Læsetid: 3 min.

At kredse om det ufattelige

Tre fremstillinger om Hitlers udryddelseskultur
30. april 2004

Nye bøger
Strømmen af fremstillinger om Hitlertyskland fortsætter, og uanfægtet af de folk, der synes det kan være nok. Fortid er det jo, og den har i visse sammenhænge trange kår, jævnfør statsministerens lemfældige omgang med den.
Her foreligger imidlertid tre bøger der rusker og rykker endnu engang. i hvert fald for dem der ikke sådan lader sig afstumpe af vilkårlige strømninger.
Lektor i dansk og tysk Peter Langwithz Smith har udgivet bogen Auschwitz. Slet og ret. Man hører allerede stønnen i krogene: ikke mere, har vi ikke hørt nok...
Men hvornår er nok? Peter Langwithz Smith giver for så vidt svaret: formentlig aldrig, fordi vi, uanset hvor mange kendsgerninger der dynges op, dybest set forstår mindre, fordi vi ved mere. Det store spørgsmål: hvordan det kunne ske, hvordan mennesker kunne få sig til det, står fundementalt ubesvaret.

Forfatteren undskylder
Peter Langwithz fremlægger hvad vi ved om anlægget, som har givet hele komplekset, udryddelsesforantaltningerne, navn. I forordet undskylder forfatteren at hans stll er nøgtern, næsten klinisk. Det er ham alt forladt, hvordan skal man ellers beskrive denne politiske, menneskelige forvridning af alle værdier og alle normer, som oven i købet i sin drift bliver norm?
Peter Langwithz beskriver lejren eller rettere ombringningsindustrianlægget, lige fra de ulykkelige ankom til rampen, ind i gaskamrene, krematorierne, osv og til de seneste og sidste retsprocesser mod de ansvarlige. Sådan set intet nyt – og dog. Hver samlet fremstilling der uundgåeligt sammenholder fænomenerne på en anden måde, med andre vægtninger fra dnere synsvinkler er ny - og til forsøg på forståelse af det uforståelige.
Poul Henningsen skev engang på baggrund af en af beskrivelserne fra dette helvede, hvorledes SS-mændene snappede spædbørn ud af hænderne på deres mødre og kastede børnene højt op i luften – som lerduer, de så skød efter. SS’ernes egne børn var med og klappede, når fædrene ramte. Hvilket barn ville du helst have, spørger PH, det, der klappede, eller det, der blev ramt?
Tyskeren, historiker og tv-mand, Guido Knopp fortsætter sin imponerende populariserende skriftrække om nazismens begreber og fænomener, senest med bogen om SS-organsiationen, dennes fremvækst og historie.
SS, Schutzstaffel, beskyttelsesafdelingen, der i det fremvoksende tyske naziparti var beregnet som personlig livvagt for Adolf Hitler. Siden anvendte han korpset ledet af Heinrich Himmler til at knuse SA og myrde rivalen Ernst Röhm. Og endnu senere blev SS en stat i Hilters slavestat. Det sorte korps spredte død og rædsel overalt.
Organisationen under den middelmådige pedant og magtneurotiker Himmler kom til at råde over stort set samtlige interne magtmidler i Det Tredje Rige.
Da Himmlers indflydelse kulminerede, herskede han også over betydelige kampenheder på fronterne.

Med en mission
Knopp redegør overbevisende for opklatringen til magten og ikke mindst for den næsten mest skræmmende af SS-folkene Reinhardt Heydrich og dennes organisering af massemordene. Guido Knopp skriver ikke videnskabelig historie, det er meningen at nye læsere kan begynde her, og Knopp jo mere end antyder med sin undertitel, En historisk advarsel, at den vedholdende beskrivelse og undersøgelse af forholdene under Hitler har en mission. Ja, mon ikke!
Dette understreger også Hans Kirchhoff, dansk besættelseshistorieskrivnings nestor, i sit forord til historikeren Torben Jørgensens: Stiftelsen, der koncentrerer sig om bødlerne i dette ragnarok. Hvad var det for mennesker? og igen: hvordan kunne de? Pinefulde spørgsmål som Kirchhoff anfører, men vi kan ikke feje dem til side.
»For de perspektiverer de mørkeste side af det menneskelige fællesskab«.
Når hensigten helliger midlet, kan mennesker gøre de mest utrolig ting. Under påskud af at vile forhindre tvangsægteskaber, indfører civiliserede samfund apartheidsbestemmelser i deres lovgivning. Nævn selv et eksempel! Vejen til det mere uhyrlige er såmænd ikke så lang, som nogen lader til at tro.
Også Jørgensen er som tidligere holocaust-forskere inde på normaliteten. Det kan ikke siges for tit: normale mennesker kan nemt blive mordere; det kan vi alle, blot presset er hensigtsmæssigt, eller hvad man skal sige. Almindelige mennesker er i givne situationer parate til at se bort fra alle menneskelige hensyn, fordi staten, nationen, stammen, virksomheden, religionen, whatever, kræver det ekstraordinære, og man i øvrigt også kan opnå noget for sig selv. Det hjælper på det. Misantropi? Tja.
Disse bøger hensætter ikke just én i julehumør, men det er jo også snart forår, og sådan noget sker nok aldrig igen.
Og derfor synes nogen at det snart kan være nok med den fortid. Tja.

*Torben Jørgensen: Stiftelsen. Bødlerne fra aktion Reinhardt. 248 s. ill. 299 kr. Lindhardt og Ringhof

*Guido Knopp: SS. En historisk advarsel. 396 s. ill. 349 kr. Det Schønbergske Forlag

*Peter Langwithz Smith: Auschwitz. 448 s. ill. 349 kr. Gyldendal

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu