En mærkværdig og bemærkelsesværdig og herligt betagende bog lander iblandt os i dag: en rejseskildring fyldt med dramatik, men også et intelligent kunstnerisk eksperiment og en tæt engageret politisk og moralsk samtidskommentar båret frem af og gennem en skrift, der strømmer af sted med en ynde og fart, som føles totalt afvæbnende. Har nogen nogen sinde tvivlet på, at romaner på én gang kan blive formmæssigt højavancerede og umiddelbart fascinerende, vil disse nogen have rigtig godt af at lade sig rive med af Lars Frost (f. 1973) og følge, hvor flot han ruller sig ud i Smukke biler efter krigen med genrebetegnelsen Knaldroman.
Årtusindskifte-generationen, som foruden Frost bl.a. inkluderer en håndfuld mandlige lyrikere (Lars Skinnebach og Morten Klintø, Rasmus Nikolajsen og Anders Søgaard) stod først og trippede et par år. Så satte damerne pludselig en mere ambitiøs dagsorden, forfatterne begyndte nu at gå: først Ursula Andkjær Olsen med Lulus sange og taler, siden Lone Hørslev med Ærgerligt ærgerligt og Mette Moestrup med Golden Delicious. Med dagens bog er det som om generationen tager et kæmpe spring fremad, er blevet underligt voksen.
Kuppet består i at tage en semi-selvbiografisk fiktion og proppe den til randen med handling såvel som med refleksion. Som figur og til dels som fortæller har forfatteren valgt en yngre dansker, Lasse, der oven på en strandet kærlighed rejser til Island for at deltage i nogle venners bryllup. Med sig har han et hævekort, der desværre ikke længere dur, og en kuvert med tusindkronesedler. Hvor han har fået dem fra, oplyses først til allersidst. Så meget kan dog her røbes, at det ikke gik ligefrem lovligt til.
Off the Road
Efter bryllupsfesten rejser Lasse sydøstpå i en firehjulstrækker lejet og ført af canadieren Bart, som naturligvis får helten til at tænke på Bart Simpson: jovist, vi er forlængst ankommet til det fælles globale multimediale referencerum. De øvrige deltagere er to fnisende spanierinder, en mut og bitter kværulantisk Heidi fra det allerværste af Tyskland samt Apolka (det hedder hun), halvt polsk, halvt amerikansk, men hundrede procent forhippet på i en passende stund at få flået bukserne af Lasse.
Det lykkes, men forinden strander bilen midtvejs gennem en elv, kendt blandt mange Islandsturister. Man skal ikke køre over den ved det smalle sted, for dér er den dyb og strømmen stærkest, og man skal ikke krydse den sent på aftenen, når solen hele den lange lyse islandske sommerdag har varmet gletscheren op. Den slags er Bart bare ligeglad med.
Jeg refererer episoden så udførligt for at understrege den evne til at være sagligt konkret, som er så karakteristisk for Frosts litterære talent. Men uheldet med bilen skal ikke forlede læseren til at tro, at vi har at gøre med en entydig, enstrenget realisme. Ind i handlingen flettes nemlig for det første lange tilbageblik på rejser ud i den store verden, for det andet samtalers diskussion af sprog, politik, racisme, postkolonialisme mm., for det tredje personlige refleksioner, tit hen over flere sider og omhandlende så forskellige emner som dansk politisk kultur af i dag, sproget dansk sammenlignet med engelsk, fartgrænser på motorvejene, børneopdragelse, klassekvotienter.
Anstændighed og ansvar
Noget klart gennemgående tema har disse mange indskud ikke. Og dog snerper de alle i retning af en holdning, der på samme tid må kaldes etisk og politisk. Hvorfor, spørger Lasse (og med ham velsagtens Lars Frost), står det så elendigt til med gamle dyder som ansvarlighed og anstændighed? Hvorfor er vi blevet så
lidet ambitiøse, for nu at bruge et af bogens genkommende nøgleord?
Hvorfor inviterer journalister eksempelvis Leif Davidsen i studiet til at udtale sig om »sundhedstilstanden i nyere dansk litteratur og litteraturens fremtidsperspektiver«, når manden så tydeligt udstiller, at han ikke har »sat sig ind i de seneste århundreders litteraturdebat på noget synderlig
nuanceret niveau«? Hvorfor hævder underholdningsbranchen og voldsindustriens forsvarere, at børn ikke formes (og tager skade!) af at tæppebombarderes med »fingeret vold og reklamerelateret sex«, når alle til hverdag roligt går ud fra, at børn lærer af, hvad de voksne siger og gør?
Behjertet indignerede indskud som disse gør Smukke biler efter krigen til en vaskeægte værdibevidst samtidsroman. Men de kan også læses som hilsener til et af forfatterens store forbilleder, Marcel Proust, foregangsmand, hvor det handler om at skabe en semi-selvbiografisk fiktion og proppe den til randen med handling såvel som med refleksion. Af ham har Frost lært at tage sig den størst mulige frihed og bruge den til digressioner og lange løb ud ad tangenten. Ikke for ingenting bærer romanens sidste kapitel overskriften »P«.
Fiktionen saboteret
Forskerne diskuterer, om det sted eller de to steder i På sporet af den tabte tid, hvor det fremgår, at fortælleren hedder Marcel og ikke Karl Børge, var fejl, der helst skulle have været fjernet i den aldrig fuldførte korrektur, eller tværtimod var helt bevidste fiktions-dementerende kunstgreb. I tilfældet Lars Frost er man ikke i tvivl. Når han et enkelt sted i romanens første og længste del pludselig siger jeg om Lasse, og når han i en anden passage brat skifter fra nutid til datid og tilbage igen, må det være for at markere romanens karakter af konstruktion. Tilsvarende har han komponeret handlingsgangen omvendt, sådan at vi først får historien om Lasses eventyr på Island, derefter beretningen om de hændelser, der førte ham derop. Det giver et svimlende præg af baglæns kausalitet.
Hertil kommer en vigtig instabilitet i fortællerinstansen. Første del (som altså kronologisk hører hjemme til sidst) berettes med brug af 3. persons form og synsvinklen parkeret hos Lasse, men anden del (som giver forhistorien) holdes i 1. person. Til slut får denne jeg-fortæller tilmed lov at opløse sig selv: man kan vel gå med til at tro på, at han har solgt bibler i Californien og arbejdet som jagtbetjent i Sydafrika og i denne forbindelse kneppet først en ung italiensk pige, dernæst hendes moder og sluttelig hendes fordrukne fader jeg er et menneske,
citerede Montagine, intet af det menneskelige anser jeg for værende mig fremmed, og vi får lagt ekstra betydning til betegnelsen knaldroman! men når Lasse til slut ser tilbage på sine oplevelser i Paris i 60erne og sin rejse til Spanien (med Eilif Krogager) i 50erne, så begynder bogens hele struktur at ryste.
Læserens chance
Hvor nødvendige og konsekvente alle disse fiktionssaboterende manøvrer er, angiver romanen indirekte i en lang refleksion med udgangspunkt i en artikel af Politikens Niels Lyngsø, hvor denne firkantet-frejdigt hævdede, at det, en digter siger med et digt, ikke kan siges på nogen anden måde. Digte kan ikke oversættes til klar tale. Men hvad kan egentlig oversættes til klar tale? Når Niels Lyngsø skriver, at digte er flertydige, glemmer han, at det er der også så meget andet, der er, for hverdagen er kompleks og forvirrende, og når han i samme åndedrag skriver om prosa, at den i modsætning til poesien taler »natursprogligt«, har han spærret fortællekunsten inde i en lille smaskkedelig grå kasse, kaldet realisme.
Det bedste ved dén anmeldelse var, at den åbenbart har hostet Lars Frost grundigt op på lakridserne. En udfordring måtte her tages op.
Hvilket han gør med munter elegance, kunstnerisk selvdistance og flersidet intertekstuel reference plus en masse andet godt, som sikkert også kan ende på ance, ligesom den kæmpe chance, det læsende Danmark får for at se et prægtigt talent blomstre direkte ind i sin tid.
* Lars Frost: Smukke biler efter krigen. 326 s., 298 kr. Gyldendal. ISBN: 87-02-02432-2. Udkommer i dag
