Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Intetsteds-mand

Den bosnisk-amerikanske forfatter Aleksandar Hemon har skrevet en formidabel bog om krigen og landflygtigheden og et af deres ofre – ingen
Kultur
1. april 2004

Den bosnisk-amerikanske forfatter Aleksandar Hemon har skrevet en formidabel bog om krigen og landflygtigheden og et
af deres ofre – ingen

Ny bog
Den enkle version af historien om Jozef Pronek lyder sådan her: Født i Sarajevo i 1967, vokset op i Titos Jugoslavien, upåfaldende skoletid, spredte, men intense forelskelser. Værnepligtig i den jugoslaviske folkehær (tre måneders infanteri-træning, dernæst køkkentjeneste). Efter hjemsendelsen (meget) kortvarige litteraturstudier. Eget band, kopi-versioner (Beatles), senere eget materiale (blues og følsom lyrik), desuden musikanmelder ved studenterblad. I 1991 én måneds ophold på sommerskole i Kiev (invitation fra Foreningen af bosniske ukrainere, stærkt tilskyndet af sin far, Pronek selv: »han tænkte at det ville være godt for hans mentale velbefindende at komme væk fra Sarajevo og krigen i Kroatien en måneds tid.«). Januar 1992 – da krigen nærmer sig Sarajevo – invitation fra American Cultural Center (musikanmeldelserne i studenterbladet) og afrejse til USA. Herefter blandt andet sprogskole og spredte jobs i Chicago (assisterende for en andenrangs privatdetektiv, indsamler for Greenpeace). Intens forelskelse i kollega (Rachel: »Jeg er evil«, »E-V-O-L. Love stavet bagfra«, mere end ildevarslende).
Herefter: Tiltagende nervøsitet og uvirkelighedsfornemmelse, et tryk fra den fjerne og på samme tid overalt nærværende krig. Skrøbelig identitet. Fantasibilleder af død og lemlæstelse. Så natligt sammenbrud og total aggressionsudladning.

Sprogkunst
Sådan kan man godt læse Aleksandar Hemons roman, hvis hovedpersons biografi i øvrigt minder ikke så lidt om hans egen. Også Hemon er født i Sarajevo, ikke årgang 67, men 64. Og også han kom til Chicago, øjeblikket før det for alvor brød løs i Sarajevo. Novellesamlingen Et spørgsmål om Bruno, der udkom i 2000, er Hemon til gengæld alene om. Den er siden udgivelsen blevet behængt med priser og lovord og har fået kritikken til i ét væk at sammenligne dens forfatter med Nabokov, Milan Kundera, Joseph Conrad og serbiske Danilo Kis. Først mister man pusten, så tæller man fra 92 og til 95, da Hemon begyndte at skrive på engelsk, og dernæst videre fra 95 til 2000. Og så besvimer man.
For godt nok er Hemons roman sådan en historie om overskårne forbindelser bagude, sjælerystende forvirring i foragtens, sprogforbistringens og den postmoderne plaprens ingenmandsland fremefter og i midten af det hele krigen. Men den er også en højst usædvanlig roman, et stykke sprogkunst af de sjældne, som minder én om alting og ingenting og for min skyld gerne om de nævnte romansværvægtere og en snes andre oveni.
Det ville være for let at sige, at Hemon skriver godt. Gud og hvermand skriver godt, selv bosniske indvandrere, om galt skal være. Det ville også være løgn at sige, at det ikke har spor med Hemons specielle og helt personlige historie at gøre. Det er bare ikke dens dramatik og menneskelige tragedie, der gør det, det er ikke, fordi læseren føler, han skal interessere sig for og synes om og helst også have ondt af. Men der er måske nok noget om, at Hemons udprægede europæiske tone, den kun svagt ironiske melankoli, en sevdah-blues, som én i romanen kalder den (og selvfølgelig romanens europæiske stof), står mere end godt til romanens usentimentale amerikanske miljø og til dens lige så usentimentale, for nu ikke at sige meget cool konstruktion.

