Læsetid: 4 min.

Mellem myter og magt

The Dream Life fortæller om de amerikanske 60'ere og 70'ere, hvor politik og ikke profit ofte var afgørende for, om en film blev realiseret
7. april 2004

Ny bog
Engang i slutningen af 1960’erne var der en del, der troede, at amerikansk mainstream-film var ude på at forbedre samfundet. En af dem var J. Hoberman, mangeårig filmkritiker på The Village Voice og professor i filmstudier på Cooper Union i New York.
I sin netop udkomne bog The Dream Life: Movies, Media, and the Myth of the Sixties stiller han skarpt på perioden mellem JFK og Ronald Reagan, hvor skellet mellem politik og populær-kultur blev gradvist udvisket.
En periode, hvor film gjorde sig bemærket som politiske budskaber, og politikere blev udsat for en mediebevågenhed, der inden da kun var blevet budt filmstjerner.
Baggrunden for denne atmosfære var blandt andet, at USA så sin første generation af politikere, der var vokset op med film, komme til magten; at filmmediet i 60’erne etablerede sig som et kunstnerisk udtryk, der blev taget seriøst, og at der hos ungdommen var en appetit på ikke blot en ny verdensorden, men også på nye og vedkommende historier om en virkelighed i opbrud.

Wayne versus JFK
Blandt de filmfolk, der markerede sig kraftigst på den politiske scenes venstrefløj var Warren Beatty, der støttede George Wallaces jagt på præsidentkandidaturet i 1968, John Frankenheimer, der var Robert F. Kennedys medierådgiver, og Jane Fonda, en af de kraftigste røster mod Vietnam-krigen. Dertil kom den stokkonservative John
Wayne på den anden fløj.
Da The Alamo havde premiere i oktober 1960, et par uger før vælgerne skulle vælge mellem Nixon og Kennedy, udtalte Wayne, at filmen var lavet til alle dem, der frygtede for USA’s frihed og demokrati.
»Vi er alle i fare for at blive blødsødne, og det har vi været længe, « sagde han og lagde dermed ikke skjul på, at han gerne så en republikaner af den gamle skole ved roret.
Det blev som bekendt John F. Kennedy, der løb med sejren, godt hjulpet på vej af sine showbiz-venner, der stillede op, når han havde brug for dem – og af sin evne til at opføre sig som en vaskeægte Hollywoodstjerne, hver gang kameraerne var i nærheden.
Glitteret fra præsidentens glamourøse liv og liberale politik lagde sig fint over en række film i starten af 60’erne, deriblandt Spartacus (1960), Syv mænd sejrer (1960), Seven Days in May (1960), The Manchurian Candidate (1962) og Dr. Strangelove (1964).
Ja, The Manchurian Candidate var givetvis aldrig blevet til noget, hvis ikke Kennedy havde gjort et par telefonopkald efter over en frokost med Sinatra at have hørt, at studiet ikke ville indspille den!
Disse film fremstiller alle nærmest apokalyptiske scenarier sat i scene af vanvittige – og/eller kommunistiske – personer, der med vold og magt vil forsøge at ødelægge individets ret til at leve et liv i frihed. I følge Hoberman ikke ulig de konflikter, JFK stod overfor under kriserne i Berlin og på Cuba.

Optimisme til kynisme
Efterhånden som Camelot-optimismen blev afløst af mord, oprør, krig og skandaler, blev også filmene mere rå og kyniske i deres afspejling af den virkelige verden. Med The Chase (1965), der skildrer, hvor galt det kan gå i et nok så hyggeligt lille samfund, sparkede Arthur Penn den ’voldsbølge’ i gang, der toppede med film som Bonnie og Clyde (1967) og Det vilde dusin (1969). Slutningen på The Chase (1965) blev oven i købet optaget samtidig med raceurolighederne i Watts og kun få kilometer derfra!
Samtidig blev det stadig mere almindeligt for skuespillere at blande sig i det politiske spil både på græsrodsplan og gennem deres films slet skjulte dagsorden – Sweet Sweetback's Baadasssss Song (1971) var dedikeret til »all the brothers and sisters who have had enough of the man«; Dirty Harry (1972) starter med tekster, der opremser de politifolk fra San Francisco, der er blevet dræbt i tjenesten. Og naturligvis som aktive på de bonede gulve, kulminerende med Ronald Reagans indtræden i præsidentembedet.
The Dream Life er endt som en sober, underholdende og original gennemgang af en spændende periode i amerikansk film og politik præget af opbrud, mod og skelsættende resultater på begge fronter. Bogen indeholder stribevis af skarpe filmanalyser og pudsige anekdoter, ligesom hver en side brænder af forfatterens lyst til at forstå og forklare alt det, han ved, om hvad der foregik både foran og bag kameraerne.
Og det er ikke så lidt, hvilket Norman Mailers citat, hvorfra titlen er hentet, da også antyder: Efter at have overværet Demokraternes konvention i 1960 var Mailer sikker på, at de otte kedelige og konforme år med præsident Eisenhower var ovre og ville blive afløst af »en underjordisk flod af uudnyttet, brutalt, ensomt og romantisk begær, den koncentration af ekstase og vold, som er denne nations drømmeliv.«

*J. Hoberman: The Dream Life: Movies, Media, and the Myth of the Sixties. The New Press – via www.amazon.co.uk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu