Se mig! Jeg er en generation!

Ny bog
Enhver barndom har en afslutning. Mange husker, hvor den sluttede – eller i hvert fald, hvornå de indså, at den var forbi. Det kan være banale almene iagttagelser – eller store begivenheder, opbrud eller tab. Astrid Lindgren har beskrevet, hvordan hun selv som stor pige en sommer blev mødt af en gensynsbegejstret ferieveninde, som kom hende i møde og spurgte, om de skulle lege. Lege? Ordet havde pludselig mistet sin magiske og dybe betydning – ikke for veninden, men for Astrid. Da vidste den kommende børnebogsforfatter, at hendes barndom var forbi.
Jana Hensels barndom sluttede, da hun var 13 år og tre måneder. Da faldt Berlinmuren og det samfund, hun var vokset op i til jorden med et brag. Hendes verden var ikke længere den samme, og den barndom, hun aldrig kunne få igen, var samtidig knyttet til en verden, der også endegyldigt var blevet historie.
Det har hun 13 år senere skrevet en bog om – Børn af zonen (’Zonenkinder’). Den udkom på tysk for to år siden og blev en bestseller. Bogens titel refererer til, at DDR i Vesten trods officiel anerkendelse aldrig fik rystet sin status som sovjetisk besættelseszone af sig.
Zonebørnene er den DDR-generation, der var i første halvdel af teenageårene, da Muren faldt. Læseren følger forfatterens første tid i en verden, der forsvinder, forandrer og fornyer sig. Hun oplever, hvordan ’Vesten’ fra at være en abstrakt, næsten mytologisk størrelse bliver overordentlig nærværende og frem for alt ikke den trussel, DDR-opdragelsen havde forsøgt at give hende indtryk af.
Barndommens gade
Bogen tager læseren med tilbage til dengang, verden var til at overskue; på en gensynstur til barndommens gade længe efter genforeningen – og videre ind i den verden, der nu er forfatterens. En verden, hvor hun med fuld fart vestpå oplever at være anderledes end mange af sine vestlige jævnaldrende – fordi hendes forhistorie er hergestellt in der DDR.
Bogen har sine højdepunkter i nogle af tilbageblikkene på DDR-tiden. F.eks stiller en indsamling af genbrugsmaterialer i den internationale solidaritets navn på skolen det halvstore barn i et dilemma: Papir og gamle flasker plejer at være en måde at supplere lommepengene – omvendt går hun jo
NATO’s ærende, hvis ikke hun yder sit til solidariteten, og så kan der måske blive krig, har hun fået at vide. Så det ender med, at lommepengene bliver ofret på solidaritetens og verdensfredens alter.
Morsomt, varmt, og med den halvstore piges begyndende forståelse af, at verden måske ikke er helt, som hun har fået at vide.
I disse glimt er bogen stærk og overbevisende.
Det samme gælder beskrivelserne af, hvordan hun i årene efter Murens fald oplever, at
vesterlændinge har svært ved at acceptere hendes DDR-baggrund som en ’normal’ faktor i hendes liv: Hun har ingen problemer med sin fortid, men vil meget gerne have lov at komme videre – eller bare slippe for at være eksotisk.
Det er i disse skildringer, at bogen har sin store styrke. Jana Hensel er overbevisende, når hun
insisterer på at have haft en tryg barndom. For hende var livet som DDR-barn med pionertørklæde, madpakke og Olsen-banden i fjernsynet ikke undtagelsestilstand, men en hverdag som læseren får et lille indblik i.
Konstrueret
Men bogen er også problematisk. Først og fremmest fordi den med sin næsten konstruerede vi-form postulerer et generationsportræt, som ikke holder. Den generation af DDR-børn, bogen vil tale for, har en tabt barndom af en ganske særlig støbning til fælles. Men ved at gøre vilkår, holdninger, længsler, detailerfaringer, relationer til den ældre generation og perspektiver for den videre færd i livet til et uangribeligt fællesanliggende for alle hendes jævnaldrende, reproducerer bogen en konformitet, som hører bedre hjemme i f.eks. DDR-tiden end i en generation, der står på historiens skuldre og gør krav på fremtiden.
Bogen tegner sine steder et billede af et post-DDR, hvor alle født før starten af 1970’erne er tabt for verden – de ved det bare ikke selv. Det er den slags konstruktioner, der på forhånd besvarer enhver modsigelse eller bare dialog med et: se bare – de ved det ikke selv.
I de passager går der ganske enkelt ’Se mig! Jeg er en generation’-litteratur i den. Det dybt kedsommeligt.
En anden problematisk side er, at bogen i sine nedslag i tiden efter Murens fald ikke gør sig nævneværdige anstrengelser for at skelne mellem, hvad der er specifikt for zonebørnene – og hvad der er alment for en teenager. Det giver sig næsten groteske udslag, som frister til en mistanke om gustne overlæg: Når bogen om de første år efter Murens fald fortæller, hvor rystende det var at opleve, hvor dårlig smag ’vores’ forældre udviklede, er det givetvis rigtigt. Men det behøver man altså ikke at have fået en sammenskvattet Berlinmur i konfirmationsgave for at opleve – det har 13-16 årige oplevet ligeså længe begrebet ungdom har haft en mening.
Eller når forfatteren tænker tilbage og ser på billeder af ’vores’ ungdom, får hun det »dårligt«:
»Usikre, lidt skræmte og altid i det forkerte tøj. Vores blik afslører, at vi jo egentligt bare gerne ville gøre det rigtige. Men det lykkedes ikke.«
Det er en præcis beskrivelse af, hvordan det er, når stemmen er i overgang og håret helt forkert – men specifikt for Jana Hensels generation er det altså ikke. Hun overvejer, om hun, når hun engang skal fortælle sine børn om ’vores’ ungdom, simpelthen skal vælge at springe de år over og gå direkte til 20’erne. Skal vi grine eller græde her? Come on.
Letfordøjelige svar
Det er interessant at læse, hvad forfatteren mener om sig selv og verden, fordi hun skriver og reflekterer godt og begavet. Der er et stort og udækket behov – især i Vest – for alsidig litteratur om, hvad DDR og tiden efter gjorde og gør ved de mennesker, der havde DDR som givent livsvilkår. Men det er irriterende at skulle påduttes et generationsportræt, som i bedste fald kun dækker den del af den østtyske middeklasseungdom, som har vundet i systemlotteriet og er kommet helskindet over på den anden side af murlinjen.
Bogens mange letfordøjelige svar appellerer sikkert til den ofte forudsætningsløse vestlige læser. Men den nysgerrigt vidende, der evt. selv har faneeden i skolegården, smagen af Mülhäuser Pflaumenmus og mønterne af letmetal klingende i hukommelsen må indimellem føle sig befamlet og uberettiget taget til indtægt. Og det er ikke særligt sympatisk.
Desværre ligger bogens danske oversættelse under for den kendsgerning, at punktummer stadig er rationeret i Tyskland. De sætningspaladser, som gør tysk præcist, nuanceret og nogle gange helt uforståeligt, er gengivet for direkte og uformidlet. Forfatterens noter, som er en blanding af fakta og uddybende meningstilkendegivelser, er i den danske udgave suppleret med en noter fra oversætteren – men desværre med fejl og misvisninger, som f.eks. at Sozialistische Einheitsparti Deutschlands var DDR »eneste tilladte« parti. Fire andre (liberale og borgerlige) partier havde forfatningssikret plads i parlamentet. Ikke at de bare teoretisk anfægtede SED’s magtmonopol – men illegale var de ikke.

*Jana Hensel: Børn af zonen. Overs. Astrid Heise Fjeldgren. 171 s., 199 kr. Aschehoug. Udkommer i dag