Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Hvad hvis de er mennesker?

En helt fremragende bog om krigen i Jugoslavien forklarer, hvordan det var opdelingen af samfundet i ’dem og os’, der gjorde borgerkrigen mulig
Kultur
21. april 2004

Ny bog
»Retfærdigheden er kedelig«, hedder én af teksterne i en ny bog om krigen i Jugoslavien. Heri beskriver Slavenka Drakulic et af sine besøg hos Den Internationale Krigsforbryderdomstol for det tidligere Jugoslavien, Den Haag.
»Det sterile rum med gråt tæppe og plastikstole ligner mere et venteværelse på et sygehus end de retssale, man kender fra amerikanske film og serier som L.A. Law. De fem mænd på anklagebænken ser ud som almindelige mennesker; hverken monstre eller djævle. Heller ikke synes der at være særlig meget interesse for selve forhandlingen.«
Drakulic er den eneste tilskuer denne dag. Det siges, at der af og til kommer nogle jurastuderende eller pårørende til de anklagede. Journalister kommer kun til åbningen af en ny proces eller til domsafgivelsen. Så er det svært at få en plads.
Endelig er der den langsommelige afhøring af et vidne, hvis dvælen rundt i de mindste detajler er uhyre trættende. »Igen kigger jeg på uret. Der er kun gået en time, men det forekommer mig en evighed, som om tiden i denne retssal går langsommere end udenfor i byens gader.«
Først da Drakulic igen gør sig klart, hvad retssagen i grunden handler om, er hun på ny fuldkommen nærværende. »Blod på væggene? Pludselig ser jeg billedet for mig og begriber, hvad dommeren taler om. 120 fangers død er ikke længere en abstraktion. I dette øjeblik får den tidsrøvende udspørgelse en anden betydning. Da jeg ved enden af denne procesdag betragter de sigtede, forekommer de forandret. Jeg ser ikke længere deres almindelige ansigter, men blodbestængte hænder.«

Ind i mørkets hjerte
Slavenka Drakulic har fulgt mere end én forhandlingsdag ved krigsforbryderdomstolen i Haag. Igen og igen er hun vendt tilbage og har fulgt de forskellige retssager – både de små eller mindre kendte og de fra mediernes perspektiv store, spektakulære mod Slobodan Milosevic eller den tidligere leder af den bosnisk-serbiske Republika Srpska, Biljana Plavsic.
Inte en fluga förnär, som hendes bog hedder i den svenske udgave, er dog langt mere end en skildring af de forskellige processer mod serbere, kroatere og bosniakker, som er anklaget for krigsforbrydelser i forbindelse med borgerkrigen i det tidligere Jugoslavien. I de fleste af teksterne tager Drakulic blot udgangspunkt i disse sager. Hun beskriver de mennesker, som sidder foran hende på anklagebanken, beskriver sine umiddelbare indtryk, tanker og associationer for så at forbinde disse med de sigtedes egentlige historie. På den måde opstår en række intense biografiske skitser, der både fører læseren tilbage til tiden inden borgerkrigen, men også ind i ’mørkets hjerte’.
Det er ligeså intens som fascinerende og gribende læsning. Når Drakulic for eksempel fortæller historien om Drazen Erdemovic, som den 16. juli 1995 havde skudt omkring 70 muslimer nær Srebrenica, er det som om, læseren selv er til stede. Erdemovic var havnet i krigen, fordi han var nødt til at tjene penge for at forsørge sin kone og sit nyfødte barn. Han blev ikke soldat for at forfølge en sag, men fordi den bosnisk-serbiske hær betalte godt.
Derudover håbede han at kunne skaffe de nødvendige papirer, så de alle tre kunne flygte. Efter denne juli-dag var intet dog, som det havde været før. Sammen med sin enhed blev Erdemovic kørt ud til en gård. Ingen vidste hvorfor, men soldaterne undrede sig over den store mængde ammunition og de mange automatiske våben, som de førte med sig.
Efter nogen tid kom den første bus med muslimske mænd, som havde bind for øjnene, og enheden fik at vide, at de skulle likvideres. Erdemovic protesterede, men fik at vide, at han enten skulle skyde eller stille sig op ved siden af fangerne. Da hans enhed sidst på eftermiddagen blev kørt væk fra gården, var 1.200 muslimer blevet skudt, heriblandt gamle mænd og en lille dreng.

Flydende let tyngde
Som nævnt er det lekture af en særlig intensitet. Selv om emnet er tungt, skriver Drakulic flydende let. Hun har en mesterlig sans for komposition og detaljer. Igen og igen formår hun at trænge igennem overfladen og udstille denne borgerkrigs mange tragiske absurditeter, selvmodsigelser og alt for menneskelige sider. Og det gælder både hovedpersonerne og deres håndlangere.
Men Drakulics bog er ikke alene fremragende litteratur. Hendes ambition går langt ud over at beskrive og genfortælle. Hun prøver at forstå – forstå, hvordan det hele i grunden er sket, og hvilke mekanismer der førte til, at mennesker, som under normale omstændigheder ikke kunne gøre en flue fortræd, begik nogle af de mest grusomme forbrydelser, man overhovedet kan forestille sig. Således minder Drakulics bog om Hannah Arendts Eichmann in Jerusalem – A Report on the Banality of Evil.
Begge forsøger at overskride deres konkrete udgangspunkt og nå frem til en almen menneskelig kontekst. »Jo mere jeg beskæftigede mig med enkelte tilfælde af krigsforbrydere,« skriver Drakulic, »desto mindre troede jeg, at det drejer sig om uhyrer. Hvad, hvis de er almindelige mennesker som os, som under bestemte omstændigheder traf amoralske beslutninger? Hvad siger det om os selv? Iagttager man dag efter dag en anklaget i retten, spørger man i begyndelsen sig selv, ligesom Primo Levi, om dette er et menneske.«
»Nej, lyder det forenklede svar. Med hvert sammentræf bliver forbryderne mere menneskelige. Efter nogle få dage, mener man, at kende dem godt. Man iagttager deres grimme eller endog kønne ansigter, deres små vaner: De gaber, tager notitser, kradser sig på hovedet eller renser deres negle, og man må spørge sig selv: Hvad, hvis også han er et menneske? Jo bedre man lærer dem at kende, jo mere undrer man sig, hvordan de kunne begå disse forbrydelser – disse tjenere og taxachauffører, lærere og bønder.«

Hvad skal der til
Jo mere intensivt man begriber, at krigsforbrydere kan være almindelige mennesker, jo mere bange bliver man. Fordi konsekvenserne er mere alvorlige, end hvis de var uhyrer. Hvis almindelige mennesker begik krigsforbrydelser, så betyder det, at enhver af os kunne begå dem.
Kunne begå dem! Men hvad skal der til, før denne almene trussel eller dette potentiale bliver til konkret virkelighed, som det skete i det tidligere Jugoslavien i starten af 1990’erne? Hvad skal der ske for et almindeligt menneske, før det begynder at betragte sine kolleger og naboer som fjender? Hvordan er det muligt, at had, ydmygelse, vold, endog mord bliver til almindelig adfærd?
For Drakulic er svaret entydigt: Det er den forudgående stigmatisering eller »konstruktionen af den anden som hadeobjekt« igennem myter, fordomme og propaganda. Det er samfundets opdeling i ’dem og os’, en slags kontinuerlig homogenisering, hvor den enkelte netop taber sine individuelle træk og egenskaber og udelukkende bliver betragtet som medlem af en gruppe.
»Når en person på den måde er blevet afindividualiseret og gjort til blot en abstraktion, har man friheden til at hade den, fordi de moralske skranker er fjernet. Er det ’bevist’, at fjenderne ikke er menneskelige væsener, behøver vi ikke behandle dem som sådanne,« skriver hun.
Og netop det skete i det tidligere Jugoslavien i begyndelsen af 1990’erne. Drakulic beskriver, hvordan man på det tidspunkt begyndte at holde op med at hilse på sine naboer, hvis de var af anden national eller etnisk herkomst. Ligesom i Tyskland seks årtier inden, hvor det ene skridt tog det andet, blev den ene ’ubetydelige koncession’ fulgt af den næste. Det blev opportunt at se den anden vej, at holde sin mund og at acceptere den nye virkelighed.
»10 år efter krigens udbrud på Balkan må man indse, at vi almindelige mennesker har gjort den mulig og ikke nogle galninge. En dag er vi holdt op med at hilse på vores naboer af anden nationalitet, og den næste dag blev der oprettet koncentrationslejre i vores navn. Vi har gjort dette mod hinanden. Måske er dette en god lejlighed til at overveje, om det ikke er for enkelt at stille 100 mennesker for retten i Haag. Hvad med de andre, som overtog den ideologi, som fordrede 200.000 ofre? Hvis det er sandt, at der ikke eksisterer kollektiv skyld, findes der så kollektiv uskyld? Nej, hele nationen, i Kroatien eller andetsteds, kan ikke være skyldig i krigsforbrydelser. Men hele nationen bærer ansvar for disse krigsforbrydelser, politisk og moralsk. Det er ikke rart at høre, at man var kollaboratør. Men det er nødvendigt at begribe, at dette er et spørgsmål om valg, og at man har valgt forkert.«

*Slavenka Drakulic: Inte en fluga förnär. 199 sider, 239 kroner. Norstedts Förlag. Bogen findes også i en engelsk og en tysk udgave.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her