Angst og ondskab
Den er svær at få rede på i en fart, konstruktionen og altså sprog- og romankunsten hos Hemon, men tre ting kan man i hvert fald godt sige om den.
For det første, at den giver os hovedpersonen Jozef Pronek fra skiftende synsvinkler og gennem flere fortællere. Dels en navnløs jeg-fortæller i de indledende og afsluttende kapitler, et menneske, der er indforstået både med Sarajevo og udlændigheden, men – tilsyneladende – er anderledes fattet. Dels en Victor, der deler den ukrainske baggrund og er med på rejsen til Kiev og senere returnerer til Chicago. Og et sted midtvejs en tredje persons fortæller.
Det lægger noget til fornemmelsen af identitetsløshed. Vi får ham i negativ, kunne man også sige. I skikkelse af den tomme plads, han efterlader sig – i Sarajevo, Kiev, Chicago. Det gør desuden Pronek-figuren til meget andet end de følelser, han selv giver ord, eller som den indlevede læser hænger på ham. Først og fremmest til den nowhere man, titlen taler om, en ingen – eller –»en anden«, som han selv foreslår et sted, forskellen er den samme – hvis ingen-hed, om man kan sige sådan, læseren fornemmer som en omtrent fysisk omstændighed. Han er der aldrig, aldrig helt.
For det andet foregribelserne, de ironiske, muntre krydshenvisninger fra den ene ende af kloden – og romanen – til den anden. Nogle steder med et klart og tydeligt »Da Pronek mange år senere...«
og så med sonden langt nede i et kommende kapitel, andre steder og hyppigst med hjælp fra et ledemotiv eller gennemgående billeder. »Den dybe søvn«, eksempelvis, som i et af romanens første
kapitler er navnet på en sevdah-bluessang forfattet af den håbefulde Jozef Pronek og siden er kapiteloverskrift og reference til en Chandler-klassiker i historien om den privatdetektiv, som Pronek kortvarigt og meget lidt succesfuldt gør tjeneste hos. Og »den dybe søvn«, der samtidig er billede på bevidstløsheden, som han gradvist nærmer sig, og oveni billede på det mareridt – både bogstaveligt og overført – hans egen historie er undfanget i.
Man kunne også nævne en gnavende mus. Et af himlens – og altså romanens – sorte huller. Eller de marmorkugler, der trilles frem og tilbage i romanen, snart skjuler sig i en lomme eller som i et tidligt kapitel skifter ejer, fra jeg-fortælleren til Pronek, så man forstår, at de to er mere end bare barndomsbekendte, men inderligt forbundne, to sider af den samme angst, fælles om den »lodne klump« af pulserende ondskab, som omstændighederne, forhistorien og krigen, har anbragt i deres bryst.

Anfægtende mysterium
Det kan virke som for meget – for meget litteratur og nørkleri og tungen lige i munden. Men tværtimod. Det er præcis dér, mellem den uskrømtede følelse og romanens snedige abstraktioner, at hovedpersonen bliver til et stort og anfægtende mysterium og krigens og landflygtighedens virkelighed til noget i det mindste øjebliksvist begribeligt og føleligt. Og så er det også dér, romanen begynder at smage lidt af klassiker, altså hvor førnævnte Conrad og Nabokov og hele resten dukker op. Dens sørgelige aktualitet skulle det til gengæld være overflødigt at minde om.
Og det tredje? Alt det andet. Afslutningsvis og for fuldstændighedens skyld: De skarpe iagttagelser af ørets snoninger og forstadskvarterernes slumrende sindssyge. De groteske optrin og de syrede dialoger. De erotiske skildringer, synftige og følsomme, digressionerne langt fanden i vold og tilbage. Den politiske satire, plathederne og de poetiske passager. Og så videre.
Og så videre.

*Aleksandar Hemon: Nowhere Man. Godt oversat af John Lysmand. 271 s., 298 kr. Gyldendal. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her