Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

England i krig

Endelig kaster de britiske forfattere sig over Thatcher-årene. Romanerne ’Anthem’ og ’GB84’ stiller skarpt på henholdsvis Falklandskrigen og minestrejken, der lammede landet for nøjagtig 20 år siden
Kultur
4. maj 2004

Nye bøger
Britiske kunstnere har ikke været blege for at give et bud på, hvad der foregik blandt befolkningen de år, hvor Margaret Thatcher sad ved magten. Mike Leigh har ført an i troppen af socialt engagerede filminstruktører, der ivrigt har udforsket de turbulente 80’ere, mens dramatikere som blandt andre David Hare og Steven Berkoff har behandlet samme periode på de skrå brædder.
Med få undtagelser, deriblandt Martin Amis med Money (1984), har forfatterne afholdt sig fra at forsøge at udrede det spindelvæv af arrogante dagsordner, politiske intriger, økonomiske rutsjeture og generelt opbrud blandt en stor del af befolkningen, som en egenrådig premierminister og en famlende socialistisk opposition i fællesskab stod fadder for.
Det rådes der nu bod på med to ambitiøse romaner, der tager udgangspunkt i henholdsvis Falklandskrigen og minestrejken, der disse måneder for 20 år siden førte landet til noget nær borgerkrig.

I samme båd
Tim Bindings Anthem udspiller sig blandt beboerne på en stille villavej i en London-forstad. De fire familier på Angelfield Road, som vejen hedder, har egentlig ikke meget tilfælles, bortset fra at deler gode råd om haven med hinanden og hver især gemmer på traumatiske hemmeligheder og stolt fremviser deres små succeser.
Forfatteren beskriver Angelfield Road som et skib – »a liner, vast and twinkling, carrying the sleep dreams of
pyjamaed husbands and night-dressed wives...« – og der går ikke længe, før vi erfarer, hvor tæt knyttet dette skibs skæbne er med Canberras, den krydstogtliner, der af Thatchers regering bliver beordret til at sejle britiske soldater til Falklandsøerne i 1982.
Binding (f. 1947) portrætterer for det første den blodige krig på den anden side af jorden som en absurd forlængelse af selve forstadslivets ånd. Et sted, hvor bilerne i indkørslen og græsslåmaskinerne optræder som tanks, og græssets mønster gerne skal vække samme respekt som medaljerne på en uniform.
For det andet dukker den mute soldat Henry Armstrong op på Canberra. Som dreng boede Henry på Angelfield Road med sine forældre. En tåget dag i London i 1952 forsvandt han fra sin mor, og han har aldrig siden fundet hjem til sine forældre, der stadig sørger på hver deres måde. Henry indleder et forhold til en af skibets kvindelige ansatte, der tilfældigvis bor på Angelfield Road.
Siden skal det vise sig, at Henry også har spillet – eller kommer til at spille – en rolle i flere af de andre beboers liv. Eller rettere for det, de mangler i livet – Anthem er i høj grad en roman, hvis handling drives frem af det, der figurerne mangler! En stor, underholdende og velkomponeret engelsk sådan, der på godt og ondt vækker minder om Charles Dickens, både hvad angår det store lærred med de mange spændende figurer og de lidt for mange tilfældigheder i plottet.

1984
Efter sejren i Falklandskrigen var Thatchers popularitet på sit højeste i England. Hendes konservative parti fik absolut flertal ved valget i 1983, og med det i baghånden gennemgik nationen de følgende år noget, der kunne minde om en systemændring.
En af Thatcher-regeringens største mål i forsøget på at effektivisere og privatisere nationen – og ikke mindst eliminere de stærke fagforeningers indflydelse – var at nedlægge en række mere eller mindre urentable kulminer. I marts 1984 gik de første utilfredse minearbejdere i strejke for at stoppe dette, og hvad der derefter fulgte var et års intense kampe mellem politikere, fagforeningsfolk, medier, politifolk og jævne arbejdere.
Det er for så vidt et modigt ærinde den kun 37-årige David Peace begiver sig ud i med GB84. Resultatet er da også blevet noget ud over det sædvanlige. Peace, der på baggrund af en stribe noir-krimier fornylig dukkede op på magasinet Grantas liste over nationens mest talentfulde forfattere under 40, har valgt at skildre begivenhederne, som var der tale om en kriminalintrige med en mængde involverede, der alle får rig mulighed vise de værste sider af sig selv efterhånden som situationen bliver mere og mere indviklet.
I en hårdkogt tone bygget op omkring en mundret dialog, sparsomme beskrivelser og skarptskårne, nærmest filmiske scener ruller Peace de forræderiske svinestreger, kujonagtige kompromisser, kidnapninger, konspirationer, mord og blodige voldshandlinger, der blev begået af alle lige fra Whitehalls politikere over Athur Scargills fagforeningsfolk og den korrupte presse til dem, der burde stå i midten af dele hele, nemlig politiet.

Et sandt helvede
De eneste Peace har sympati for, er de minearbejderne og deres familier, der kan vælge mellem at sidde hjemme og frygte det værste for familie og venner, deltage i strejkevagterne og frygte det værste for sig selv og kollegerne, eller arbejde som skruebrækkere og frygte det værste for familie og sig selv. Et sandt helvede, hvilket også er det indtryk, man får af de førstehåndsberetninger, der med jævne mellemrum afbryder dramaets hæsblæsende miks af båndaflytninger, afhøringer, monologer, reklameslogans, dokumentariske indslag og andre fortælletekniske anordninger, der skal sikre, at vi kommer ud i alle hjørner af denne kulsorte plet på den britiske samvittighed.
GB84 er endt som en rå og detaljeret episk fortælling, der som sine forbilleder – John Dos Passos’ USA (1938), der tager pulsen på USA i de første tre årtier af det forrige århundrede, og James Ellroys mest ambitiøse krimier – mikser de forskellige genrer indenfor skrivekunsten uden at tage hensyn til den utålmodige læsers mangel på kendskab til virkelighedens navne, datoer og begivenheder. Romanen kan føles forvirrende, krævende, udmattende, klaustrofobisk, ja indimellem ligefrem frustrerende – hvilket vist er ganske passende med tanke på de begivenheder, den insisterer på, at vi ikke glemmer.

*Tim Binding: Anthem. Picador, 406 s., 190 kr. hos Ahteneum, Nørregade 6, København. ISBN 0-330-48745-0
*David Peace: GB84. Faber and Faber, 462 s. Kan købes gennem bl.a. www.amazon.
co.uk. ISBN 0-571-21445-2

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her