Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Mikrober i sproget

Jess Ørnsbos nye digte er gode til hvad de kan, men kommer kun glimtvis ud over mekaniseret misantropi
Kultur
20. april 2004

Ny bog
Ca. en gang i minuttet må man, når man læser Jess Ørnsbo, gokke sig selv oven i issen og huske sin træge hjerne på, at digterens personlighed ikke kommer digtet og derfor heller ikke digtlæseren ved. Husker man nemlig ikke på dette, fortaber man sig uvægerlig i spekulationer over, hvorfra den dog kan komme, denne afgrundsdybe menneskeforagt, denne mekaniske misantropi, som digteren pøser ud over verden. Har nogen skubbet til ham på gaden? Har han i tidlig alder oplevet at forlise nøglen til sandkassen eller set sin puddersukkermad uspiseliggjort af urin?
Svaret er som sagt ligegyldigt, selv om man fristes til at tænke, at for at blive så konsekvent og sur en sur-realist må man et eller andet sted huse en hang til romantisk idyl. Så indædt en materialisme som den, Jess Ørnsbo bærer til skue, kan kun skyldes en hård indre kamp med massive metafysiske længsler. Så destruktive digte skriver kun en kræsen skønhedsdyrker. Måske er det denne følsomme sjæl, der i trods stikker hovedet frem i et marts-digt:

kun en enkelt musvit der søger
at file foråret fri
en tung og modvillig jord der
nægter at huske
et lys så stift at skyggerne
knækker

Det er enkelt, stille og smukt. Men det er ikke karakteristisk for Ørnsbo og langtfra typisk for bogen her, som tværtimod stort set holder sig til det ovenfor omtalte højglanspolerede had og derfor frister os til utidig ragen rundt efter mennesket bag teksten.

Hjernens irveje
Inden man dog således læser sig væk fra digtene og i digterens sjæl, bør man som sagt standse op. I stedet for at spørge, hvem han er, må man kigge på, hvad hans digte kan.
De kan for det første og vigtigst frembringe metaforer. Det sker som regel ved original kombination af verbale registre. Vælger man til den ene side ’mennesket og dets følelsesliv’ og til den anden side ’varerne i en butik’, så produceres kombinationer som »glaserede forståelser«, »råsyltede stemmer« og »turistguider til hjernens irveje«. Anbringer man organisk over for uorganisk, får man f.eks. »en ihjelfrossen sok« og højttalere, der brister af bylder, eller indvolde vælter ud af en postkasse. Krop i samspil med tingsverden giver »forsænkede muskler« eller »mobil rødme«. Natur over for samfund udløser »fugle uden tilknytning til
arbejdsmarkedet«.
Ingen kan vel benægte, at Jess Ørnsbo gør storslåede fund, når han kombinere disse og mange andre registre. Man overvældes og imponeres af sådan en kreativ kraft. Men man får, i hvert fald hvis man er mig, temmelig hurtigt åndenød. Efter derfor at have stemt forventningen ned kan man begynde at glæde sig over noget andet og tredje.
Ørnsbos digte er nemlig for det andet vældig skrappe til at aflytte sociale diskurser og fint parodiere dem. Det kan være takt-og-tone-bogens overbepylrende bedreviden: »brug aldrig tandpasta til finere madlavning« formanes der i bogens første digt, »tal altid dannet medmindre / noget andet er bevist / brug altid lyddæmpere på Deres brølere«. Diskursparodien kan også gå på reklamen, sådan f.eks. at hvis DRS står for »de rigtiges stemmer«, kan digteren annoncere:

DRS fås i pilleform
eller flaske
med DRS light er du altid rolig
med DRS plus er du altid
korrekt
Andre kodificerede sprog at massere på og grimassere over kan være brugsanvisning og instruks. Man morer sig herligt og føler sig høfligt hensat til hjernen på en 60’er-radikalist, der stadig læser dagens avis.

Trætter
Endelig for det tredje kan Ørnsbos digte gøre fund af sære mikrober i sproget. Læseren kan i den nye bog møde f.eks. en selvkigger, en bætosse, en lymfedukke, en ormevælter, en trappeslikker, en lommepisser. En sjælden gang sker det oven i købet, at digtet frembringer noget så gammeldags og vidunderligt som et billede, man bagefter kan huske:

en ældre herre render rundt
med pikken i hatten
og hilser
et mærkeligt køn verserer
mellem de afdøde
og de ufødte

Den slags illuminationer hører desværre til undtagelserne. For er der noget, Jess Ørnsbos digte kun yderst sjældent formår, så er det: at forløbe... Deres foretrukne kompositionsprincip er at sætte ting på liste. Intet indre kriterium kan derfor diktere dem deres ophør. De slutter, når musikken er blevet træt. Hvilket naturligvis trætter.

Falsk reklame
Hopla, som den nye bog hedder, velsagtens fordi digteren gentager det samme og det samme trick med ord, som en klovn på akkordløn, bærer undertitlen 99 forskellige digte. Det er ganske enkelt falsk reklame. For digtene reproducerer trofast én og samme livsforsikrede misantropi og kører på de samme inderlig fortærskede æstetiske effekter. Det gør dem for ens og begrænser bogens evne til som helhed at gøre en forskel.

*Jess Ørnsbo: Hopla. 99 forskellige digte. 105 s., 249 kr. Borgen. ISBN: 87-21-02335-2. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her