Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

En realist anfægtes

Tage Skou-Hansens samlede forfatterskab tages under kyndig behandling i en uegal portrætbog – viden er der nok af, men den mangler redigering
Kultur
15. april 2004

Ny bog
Siden debutromanen De nøgne træer fra 1957 – stadig hans kendteste bog – har Tage Skou-Hansens forfatterskab kredset om besættelsestiden som sindsstilstand og om det danske samfunds udvikling i tiden derefter. I dag må han betragtes som en af de betydeligste realister i de sidste halvtreds års danske litteratur.
Tage Skou-Hansens kendemærke er en eksistentielt tonet samtidsskildring. Blikket på verden filtreres gennem de grunderfaringer en hel generation – hans egen – gjorde sig som børn og som unge i fyrrerne. Det er menneskers valg og menneskers vankelmod, der står i centrum. Og de spor, valgene (eller deres fravær) sætter sig i tilværelsen.
Det gælder for serien af romaner om Holger Mikkelsen, som ung sabotør, som midaldrende sagfører og AGF-fan – skikkelsen blev introduceret i debutromanen De nøgne træer, syvende og foreløbig sidste bind med Mikkelsen som fortæller, Frit løb, udkom i år 2000. Og det gælder for Tage Skou-Hansens andet hovedværk, de fire romaner, der udgør Historier om Aksel (1986-1991).
Nu har Nils Gunder Hansen, litteraturredaktør på Berlingske, forfattet en særdeles omfangsrig bog om det samlede forfatterskab. Den hedder ganske enkelt Tage Skou-Hansen Et forfatterskabsportræt og lyser af viden, analytisk skarphed og engagement. Men den kunne godt have brugt en skrap redaktør i slutfasen.
Det er velkendt, at Tage Skou-Hansen i sine tidligste år blev påvirket af Heretica-digternes omfattende kulturkritik – han var i 1952 og 1953 redaktør af tidsskriftet Heretica. I en fremragende og meget grundig analyse af Skou-Hansens tidligste novelle, tidlige essays og debutroman viser Gunder Hansen, at han nu også var kritisk overfor den tidlige danske modernismes digterkult og alt for abstrakte pessimisme.

Den illegale rus
Samtidig viser han, hvordan De nøgne træer mere grundlæggende tager afstand fra det, Gunder Hansen kalder »den illegale rus«: Den sindsstilstand, som særlige, undtagelsesagtige situationer – besættelsen, forelskelsen, den digteriske skabelse – kan sætte os i.
I disse situationer er den normale moral og reglerne for god opførsel selvsagt sat ud af spillet. Her er større og mere afgørende ting på færde, det er her, de store, eksistentielle valg kommer til syne. Men passer man ikke på, slår rusen om i en ren destruktivitet.
Netop den fare er til stede for fortælleren og hovedpersonen i De nøgne træer, den unge sabotør Holger. Gunder Hansen viser ikke bare, hvor tvetydig en skikkelse han er, men også, hvor tæt han i virkeligheden ligger på dén digterfølsomhed, han inderligt foragter, og som romanen normalt ses som et opgør mod.

I dialog med tiden
Gunder Hansen påviser også, at »den illegale rus« udgør en grundfigur i Tage Skou-Hansens forfatterskab. Derved kan han påpege fællestræk mellem modstandsmanden Holger og den Aksel, der i Historier om Aksel med en for sine venner uforståelig radikalitet melder sig som frivillig i den tyske hær. Også han er tiltrukket af »den illegale rus,« men formår ikke – som Holger – at give afkald i tide.
Andre af forfatterskabets grundfigurer er ifølge dette portræt en stadig dialog med teologen og filosoffen K. E. Løgstrups etik, et (selvbiografisk) opgør med bestemte fader- og moderskikkelser, og et særligt, mikrosociologisk blik.
Læst gennem Nils Gunder Hansens briller bliver det derudover tydeligt, at Tage Skou-Hansen i høj grad er en en anfægtet realist. Det er han ikke bare, fordi han skriver om tvivl og valg, men fordi han som forfatter til stadighed er i dialog med den historiske udvikling omkring sig, fra efterkrigstid til velfærd, ungdomsoprør og en ny politisering. Og fodbold: Tage Skou-Hansen udgiver i 1973 Medløberen, den første danske roman, der har fodbold som sit omdrejningspunkt.
Skønt ambitionen er episk samtidsskildring, sniger tressernes form-eksperimenter og halvfjersernes dokumentarisme sig ind undervejs. Til tider beriger det forfatterskabet, andre gange er dialogen med den litterære samtid ved at overdøve Skou-Hansens egen stemme. I de sidste tilfælde er Gunder Hansen ikke bange for at påpege det.
I det hele taget er Gunder Hansen en ganske synlig og kritisk portrættør. Skønt man nok fornemmer, at Tage Skou-Hansen Et forfatterportræt har karakter af et defensorat – i den nutidige litteraturdebat slår Gunder Hansen ofte og gerne på, at den realistiske prosa er undervurderet af nutidens litterære institution – bortdømmer han rask væk flertallet af Skou-Hansens romaner. Faktisk er det kun en fire-fem stykker af dem, han helt og fuldt kan sige god for.
Nu er der ikke noget i vejen med et normativt og engageret blik, heller ikke i den mere saglige ende af litteraturkritikken. Netop her fungerer det imidlertid mindre godt. Alt for ofte forfalder Gunder Hansen nemlig til en blanding af håndværks-kritik (dette stiltræk fungerer ikke, denne person er flad og unuanceret etc.) og et tonefald, hvor vurderingerne virker blot subjektive.

For lang
Og det generer. I et litteraturkritisk portræt må endemålet være at belyse de bøger og den forfatter, man skriver om. En bedømmelse, der ikke udvider vores forståelse af forfatterskabet, er derfor uvedkommende. Også selvom den i snæver forstand er korrekt. Det skal retfærdigvis siges, at Gunder Hansen enkelte steder rammer lige på kornet. Om Skou-Hansens roman Den hårde frugt fra 1977 siger han således, at denne beskriver halvfjersernes lurende venstre-terrorrisme ud fra de samme modeller, som Skou-Hansen begreb sabotage-grupperne med og med begreber, hentet fra fyrrerne og halvtressernes ’kulturkrise’-debat.
På spil står ikke om Skou-Hansen på nogen måde sympatiserer med den potentielle terror – det gør han nemlig ikke – men at han misforstår den. Og derfor hverken er i stand til at fremskrive overbevisende terrorrister eller skabe en overbevisende handling rundt om dem.
Bag det ligger selvsagt, at Skou-Hansens forfatterskab til stadighed vender tilbage til de samme grundfigurer: Heretica-miljøet, »den illegale rus«, diskussionen med Løgstrup osv. Således – men i denne bog alt for sjældent – kan bedømmelsen også berige forståelsen.
Når man er kommet igennem bogens 440 tætskrevne sider, slår det, at problemet måske ligger et andet sted. Det virker som om, at Tage Skou-Hansen Et forfatterskabsportræt ikke er helt gennemskrevet. I al fald er den for lang. De analytiske guldkorn gemmes mellem på en gang udførlige og ufokuserede handlingsreferater; revl og krat, selv uudgivne manuskripter, behandles med en lige stor grundighed.
Samtidig skæmmes bogen af mærkværdige, talesprogsagtige idiosynkrasier. Gunder Hansen skriver ellers glimrende og letløbende, men at kalde den nazistiske Aksel for en ’scorekaj’ og at erklære, at Tage Skou-Hansen efter debutbogen var »dagens mand i skysovs« er markante stilbrud og ikke for det gode. Desværre er de ikke de eneste.
De virkeligt interesserede vil læse let henover den slags og vil finde masser af interessante, skarpsindige betragtninger i Tage Skou-Hansen Et forfatterskabsportræt. Det ærgrer nu alligevel. Gunder Hansen har skrevet en god bog. Den kunne let have været bedre.

*Nils Gunder Hansen: Tage Skou-Hansen. Et forfatterskabsportræt. 440 sider, 375 kr. Gyldendal. Udkommer i dag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her