Læsetid: 4 min.

Efter drabene

Med ’Hej Nostradamus!’ har Douglas Coupland langt om længe skrevet en moden roman, der vedrører andre end slackere og sociologer
4. maj 2004

Ny bog
Der er pokkers til forskel mellem at fange tidsånden og at halse hæsblæsende efter den. Den canadiske forfatter Douglas Coupland (f. 1961) gjorde det første så det battede med sin debutroman Generation X (1991). En på overfladen ganske simpel fortælling om fire overuddannede amerikanere i 20’erne med tilfældige McJobs og bagagen fuld af røverhistorier, traumer og kvikke popreferencer – og en bog, der for mange vesterlændinge står som et af de tidlige 90’eres vigtigste kulturelle pejlemærker i selskab med Nirvanas plade Smells Like Teen Spirit (1991) og Quentin Tarantinos film Reservoir Dogs (1992).
Siden har det syntes som om, »slacker generationens stemme«, som Coupland hurtigt blev døbt, har forsøgt lidt for ihærdigt på at være på forkant med de hippe tendenser og sociale strømninger, der har præget det sidste årti.
Blandt de fem romaner, han har udgivet siden debuten, fortjener vel kun Mikroslaver (1995) at blive nævnt, og det for sit relativt dæmpede og spidsfindige portræt af en flok computernørder på jagt efter en mening med livet. I et interview i den britiske avis The Observer beskriver forfatteren såmænd selv sine seneste to udgivelser Miss Wyoming (1999) og Alle familier er psykotiske (2001) som mislykkede eksperimenter.
Alle er de imidlertid blevet oversat til dansk, og det samme er nu også sidste års Hej Nostradamus! Og tak for det – endelig indfrier Douglas Coupland de forventninger, han gav os med Generation X.

Inspireret af massakre
Hej Nostradamus! er inspireret af massakren på Columbine High School i Colorado i 1999, hvor to teenagedrenge skød og dræbte en lærer og 14 elever, og, fristes man til at gætte på, af »den typiske fremmedgørelse som vi er blevet alt for vant til i løbet af 1990’erne«, som en af bogens hovedpersoner udtrykker det.
Historien udspiller sig i 1988 i forfatterens hjemby Vancouver og fortælles af fire personer, der hver især aldrig kommer videre efter den blodige dag. 17-årige Cheryl, der netop er blevet skudt, opruller sin korte tid sammen med Jason med, hvem hun netop er blevet hemmeligt gift og gravid i Las Vegas. De to mødte hinanden i Youth Alive, en kristen gruppe, hvis fundamentalistiske dogmer, hun har taget til sig trods sin families undren.
Med udsigt til en snarlig død begynder hun imidlertid at tvivle på, om der findes en gud:
»Vi var blevet indprentet at det at føle frygt er ensbetydende med ikke helt at stole på Gud. Den som opfandt det udsagn, har aldrig befundet sig under et cafeteriebord med en lille rød tråd af en andens blod dryppende ned på benet.«
I samme øjeblik Cheryl bliver skudt, stormer Jason, bogens anden fortæller, ind cafeteriet, hvor teenagemorderne og eleverne holder til, og dræber en af gidseltagerne. For sent til at redde sin unge kone men i tide til at forhindre yderligere drab, hvorfor han i politiets øjne er en helt.
Jasons far, Reg, en religiøs fanatiker, er derimod af en anden mening:
»Jeg har forstået at min søn følte mordlyst i sit hjerte og valgte ikke at hæve sig over den impuls. Jeg har forstået at min søn er en morder,« konstaterer Reg tørt, da han bliver konfronteret med kendsgerningerne.
Jason, der, som han selv udtrykker det, »dårligt nok kan få de elektriske døre i supermarkedet til at anerkende (sin) eksistens,« fortæller sin historie i 1999, hvor han lever alene, stadig hader sin far og kommer gennem dagene ved hjælp af sort arbejde, stoffer og alkohol.

Moden og seriøs
Romanens to sidste fortællerer er Heather, der forelsker sig i Jason i 2001, og Reg, der i 2003 giver sig god tid til at spekulere over, hvad han har gjort galt i livet, siden han har mistet alt, hvad der var ham kært.
Fælles for dem alle, er at de er ved at ødelægge sig selv i et forsøg på at finde svar på spørgsmål, der i en perfekt verden ikke burde være grund til at stille. Findes der en Gud? I så fald, hvorfor tillader han massakrer, terroraktioner og lignende? Hvordan kommer man videre, når ens nærmeste er blevet dræbt på så meningsløs vis? Hvordan tilgiver man, dem der gjorde det? Og så videre.
Bogens styrke er for så vidt ikke beskrivelserne af massakren, men den iskolde, intense tone, hvormed forfatteren stædigt tvinger læseren til at spørge sig selv, hvad verden er blevet til, når vi gang på gang oplever den slags blodige handlinger rundt omkring på kloden.
Med Hej Nostradamus! har Douglas Coupland langt om længe skrevet en moden roman båret af en handling uden den ironiske distance, de melodramatiske indslag og de referencer til popkulturen, der ellers præger hans forfatterskab.
Figurerne er heller ikke, som tidligere set hos Coupland, skåret over en tegneserieskabelon men får lov at udtrykke sig og udvikle sig i deres eget tempo – selv Reg, der starter som noget nær en kliché fra en amerikansk dokumentarfilm men slutteligt ender som et menneske, der erkender, at han har terroriseret alle omkring sig for at slukke bomben, der truer med at sprænge ham selv i luften.

*Douglas Coupland: Hej Nostradamus! Oversat af Svend Ranild. 231 s., 299 kr. Borgens Forlag. ISBN 87-21-02262-3. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu