing, som havde været aktiv i organisationen Frit Danmark.
Døssing sad i Moskva som Frihedsrådets repræsentant 1944-45, som diplomat for befrielsesregeringen maj-oktober 1945 og for Knud Kristensens Venstre-regering 1945-47. Døssing var ikke diplomat, han var knapt nok politiker.
Som aktivist udsprunget af den tidlige modstandsbevægelse forfulgte han en ’modstandslinje’ ved at prøve at presse beslutningstagerne i København til at følge hans linje. Det gjorde han ved at give dem indtryk af, at han refererede til russernes holdninger. Det er almindeligt antaget i forskningen, at denne aktivisme var den egentlige årsag til, at de gamle politikere gik med til at modstandsbevægelsen skulle have halvdelen af pladserne i befrielsesregeringen.

Den forkerte mand
Om dette interessante forløb har Jørgen Laustsen skrevet en veldokumenteret bog. Den lægger sig, som Bent Jensen gør opmærksom på i sit forord, i klar forlængelse af hans forskning.
I modsætning til Laustsens første bog om DKP 1939-41, som ikke levede op til almindelige videnskabelige standarder, er dette en bog, som har orden i det håndværksmæssige. Og selvom meget af stoffet er kendt, kommer der meget nyt frem, som gør det ganske klart, at Døssings aktivisme også benyttede sig af opdigtede møder med russerne og forfalskede rapporter. Der kan ikke herske tvivl om, at Døssing var den forkerte mand at sende til Moskva.
Laustsen har intet til overs for Døssing. Hans vrede imod manden får hans sprog til at køre i tomgang med de samme litanier om ’løgn’, ’forfalskning’, ’stærk politisering’ og ’illoyalitet’. Det er læseren fuldstændig umuligt at forstå Døssings motiver for slet ikke at tale om Døssing som person.
Laustsen er en moralist, for hvem dette at dømme folk ude af det gode selskab er vigtigere end den historiske erkendelse, eller hvor den historiske erkendelse tjener et moralistisk formål: at gøre Døssing til en rød diktaturtilhænger.
Det fører ham på afveje. Hans ironi over hans hadede hovedperson fører f.eks. til en konstruktion som:
»Erobrerne voldtog og plyndrede hele vejen mod Berlin, og overgrebene på civilbefolkningen fortsatte i den slagne ærkefjendes hovedstad. Det var dog ikke disse forbrydelser, der bekymrede den danske gesandt i Moskva.« (s. 193).
Læseren må jo forstå det sådan, at Døssing var medvider i den Røde Hærs voldtægter og plyndringer. Men Laustsen dokumenterer det ikke, og det kan han næppe. Det er simpelthen Laustsens moralistiske retorik, der løber med ham. Eller når han skriver:
»Enhver kommunist vidste, at ’en demokratisk blok’ på sovjetisk betød en partistat efter sovjetisk forbillede, ligesom enhver kommunist vidste, at ’demokrati’ på sovjetisk betød kommunistpartiets kontrol over alt og alle.« (s. 222)
Man kan mene, at det ville have været godt, om enhver kommunist havde vidst dette, men det kan ikke påvises, og Laustsen gør det heller ikke, at enhver kommunist vidste, hvordan det hang sammen i virkelighedens kommunisme.
Det er igen et eksempel på, hvordan hans moralistiske sprog kører den historiske erkendelse af sporet.

Antikommunisme
Laustsen er hard core nationalist og mener tilsyneladende, at Danmark burde have krævet Sydslesvig tilbage fra Tyskland efter krigen, på trods af afstemningen i 1920. Sovjet var faktisk indstillet på det. Molotov sagde til den danske udenrigsminister, at man ville være forstående. Men udenrigsministeren fortalte det ikke videre til Knud Kristensen, som gerne ville en grænserevision.
Man sporer her en del af det politisk-moralske brændstof bogen er skrevet på, den nationalistiske antikommunisme. Den har fået Laustsen til i Berlingske Tidende og siden bladet Bibliotekspressen at give udtryk for at bibliotekarforbundet ikke burde uddele deres Døssingpris.
»Det ironiske er, at man uddeler en pris for folkeoplysning og demokrati i navnet på en mand, der helt klart ikke var i stand til at gennemskue det sovjetiske diktatur. Hertil kommer det forhold, at Døssing som gesandt vildledte de tre forskellige regeringer [...].«
Nu var Henrik Kauffmann også illoyal, han var det bare på en måde Laustsen synes om. Og hvad angår Døssings evne til at gennemskue Stalins diktatur, så var den overordentlig ringe. Men er det noget argument imod hans store indsats som biblioteksdirektør? Det mener Laustsen. Set med hans øjne er enhver kommunist medskyldig i massemordet i Gulag. Kun en forblindet moralist kan ende med så totalitær en moralopfattelse.

*Jørgen Laustsen: Den illoyale gesandt. Thomas Døssing i Moskva 1944-47. 303 s., ill., 349 kr. Lindhardt og Ringhof

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu