Læsetid: 5 min.

Skumfidusens spontan-etik

Kirsten Hammanns nye koncept-roman er bare bundirriterende, men på den fede måde
27. april 2004

Ny bog
Egentlig skulle Søren og Mette have været sammen altid. For de havde det bare fantastisk sammen, var uadskillelige, følte at de havde kendt hinanden hele livet og simpelt hen var bestemt for hinanden.
Så kom der nogen i vejen med en slæde. Eller rettere: nogen (de får aldrig at vide hvem) malede deres ruder sorte, den ene gang efter den anden.
Nu, seks år efter, sidder Mette alene tilbage i den fine lejlighed i Frederiksstaden, København, Danmark, Europa, Verden, Jorden, Universet... Hver måned går der 15.000 ind på hendes konto, så selv om hun faktisk er kunstmaler, kan alle hendes dage gå med snart sagt ingenting.
Hun glor på tv hver aften, uanset hvor dårlige programmerne er. Læser dameblade i stedet for såkaldt lødig litteratur. Hører P4 og partymusik i stedet for Van Morrison, som hun ellers holder så meget af. Hun spiser slik, meget slik (den fuldstændige liste ville fylde halvdelen af anmeldelsen), går op i mode og mad (den komplette
liste over mærker og produkter ville fylde den anden halvdel af anmeldelsen). Ellers registrerer og kommenterer hun alt, hvad der sådan lige nu passerer igennem hendes hoved, i en slags transponeret og lempeligt fiktiviseret dagbog.

Frihed i skriften
Om eksmanden Søren hedder det, at hans succes som forfatter skyldes, at han kan skrive »den alvidende fortællers historier«. I modsætning hertil berettes Fra smørhullet af en uvidende eller afglidende fortæller. Rent formelt holdes teksten i traditionel 3. person, og tilsyneladende respekteres den sædvanlige distance mellem den implicitte fortæller og den iscenesatte hovedfigur, bl.a. ved at fortælleren undertiden henvender sig til læseren bag om ryggen på Mette, men jeg opfatter primært denne ydre form som en binding, forfatteren har pålagt sig selv for at nå frem til en frihed i skriften, friheden til at beskrive dén lille, snotdumme, barnligt selvoptagede, impulsivt reagerende, menneskefjendske, åndssvage, let genkendelige kolde skid, der bor inde i os alle, og som vi derfor nemt kan identificere os med.
Jeg skal ikke nægte, at jeg ind imellem er blevet irriteret på den flom af banaliteter, trivialiteter, halve tanker og uforløste små påfund, der udgør romanens tekst, men jeg er på den anden side fuld af respekt for romanens hele
eksperiment, som består i at spørge, hvad der mon sker, hvis man bliver på overfladen. Hvad kommer der frem, hvis man isolerer og afsocialiserer et enkelt menneske, lader det lukke sig om sine umiddelbare behov og så, lige så farligforsigtigt, lader personen undre sig over alt det, vi ellers går rundt og tager for givet? Svaret er i første omgang: en selvkredsende narcissist, men dette svar er ikke det eneste, bogen har at sige om Mette.

Mette Marabou
Kirsten Hammann lader et sted Mette have læst forfatterens egen gennembrudsbog Vera Winkelvir (1993):
»Når hun var vild, hed hun Vera Vild, og når hun var gal, hed hun Vera Vanvittig eller Vera Vredere og Vredere. Mette kan man højst kalde Mette Normal, og det er der ikke engang et sjovt bogstavrim i.«
Det ligner unægtelig en opfordring til os læsere om at gå ind og lege med. Så her kommer nogle forslag. Når Mette er allermest dagligdansk, hedder hun Mette Middelklog. Når hun spilder tiden foran tv, hedder hun Medie-Mette. Når hun handler ind i Magasin, kalder vi hende Mette Mode, og når hun æder slik og vi er ved at brække os, hedder hun Mette Marabou.
Mindst fire steder leger Kirsten Hammann med den nærliggende tanke, at Mette er person i en roman, og forestiller sig, at »så skulle hun eddermame kastes ud i nogle konflikter, der kunne sætte hendes toleranceevne på spidsen«. Dette sker imidlertid aldrig, ironiens distance bruges ikke til noget, eller vi kan (mere tekstanalytisk) sige, at ironien aldrig tildeles en basis. Hvad vi i stedet får, er en gennemført ‘flad’, ikke-indsigtsophobende og ikke-metaforisk fiktion, hele tiden henvist til at begynde forfra.
»Det må være muligt at fortælle en historie, der i sin form er tro mod indholdet,« skrev Kirsten Hammann i forgænger-bogen Bruger De ord i kaffen? 2001. »Hvis historien er kaotisk, burde formen måske også være det.« Fra smørhullet repræsenterer endnu et originalt og konsekvent forsøg i denne retning.

Den druknende mand
Som formeksperiment bliver romanen i mine øjne dog også lige et nummer for principiel: et stykke æstetisk ideologi, udskrift af en lærebog i fragmenteret postmodernisme. Men jeg hæfter mig samtidig ved, at forfatteren ind i sit lidt for teori-korrekte koncept faktisk får føjet en vedkommende diskussion af, hvem vi er, og hvor vi er i verden. Uden at forfalde til billig moraliseren gør hun Mette i Smørhullet uden krige og naturkatastrofer til en gyldig repræsentant for en inderlig retningsforvirret eksistens af i dag. Ikke for ingenting er Mette midt i sin egoisme udstyret med, hvad der meget smukt kaldes et hjælpsomhedsrefleks, og at hun aldrig kastes ud i konflikter, der kan sætte tolerancen på prøve, er faktisk ikke helt rigtigt, eftersom hun da prøver på at redde en hel mand fra at drukne!
Denne og andre spontant-humane passager er ganske vist - som romanen som helhed – helgarderet med ironi. Men efterdi denne dobbeltbevidsthed nærmest har karakter af en standardrefleks og ikke viser hen til nogen højere kynisk bevidsthed i værket, må jeg formentlig som læser gå ind og selv vælge, hvad det egentlig er for en bog, jeg har læst:
Det er for mig en kritik af den, der ved, hvad det rette består i, uden at kunne gøre det. Den roman måske, som Inge Eriksen ville have skrevet, hvis hun havde været født i 1965 og ikke i 1935.
Ligesom hendes roman Citrontræet fra sidste år balancerer Fra smørhullet på en æg mellem på den ene side et liv uden lidenskab og på den anden side en retningsløs vrede, og et eller andet sted har man det godt med, at Kirsten Hammann overlader det til sin læser at finde ud af, hvad man skal stille op med den uro: Om vi kan bruge bemeldte vrede eller bare fylde os med flødeboller og skumfiduser.

*Kirsten Hammann: Fra smørhullet. 270 s., 275 kr. Gyldendal. ISBN: 87-02-02738-0. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu