Læsetid: 8 min.

Sørensen om Andersen

Villy Sørensens skrifter om H. C. Andersen sætter høje standarder for tanker om eventyrdigteren
15. april 2004

Ny bog
I et bidrag til en engelsksproget præsentation af dansk litteratur fra 1982 stillede Villy Sørensen spørgsmålet, om en nations store forfattere er særlig karakteristiske for nationen – det var jo nationalfilologiens påstand – eller om de ikke snarere er de mindst karakteristiske, og om det netop er »derfor de har kunnet appellere til en større verden?« Spørgsmålet kan selvfølgelig ikke besvares én gang for alle, men at stille det er allerede at stille nationallitteraturen ind i en større sammenhæng, og den har H. C. Andersen mere end nogen anden dansk forfatter stået i siden sine egne dage. Andersen kunne heller ikke selv besvare spørgsmålet. De grønne øer var hans »hjertes hjem hernede«, men han rejste mere end de fleste andre i samtiden, og skønt han længtes hjem, når han var ude, havde han det ofte bedst, når han var borte fra fædrelandet. Både således og på mange andre måder legemliggjorde han den – romantiske? moderne? – spænding eller endog splittelse mellem det forhåndenværende og det ønskede, mellem virkelighed og utopi. Den spænding kan der være grund til at fastholde og vurdere positivt i en tid, der ligesom hønen og katten i »Den grimme Ælling« kun vil acceptere dem, der er ligesom de selv, eller som sneglefar i »Den lykkelige Familie« foretrækker at sige: »Der er ikke noget udenfor« – det være sig i økonomi, politik eller åndsliv.

Kejserlig dragt
H.C. Andersen er fyldt 199 år, og der er ikke længe til den helt store fest. Den kan man godt have sine bange anelser om, og desto gladere er man for, at der allerede forinden sættes en standard for fornøjelserne. Vi har fået Jens Andersens store biografi, og vi kan nu genopfriske en række af Villy Sørensens mindre, men centrale bidrag, der er udvalgt, redigeret og forsynet med efterskrift af Torben Brostrøm.
At H. C. Andersen er en af Villy Sørensens vigtigste litterære aner, har man altid vidst, og Sørensen lagde ikke skjul på det. Måske var det derfor, at han kun en enkelt gang skrev længere om Andersen: Den kritiske analyse af hans romaner i Hverken-eller (1961). Inspirationen fra Andersen blev omsat til egen digtning, undertiden også i direkte dialog med forgængeren som i En glashistorie, hvis begyndelse er en omvending af begyndelsen af Snedronningen: Så godt har troldspejlet virket – ikke kun på Villy Sørensen, men på verdenshistorien. I 1960’erne var det blevet endnu vanskeligere end i 1840’rne at give historierne en positiv slutning.
Og de positive slutninger hos Andersen betragtede Villy Sørensen med nogen skepsis, især i sin ungdom. Var de ikke trods alt lidt påklistrede? I hvert fald understregede han ved flere lejligheder, at ikke alle Andersens eventyr ender lykkeligt, og han var oprindelig heller ikke selv mest optaget af dem, der gør det. Ikke desto mindre var det Villy Sørensen, som overtalte Eigil Nyborg til at indarbejde en analyse af Nattergalen i sin bog om Den indre linie i H. C. Andersens eventyr fra 1962. Her var i hvert fald et, og måske det eneste, eventyr, hvis lykkelige slutning virkede ægte i den forstand, at konflikterne ikke blev fejet til side til slut, men foldet ud, lyst igennem og overvundet. Nattergalen, der kommer og flyver, som den vil, kan ikke »bygge og bo på slottet«, for den har hjemme i et land, der er lige så ubekendt som det, døden bærer barnet til i Historien om en Moder. I begge tilfælde accepterer mennesket, at der er noget uden for det: Moderen vil ikke gøre sig til herre over sit barns liv, og kejseren kan slet ikke gøre sig til herre over noget, for han er syg til døden, indtil han hører nattergalen. Men da han så har hørt den, kan han til gengæld regere igen – en pointe, som sjældent kommer med i betragtninger over Nattergalen, og som Villy Sørensen i øvrigt heller ikke nævner. Da tjenerne kommer for at se til deres døde kejser, står han dér »i sin kejserlige Dragt, som han selv havde iført sig...«

Stolte bravourarier
For nattergalen er ikke blot »natur« i den sentimentale forstand, at den er naiv og oprindelig og fjernt fra al civilisation. Vist er den ikke prangende, men dens stemme er det, og Villy Sørensen citerer i en artikel fra 1980 Andersens bemærkning om, at »Nattergalen har just italienske Manerer; det meste er Triller og Løb med Stemmen, den klager slet ikke, den synger af fuld Hals sine stolte Bravourarier.« Ikke for ingenting betonede Sørensen allerede i sine tidligste kommentarer til Andersen dennes intellektuelle skarphed som en del af talentet, ikke mindst fordi det var en del af hans eget.
Hos Andersen blev det ofte overset til fordel for en opfattelse af ham som manden med det gode hjerte (som allerede Søren Kierkegaard sagde det), hos Sørensen blev det til gengæld altid fremhævet som hans omtrent eneste talent, og man kunne glemme den varme, der også var i det stærke lys.
Nok er det nemlig nødvendigt at afsløre falskhed og hulhed, »men hvis slet intet kan stå for det kritiske blik, bliver jo kun den store tomhed tilbage i det ydre og den store kulde i det indre,« står der allerede i efterskriften til udvalget af Andersen-eventyr i Gyldendals Bibliotek fra 1965. Men det gælder også, som der står samme sted om eventyret Skyggen: »Den sygdom: at se alt for godt, trives så godt sammen med den sygdom som den lærde mand lider af: kun at ville se det gode.« Jo mere man ser bort fra det onde, desto nemmere har det ved at brede sig. Men er man alene optaget af det, har det allerede sejret.

Jeg elsker
Hvis der er en »indre linje« i Villy Sørensens beskæftigelse med H. C. Andersen – for meget blev sagt allerede tidligt – er det den at vise stadig større forståelse for personen. Selvfølgelig er Sørensens sans for det »aparte« til stede fra første færd, men han er i sine første kommentarer kritisk over for Andersen for ikke at have brændt det private slagger væk og være nået frem til det almene. Det nås i de bedste eventyr, men det nås ifølge Villy Sørensen ikke i samme grad i romanerne. Biografiske forklaringer på digtningen havde ikke hans sympati, og bl.a. derfor følte han sig en tid lang tiltrukket af de C.G. Jung’ske fortolkningsmodeller, der ikke kun ville forklare kunsten kausalt, men også finalt: ikke kun se den som udtryk for traumer, men også og især som arbejdet med dem med henblik på at overvinde dem i stedet for at konservere dem.
Imidlertid tages meget af det biografiske lige så stille til nåde i de senere bidrag, og det kan man godt se i sammenhæng med Villy Sørensens egen biografi – og i øvrigt genkende som typisk for andre end ham. Nok skrev han ikke sit eget livs eventyr med eller uden digtning, men han udgav dog tre bind af sine dagbøger, og han viste en uskrømtet interesse for og sympati med H. C. Andersens, som han skrev om, da de var blevet udgivet (H. C. Andersen til daglig, 1981). Forklaringen ligger i og for sig lige for: Hvis man som Villy Sørensen væves ind i sin samtid, har dens problemer »i blodet« (som han skriver om De to Baronesser), og endda har fået en vis betydning for den, – ja, så bliver ens egen biografi en del af historien, og så kan det også forekomme rimeligere at acceptere den som grundlag for historierne. I Sørensens genfortælling for børn af Andersens liv, En ensom fugl (2000), som – rimeligt nok – ikke er med i Brostrøms udvalg, kan man om Jenny Lind og H. C. Andersen læse: »Andersen skrev digte til hende. Da hun var rejst fra København, skrev han sit eventyr Nattergalen. I sin dagbog skrev han: »Jeg elsker.«

Folkets visdom
Naturligvis fortolkes eventyret heller ikke her som noget, der alene handler om Jenny Lind, men forbindelsen mellem biografi og værk anerkendes mere uforbeholdent end i de tidlige analyser, hvad man kan se ved at sammenligne ovenstående med de i udvalget optagne passager fra Digtere og dæmoner (1959).
Der er utvivlsomt en sammenhæng mellem dette og Villy Sørensens stigende anerkendelse af Andersens »tro på meningen« (1995) – som så til gengæld kun helt er gyldig, når den også er anfægtet. Og mens Sørensen i sine tidlige skrifter mest skrev om »mennesket« i tredje person, kunne han i efterskriften til Vintereventyr (2000) tale helt ubesværet om »vi mennesker«, og det skyldtes ikke kun, at den såkaldte målgruppe for denne efterskrift var en anden end for de tidlige kritiske skrifter.
I anmeldelsen af Nyborgs Andersen-bog fra 1962 står der om slutningen på Den grimme Ælling: »Dog kan man – som allerede Brandes – sætte spørgsmåltegn ved den lykkelige slutning«. Men i 1995 lader Villy Sørensen Brandes være alene om spørgsmålstegnet: »Georg Brandes havde svært ved at tilgive ham slutningen«, og i eget navn skriver han: »Med Den grimme Ælling fandt han, om end ikke én gang for alle, troen på sin egen lykke.«
Der var ingen endegyldige løsninger, og Andersens blik vedblev at være skarpt. Men der var heller ikke en endegyldig umulighed.
Torben Brostrøm peger i sin efterskrift på netop dette som karakteristisk også for Villy Sørensen, som med al sin problembevidsthed også »tændte på den optimisme, der ligger i folkenes visdom,« og bl.a. af den grund oversatte alle brødrene Grimms eventyr, og Brostrøm nævner »barnlighedens frie adgang til sprog og sanser, simpelhedens uimodståelige logik og eftertankens suveræne kombinationsevne« som fælles for Andersen og Sørensen. Som i andre sammenhænge kan man udmærket begynde med efterskriften, men man kan også gå frem efter næsen og vil så begynde med Henning Sørensens forord, som redegør for baggrunden for denne lille, men væsentlige bog.

*Villy Sørensen: Sørensen om Andersen
Forord af Henning Sørensen. Redaktion og efterskrift af Torben Brostrøm. 168 sider 148 kr ISBN: 8702028824. Er udk.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu