Læsetid: 5 min.

En bevægelig ruin

Niels Franks nye monstrum af en bog imponerer og forliser på én gang -–og viser, at fire linjer kan det samme som 420 sider
28. maj 2004

Ny bog
På side 97 i Niels Franks nye monument af en bog finder man en kort tekst, benævnt »Forord«. Den starter sådan her: »Ingen siger, man behøver at læse en bog fra ende til anden. Eller skrive den fra ende til anden. Andre måder findes: bogen kan sammensættes af en række småtekster, som ikke kender til hinanden eller, hvis de gjorde, ikke ville kendes ved hinanden.«
Senere på samme side præsenteres man for muligheden af at skrive indefra og ud, at skabe en bog ud af stadigt mere ufærdige genskrivninger af tidligere tekster. Eller man kunne skrive en bog, hvis tekster svinger »pendulagtigt ind og ud af værket.«
Hvilke passende beskrivelser af Niels Franks nye udgivelse, tænker man så, og hvor passende, at man finder dem placeret nærmest tilfældigt inde i bogen. De lidt over 400 sider i Første person, anden person er nemlig fyldt – hulter til bulter – med radikalt forskellige tekster i radikalt forskellige stadier af færdighed.
Ingen enhed her, tak, men en villet stritten til højre og venstre.
Der er essays om digtere og kunstnere fra det 20. århundrede. Der er aforismer, poetologiske lynglimt, dagbogsnotater, refleksioner om digtning og digtere, forelskelse, ensomhed, begær og grænser og meget andet. Der er kortprosa og enkelte digte, der er pasticher og optryk af breve, angiveligt skrevet af Niels Franks mor engang i 70’erne. Der er fotografier af senge, Niels Frank har sovet i.
Mange af teksterne er nye, andre stammer fra tidsskrifter, atter andre er optrykte og voldsomt omskrevne udgaver af prosastykker fra de tidligere bøger Yucatan (1993) og Livet i troperne (1998). Til gengæld er en række af de stærkt polemiske indlæg, Niels Frank har bidraget med i den offentlige litteraturdebat, ikke taget med. Også det er et signal, vel: Som tidligere leder af Forfatterskolen har Frank aftjent sin litteraturpolitiske værnepligt. Nu gælder det noget andet.
Eneste fællestræk for disse tekster er en særlig, rastløs energi, der altid har kendetegnet Niels Frank på skrift, en kombination af skriftens lethed og tankens tæthed. De er desværre også fælles om at skabe en snigende træthed hos læseren, en følelse af sand under fødderne, af et projekt, der er ved at mislykkes eller går i tomgang, hvilket i Niels Franks tilfælde nogenlunde er det samme.

Tænker med kunsten
Det sidste vender vi tilbage til. Det skal nemlig også med, at Niels Frank undervejs i Første person, anden person får leveret en serie af fremragende essays om moderne kunst, litteratur og musik.
I disse udlægger han han skikkelser som Francis Bacon og Marcel Duchamp, men gør også mere end det: Han går i dialog med dem, tænker med og gennem deres værker. Anliggendet er til stadighed en skærpet forståelse for kunstens og eksistensens betingelser. Og den
røde tråd forestillingen om, at kreativitetens (og læsningens, og livets) ekstase i sig selv er steril og monoton. Den må udfordres – ikke udefra, men indefra – af et kritisk, analyserende blik.
Det gode værk bærer sporene af det stadige skift mellem skabelse og tanke i sig som en virren, en uro. Det dårlige stivner i selvtilfredshed, som det fremgår af følgende aforismer om dårlige digtere, hentet fra afsnittet »Portræt med en vis sandhed« – titlen viser vel også, at det ikke kun er kunsten, men livet, der diskuteres:
»Han er en dårlig digter: han beundrer sit eget talent, forkæler det, klapper det ustandselig på skulderen. De to har det bare så godt sammen.« Og senere: »Han er en dårlig digter: han har ikke gjort sig poesien begribelig, begrebslig, han har ingen kølighed, ingen kynisme. Han er ensidig.«
Andetsteds, i essayet om Francis Bacon, formulerer Niels Frank sin fordring som en stadig støj i værket, der kan stamme fra såvel tankeprocessen eller fra sammenstødet mellem kunst- og livsværk. Også det er måder, hvorpå »værket ikke er i stand til at afgrænse sig som kunst,« som det hedder.

Ingen spænding
Man må antage, at lignende tanker ligger bag Første person, anden persons egne blandinger af genrer og tonefald. Her udfordrer liv og kunst hinanden: Sobre og gribende, men også afslørende dagbogsnoter om moderens død står side om side med analyser af avantgardens natur.
Hvorfor fungerer det så ikke? En forklaring kunne ligge i kompositionen, en anden i de enkelte teksters beskaffenhed. Det er således ikke nok at sætte radikalt forskelligartede tekster op ved siden af hinanden; man må også kræve, at sammensætningen får dem til at belyse og udfordre hinanden.
Det sker alt for sjældent i Første person, anden person. I stedet står dens afsnit som intellektuelle tinsoldater, ret op og ned: Det, der skulle have været en virrende heterogenitet, ender som et eksempel på det forskelligartede fremvist som en slet monotoni.
Det betyder så, at de grænser, der ligger i Niels Franks egen, bevægelige tanke, bliver tydelige for læseren. At denne bog nærmest monomant kredser om eksistens og æstetik skal ikke ligge den til last, men må blot konstateres. Når Første person, anden person så bevæger sig ud i et større, socialt og historisk rum, sker det i øvrigt gennem de æstetiske begrebers optik, hvilket aldrig er heldigt: At sige, at nazismens største synd var dens entydighed, er hverken dybsindigt eller synderligt smagfuldt.
Læser man derimod Første person, anden person som en samling af enkelttekster, bliver det tydeligt, at kvaliteten er for svingende. Der er fremragende essays. Der er også glimrende aforismer og masser af andre gode ting. Og så er der en hoben af tekster, der kører på en art
essayistisk frihjul. Og en samling af pasticher, hvor tanken går i stå til fordel for en helt udvendig exces i stil og stavemåder.

Enkelte linjer
Ironisk nok er det i de få helt regelrette digte, der er optrykt i Første person, anden person, at Niels Franks fordring forløses bedst. Her tages tråden fra hovedværket Tabernakel (1996) op, her folder selvkorrektioner og mulige ræsonnementer sig ud og i med en svimlende hastighed. Det giver plads til snart sagt hvad som helst, inklusive et hurtigt billede på menneskets samstemmen med verden omkring sig:
»Men hvor naturligt alting dog kunne se ud/ ved at minde om alt andet: på bagtrappen blinkede lyset/ og jeg fulgte dets rytme. En opgave for mennesker,/ ville jeg sige. Muligvis den eneste.«
Muligvis: Selv når man falder hen i en nærmest sløv meditation, er tanken, overvejelsen, de nye muligheder til stede. Fordringen om en litteratur, der udfordrer sine egne grænser, kræver ikke et monument, men en bevægelighed i tanke og sprog, som Niels Frank kun behøver enkelte linjer for at udfolde.
Men det er ikke det, Første person, anden person, vil. Denne bog er nok tankevækkende, stedvist gribende, men alt for ofte bare kedelig. Mest af alt er den udtryk for en imponerende, men uforløst ambition. Den er en ruin i bevægelse, javel, men stadig en ruin.

*Niels Frank: Første person, anden person. 420 s., 349 kr. Samleren. ISBN 87 568 1758 4. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu