Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Partiel selvransagelse

Kulturministerens debatbog om de konservatives berettigelse
Kultur
5. april 2004

Ny bog
Man kan mene, at det dog var på tide at Brian Mikkelsen præsterer en eller anden form for lødighed i den løbende og for tiden voldsomme debat om ideologer og værdier. Efter den konservative kulturministers ubefæstede og umodne påstande om fortids lygtepæle og skoleblade glæder man sig over det manifest, som Mikkelsen her har redigeret med forholdsvis rund hånd. Den konservative årstid kalder Brian Mikkelsen samlingen af 17 indlæg, hvoraf mange er læseværdige, enkelte rigtigt gode og resten mindre interessante – et par noget værre.
Brian Mikkelsen har set ret, når han på dette tidspunkt tager fat i sin konservative trosbekendelse og får den grundigt endevendt af fortrinsvis velvillige kritikere. Misforstået kan man mene, det var, om Mikkelsen havde henvendt sig til direkte antikonservative og politiske modstandere. Eller mon? Modstandere af det konservative parti kan også kritisere loyalt. Sagen er den at iagttagere af nogen tyngde og forstand betragter forvalterne af den konservative arv med mere end skepsis i disse år, hvor værdikonservatismen eller den værdifulde konservatisme er ved at blive sønderslidt mellem Venstre og Dansk Folkeparti. Pæne mennesker spørger sig selv og andre, hvornår de gode konservative kommer til og protesterer mod den brutalitet og hensynsløse nedtromling der for tiden sker af væsentlige værdier, værdier som det nuværende flertal af en eller anden årsag ikke fatter eller bryder sig om eller ikke bryder sig om at fatte. I denne proces, nedbrydningen, har Mikkelsen unægteligt sit betydelige ansvar, derfor skal han heller ikke tro sig afladsfrikøbt med denne bog. Så er det sagt.
De af forfatterne i bogen der mest lydeligt tager fat i denne ende af emnet og mere eller mindre giver Brian og parti tørt på er Bjørn Nørgaard og Adam Holm, der begge på hver deres måde efterlyser samvittigheden, visdommen og visionen. Men også Venstres prügelknabe det intellektuelle alibi i Brians parti, udenrigsminister Per Stig Møller, får med en noget rutineskreven og lettere valgpropagandafarvet tekst taget afstand fra hyperliberalisternes kvælertag. Omend han ikke gør alvorlige tegn til at ville vikle sig ud af det og af ministerbilen.

Opgør med Venstre
Det mærkelige er, at den type af konservatisme, den Brian Mikkelsen så åbenbart alligevel repræsenterer med deponeringen af sig selv i denne regering, har meget svært ved at undgå det paranoide og skringre, netop det disse konservative, Venstres værste og Dansk Folkepartis folk altid beskylder deres modstandere for at være. Katrine Winkel Holm mener således, netop skingert og uden solidt fæste i andet end indignertheden, at kulturradikalismen nu heldigvis er blevet odiøs, og at kulturradikale derfor nu flygter fra betegnelsen. For det første er kulturradikalismen ikke blevet spor odiøs, ikke tale om, hvor har hun det fra? Og hvordan vil hun i øvrigt slette denne åndsretning, så diffus og uden grænser og uden organisation den end kan synes, af historien? For det andet må flere, inklusive denne anmelder, stille sig ydmyg an over for betegnelsen, da den netop er historisk betinget, og næppe noget man uden at prale kan sige om sig selv. Men odiøs, nul putte! Hvordan også Winkel Holm får en antiautoritær holdning som Rifbjergs til at være tyranni, kræver tautologiske evner.
De mere statskundskabsprægede eller saglige samfundsfilosofiske afsnit der på konservatismens præmisser forsøger at definere denne på ny, er vellykkede og tankevækkende. Morten Hesseldahls frisindede bidrag: »Farvel til fællesskabet«, Søren Hviid Pedersens korte og kontante: »Hvad er konservatisme?« og Jacob Dahl Rendtorffs glimrende redegørelse for konservativ virksomhedsetik kontra liberalismens fanden tager den sidste mentalitet. Gode tekster.
Man vil i bogen finde mange pluk, hvor forfatterne ruster sig til opgøret med Venstre. Hvornår partiet med disse indlæg som rygstød tør tage det, er så en anden sag. Skal man bruge en af forfatterne, Claes Kastholm Hansen som barometer for udviklingen og Gallup-tallene, bør Mikkelsen og Bendtsen tænke på at rebe sejlene. Kastholm Hansen har sans for vindskift og viser her sin uhyre følsomhed ved den mindste bæven. Han er – velskrivende – på vej igen og mener både det ene og det andet. Fogh Rasmussen kan godt begynde at vogte sig.
Et enkelt indlæg er det uforståeligt Brian Mikkelsen, som i øvrigt er god redaktør, ikke har kasseret. Bo Bjørnvig skriver som vanligt vredt som et såret barn og ordrigt og uforståeligt med store huller i argumentationen. Her burde redaktør Mikkelsen have grebet ind og bedt ham skrive om eller ryge og rejse. Bjørnvig må ikke misforstå disse linjer at anmelderen er stødt over at blive nævnt for det onde i hans artikel. Tværtom er han smigret over det fine selskab. Artiklen er desværre bare noget vås.
Brian Mikkelsen skal have et oprigtigt, uforfalsket og uironisk tak for bogen. Jeg tror at flere kapitler, også de uretfærdigt ikke nævnte, vil kunne indgå i en debat om et vigtigt emne. Selvfølgelig kan man ikke undvære konservatismen. Den kvalitative om man må bede. Måtte Brian Mikkelsen vokse sig yderligere fra det pubertære og bidrage med at føre sit parti tilbage til dén. Gerne inden årstiden skifter og det er for sent, og fanden har ædt nummer sjok.

*Den konservative årstid. Betragtninger og visioner efter 2001. Red. Brian Mikkelsen. 268 s., 248 kr. Forlaget Hovedland

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her