Læsetid: 4 min.

1919

Storværk om året der mere end noget andet satte århundredets europæiske dagsorden
10. maj 2004

De, der ikke kan huske fortiden, er dømt til at gentage den, sagde filosoffen George Santayana og advarede dermed mod historieløsheden. Denne morale kan umiddelbart tolkes af citatet der også kunne stå som motto for Margaret MacMillans nye storværk Paris 1919.
Margaret MacMillan er historiker med hjemsted ved Toronto Universitets historiske fakultet og tillige oldebarn af en af hovedaktørerne i 1919, nemlig den britiske premierminister Lloyd George der spillede en fremtrædende rolle i fredsforhandlingerne i Versailles. Familieskabet har dog næppe haft betydning for MacMillans idé og intention om at tage
Europas og Verdens formentlig mest skæbnetunge enkeltår under grundig behandling.
Emnet er kort sagt afslutningen af Første Verdenskrig og udmøntningen af freden i de mange aftaler og traktater. Den biografiske forfatternote vidner blot om hvor nær, vi trods alt står på den tilsyneladende nu så fjerne historie. Folk der afviser disse umiddelbare kronologiske og andre sammenhænge eller rent ud afviser at fordybe sig i dem – ved for eksempel at læse en omfattende bog som Paris 1919 og eventuelt blive en kende klogere, har stemplet sig selv som postmodernistiske ignoranter uden chancer for at fatte, hvad siden skete og dermed begribe grundlæggende forudsætninger for nutiden.
Dette hjertesuk må nødvendigvis omfatte fanatiske hjemlige modstandere af den europæiske bestræbelse på forening og fred. Her finder man ikke sjældent folk – ingen nævnt ingen glemt – i hvis uvidenhed det er svært at finde huller.

Nationalismens forbandelse
1919 og ’verdensregeringen’ i Versailles, som konferencen rent faktisk udgør i et lille års tid, grundlægger oven på katastrofen 1914-18 så at sige resten af århundredets forløb op til og på den anden side af Murens fald.
Dermed ikke sagt at det på nogen måde vil være rimeligt, som MacMillan påviser, at lægge skylden for tragediens anden del så ensidigt på datidens aktører, som det ofte er sket. Disse politikere og embedsmænd bestræbte sig i høj grad på freden og på de langsigtede løsninger. Det er således korrekt at fremhæve, som forfatteren også gør, at en Hitler næppe var blevet pacificeret af en Versailles-traktat tilrettelagt med større generøsitet over for tyskerne. Den nazistiske førers krav havde fortsat været overherredømmet, Lebensraum i øst og den europæiske jødedoms udryddelse, i og for sig ikke noget der havde med Versailles at skaffe. At skyde skylden for de senere diktaturer og Anden Verdenskrig på præsident Wilson, Clemenceau,
Orlando og Lloyd George, som det siden har været på mode, er ydermere ensbetydende med at frikende aktørerne og folkeslagene for det utal af misgerninger, politiske og militære, fra 1919-1939, der i sidste ende fik freden til at bryde sammen.
Nationalismen og chauvinismen var til stadighed den store skurk, den altomfattende forbandelse i spillet. Første Verdenskrigs lidelser i skyttegravene havde ikke kureret visse folk og deres politikere for denne plage, tværtimod. Men Versailles gjorde på den anden side, hvad konferencen kunne for at inddæmme de værste udskejelser som følge heraf og skabte blandt andet et internationalt forum, Folkeforbundet, med svage, alt for svage bestræbelser på en overordnet orden – eller noget lignende.
Det gik som bekendt galt, beføjelserne stod ikke mål med hensigterne. Men heller ikke dette var hovedaktørernes fejl, og man kan roligt sige at disse tiltag og initiativer og erfaringerne man høstede fik afgørende betydning for det internationale samarbejde efter Anden Verdenskrig.

De store svigt
1919 og Versailles-konferencen er i mange fremstillinger og i traditionen blevet behandlet med overfladisk og overbærende foragt. Tænke sig at de dengang ikke så klarere! Men de så sådan set meget klart, løste en hel række problemer, deriblandt det utålelige Slesvig-spørgsmål, hvor man endeligt fik lavet en ordning, meget lig den danskerne fik stillet i udsigt i 1863, som var den eneste rimelige, og som vel at mærke fortsat holder.
Hvor det helt store svigt skete var i konferencens kejthåndede dispositioner i Mellemøsten, som jo mildt sagt fortsat er en krudttønde, samt pudsigt nok i Irak. Forskellige folkegrupper, stammer kan man sige, blev her uden dybere indsigt i lokale forhold æltet sammen uden andet bindemiddel end diktatet fra Versailles. Det viste sig at blive en langtrukken katastrofe.
En hel række forhold opremser MacMillan, skulle have været anderledes for at Versailles var lykkedes. Hvis nu – så ville... Og sådan kan man selvsagt ikke opfatte historien. Fredsaktørerne dengang måtte og kunne kun forholde sig til den virkelighed som Første Verdenskrig havde skabt. Den kompleksitet dette i sig selv betød, har MacMillans bog overbevisende og overbevisende klart
fat i. Man læser den ikke let og ligetil, og slet ikke i sengen, den er tung, og den kræver koncentration gerne med en udbygget kronologisk liste i nærheden. Men læsearbejdet er umagen værd. Mange folk, der tror sig kloge og oplyste nok til at udtrykke visdom om Europa og verdens væsen, kunne have godt af at tage en tur med Margaret MacMillan ved hånden. Stærkt at forlaget tør binde an med en sådan i øvrigt vel oversat moppedreng.

*Margaret MacMillan: Paris 1919 – Da Den Store Krig sluttede. Oversat af Allan Søndervang. 576 s. ill., 449 kr. Borgens Forlag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu