Læsetid: 2 min.

Romanforfatter Andersen

Nyt udspil om den evige digter
1. april 2004

Ny bog
Så er det A-dag, 2. april, ja, ikke Slaget på Rheden 1801, men et andet slag: A for Andersen, der lod sig føde fire år senere. Og nu er det 200 år siden på nær ét, men det er nok til, at festen for længst er gået i gang, anticiperet med bl.a. tre nye store bind i jubeludgaven af hans samlede værker, besørget af folkene fra Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, tre røde lærredsbind indeholdende hans seks romaner, efter at eventyrbindene allerede er på plads.
Læseren glædes, reolen sukker ved tanken om, at endnu tolv bind følger som konsekvens af digterens rasende produktivitet, som nu i årene 1835-37, hvor han lagde ud med romangenren, der blev en større succes end de samtidige eventyr. Så meget skulle gennemprøves i alle retninger. Men den store rejse i årene forinden udmøntedes i Improvisatoren med dens glødende, vulkanerotiske lidenskaber fra opholdet i Napoli.

Tegninger
Alt blev til sprog, i dagbøger, breve og fiktioner, hvis det da ikke rejseindtrykkene udformedes i hans yndefulde, kejtede og meget udtryksfulde tegninger, der i stor rigdom illustrerer udgaven. Billedkunstneren vokser for øjnene af en med disse sepiafarvede rids, ligesom Jens Andersens berømmede biografi præsenterede papirklipmesteren.
Hovedredaktøren Klaus P. Mortensen introducerer i et velformet, sammenhængskabende essay romanerne, den uundgåelige konnex til biografien, men med særlig vægt på den tematiske udvikling og respons på samtiden. Han lægger vægt på at vise den originalt nyskabende digter, som med den nævnte Italiensroman skabte den første danske dannelsesroman, endda den første moderne roman, målt med datidens skrivekunst. Skriften harmoniserer dog tidstypisk den eksistentielle konflikt.
Samtidsstoffet er overvældende i næste års O.T., med dens sociale og psykologiske afsløringsteknik. Det er ligefrem moderne med den ellers kritiserede episodiske, detaljerede skildring af det borgerlige liv i selvgyldige genrebilleder, der peger frem mod Herman Bangs metode for indirekte meddelelse frem for moraliseren. Med Kun en Spillemand, der i eftertiden er mest berømt ved Søren Kierkegaards besynderlige nedgørelse af dens hovedperson, som ikke klarer karrieren, møder man her er en tidlig model for naturalismens udviklingsroman, hvor det blev skik, at dannelsen netop mislykkedes. De to baronesser, der først kom i 1848, er kendetegnet ved at have kvindelige hovedpersoner, mens At være eller ikke være lægger op til J.P. Jacobsens Niels Lyhne med analysen af fritænkerens krise. Her blev der virkelig sat problemer under debat allerede 1857.
Andersen var dog ikke til sinds at opgive tanken om udødeligheden og forsagede fristelsen i den vågnende, farlige materialisme. Og trumf satte han på med den sidste myte om kunstnereksistensen i eventyrromanen Lykke-Peer fra 1870, det sidste ideale bud på den skønne, dødelige harmoni, på tærsklen til en ny tid med nye illusioner, som påkaldte Pontoppidans kommentar.
Har man armkræfter nok eller ejer en praktisk læsepult, er her en rødgylden lejlighed til at læse sig glad, forundret og betaget i H.C. Andersens prosa, der her kan så meget andet end det, man møder i eventyrene.

*H.C. Andersen: Romaner I-III. 2. kassette. 1744 s. indb. 1.200 kr. Det Danske Sprog- og Litteraturselskab/Gyldendal, Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu