Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Partiet på vej i montre?

Socialdemokratiets idéhistorie med indbygget opsang
Kultur
26. april 2004

Ny bog
Socialdemokratiet, eller Socialdemokraterne, som partiet nu kalder sig i den formelle fornyelsesproces med understregning af individualiteten, marcherer ikke som i storhedstiden naturligt i forreste række med retten til riget i våbnet. Projektet, velfærdsstatens gennemførelse, er for længst fuldbragt, tilbage står forsvaret for det opnåede, konservatismen, fastholdelsen af sejren »ad helvede til – godt«, som daværende forbundsformand Thomas Nielsen sagde. Dette skete ved hans afgang i 1982, da fagbevægelse og parti endnu stod sammen, omend det allerede mere end kneb.
Et par år senere karakteriserede Ritt Bjerregaard med smertelig bramfrihed de ældre satte herrer, der fastholdt sejrens uforanderlighed, som partiets »kustoder«. Ganske vist sigtede hun specielt til Socialdemokratiets sikkerhedspolitikere, men mange, mange flere følte sig med større eller mindre ret truffet.
Siden kan man hævde – og når man ser bort fra den overordnede forpligtelse for et politisk parti til at erobre magten – har socialdemokraterne ledt efter ny identitet og nye formål. Denne proces er fortsat i gang, nu hvor snart sjette generation af socialdemokratiske ledere med Mogens Lykketoft i spidsen, skal forsøge at kombinere det sene velfærdssamfund med den nye guddom: de frie markedskræfter og sværmeriet for de moderigtige liberalistiske frihedsidealer.

Sejre ad helvede til
Viden om hvordan det kom dertil er selvsagt en forudsætning for at fatte omfanget af projektets nuværende besværligheder. I og med at Thomas Nielsen anvendte ovennævnte formulering, skyldtes det jo også at sejren ad helvede til indebar muligheden eller risikoen for at partiet, bevægelsen gik samme vej. Og det var mindre godt.
Det socialdemokratiske menneske, såfremt man kan operere med et sådant, ændredes i takt med samfundets forandring, som igen til stadighed fjernede folket, arbejderne fra sammenholdet og solidariteten, selve cementen i bygningen, de dengang rejste. Når arbejderne og middelstanden
eller småborgerskabet endelig fik eget hus med have, vovse og Volvo, løb fællesskabsfølelsen ud med saunaens badevand, bevægelsen blev historie, familien kom i centrum, de borgerlige dyder sejrede, og kongefamilien blev forbillede. Heri lå dilemmaet, som selvfølgelig også satte sig spor i det tankestof, partiets ledere leverede i tale og på skrift, og som allerede kort efter Krags Fremtidens Danmark bevægede sig mod højre og afsolidariseringen.
Hele dette forløb og meget mere har historikeren Claus Bryld sat sig for at udrede i en velskrevet og oplysende bog. Her er i sandhed alle socialdemokrater og alle med interesse for dansk samfundsudvikling fra de sidste 100 år skænket et skrift med svar på utallige spørgsmål, påviste udviklingslinjer; samt struktur på de strømninger der skabte det klassiske socialdemokrati, udviklede dette i kampårene og etableringsfasen og hensatte det i dyb forvirring og
ikke så lidt af en krise netop nu. Mere end nogensinde har vælgerne brug for et fællesskabsbevidst, humanistisk masseparti til at korrigere hyperliberalisterne, her i landet handelshøjskolevenstres hærgen.
Ingen tvivl om at Claus Bryld også mener det sidste. Hans bog er ikke kun en kritisk og klinisk gennemgang af partihistorien på det idémæssige niveau, men lige så fuldt et indlæg i debatten om Socialdemokraternes og for så vidt også venstrefløjens mål og midler.
Det er således karakteristisk for Socialdemokratiet at dette – med Brylds ord – altid har været nærmest fanatisk demokratisk. Partiet har skabt sine resultater ved de små skridts strategi i samarbejde med de borgerlige – ikke mindst De Radikale. I sammenligning med den nuværende regerings temmelig konsekvente nedtromlen af oppositionen med lovgivning og ligefrem krigserklæringer ved snævre flertal, er dette så at sige utænkeligt i den socialdemokratiske tradition og mytos. Resultatet af denne grunddemokratiske forvaltning af samfundet er selvsagt den udvanding, som til stadighed er blevet opfattet som partiets krise.

Nyt indhold?
Claus Bryld efterlyser i bogens slutning et nyt idéindhold med praktisk sigte, et indhold som ikke blot efteraber Venstres valgspin og tomme slagord. Kunne socialdemokraterne for eksempel, spørger Roskilde-professoren – ikke stille sig forrest i kampen for at opnå den medbestemmelse på arbejdsmarkedet, som ad den vej kan reformere det velfærdssamfund, som ingen i øvrigt mere anfægter. I takt med forbedrede uddannelser, uafbrudt stigende velfærd og al den snak om frihed styres virksomheder og ikke mindst det offentliges arbejdspladser år for år mere enevældigt; er det virkelig meningen at demokratitanken ikke skal udvikles?
Dertil kommer Socialdemokraternes skrabud for en fremmedlovgivning som har meget lidt at gøre med frihed, lighed og brodeskab. Også her venter man – formentlig forgæves – på partiets selvbesindelse i en fornyet og mere indholdsrig idékamp. Sker dette ikke, hvilket heldigvis en helt ny generation lader til at forstå – kan S risikere at havne i en historisk montre for overflødiggjorte partier.
Det er intet mindre end en
inspirerende bog Bryld (igen) har leveret med lange linjer bagud og frem og dyb indsigt i samfundsforskydningerne og interessekampens konsekvenser. Læs den før Deres socialdemokratiske folketingskandidat!
Roskilde Unviersitetsforlag skal generelt have ros for dets udgivelser; der er i tidens løb mange flotte pletskud – også dette. Udstyret i Brylds bog kunne man imidlertid godt have flottet sig mere med. Der mangler ganske enkelt billeder; de få vignetter understreger dette.

*Claus Bryld: Den socialdemokratiske idéarv. 340 s. ill., 298 kr. Roskilde Universitetsforlag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her