Læsetid: 3 min.

En from og løgnagtig heltinde

Det er så vist, at det måske endda nogle gange er noget vrøvl, i Merete Reinholdts debutroman om Flora Tristan
27. maj 2004

Roman
Det er heldigvis nemt at afprøve, om man er den slags læser, der vil nyde Merete Reinholdts debut, den 432 sider lange historiske roman Flora Tristan. Inden for de første fire sider kommer en stime af de formuleringer, mange vil elske, og nogle vil hade: »Om natten drømte hun mærkelige drømme om tabte fortællinger og befrugtede maver, der ikke ville vokse.« Og: »For hvem ved, hvor langt slægtens bånd når tilbage, og frem.«
Eller: »Man kunne i det mindste håbe, at det ville blive et fin de millénaire, hvor alle tiders lærdom og erfaringer blev bundet sammen i en fælles bedrehed.« Og endelig: »Det var ikke længere muligt at skelne stolen fra chatollet, spejlet fra væggen eller tanken fra åsynet.«
Er man blandt dem, der fryder sig ved denne type højstemte betragtninger, venter der 428 tæt fabulerende sider om en dybt fascinerende, historisk kvindeskæbne: den smukke og egensindige Flora Tristan, der fra 1803-44 havde sin stormfulde færd i Frankrig, England og Peru, udgav kristent-socialistiske skrifter, turnerede Frankrig tyndt for at organisere proletariatet, og blev mor til en datter, der siden blev mor til Paul Gauguin. Reinholdt fortæller et liv af uklar herkomst, modvilligt moderskab, sociale og politiske ambitioner og en omflakkende kurs, der både virker som et produkt af samtidens sociale kaos og af Tristans egen idiosynkratiske rastløshed.

From og megaloman
Man vil gerne følge hende, Flora Tristan, for hun er en voldsom og mærkværdig personlighed. Den højtidelige tone i hendes religiøse betragtninger, hvori hun jævnligt og megalomant sammenligner sig selv med Kristus, står i grel modsætning til hendes ikke ret fromme liv. Hun forlader mand og børn, boller rundt og lyver efter behov.
Hun har blodige opgør med sin mand om retten til børnene og påkalder sig igen og igen den ophøjede moderkærligheds ret, men efterlader dem altid igen med det samme.
Hun jamrer sig over sin fattigdom, men er i hemmelighed en rig og dreven aktiehandler.
Hun begiver sig til Peru for at forfølge et lukrativt familiespor, men skriver selvmedlidende om sit smertende helvede, da slavepigen og den månedlige rente hun får tildelt, er mindre glamourøse end ventet.
Der er altså en virkelig fræk og charmerende spænding mellem denne kvindes eget narrativ og det oprørske og frygtløse liv, hun lever. Den spænding er nok. Historien behøver ikke de fede skiver metafysik, Reinholdt pynter den med: »De indelukkede stuer stank af hengemte frustrationer, gulv, borde og stole flød over af manglende livslyst, og i køkkenet gjorde brugt service og rester fra knuste drømme og størknede håb det umuligt at komme frem.«
Og Flora kan ikke smutte fra sit barn, for 117. gang, uden højstemte tanker som: »For hvilket barn kan vel mærke kærligheden som en tanke, der svæver over afstande og tid? Hvilket barn kan vide sig velnæret af tryghed, når de troløse spiser dem af med afmålte doser af styret symbiose?« Guderne må vide det. Jeg ved det i hvert fald ikke.

For meget
Det er for meget, når bogen er for lang. Den gennemgående kobling af det konkrete med det abstrakte (fortællinger og maver, tanker og åsyn) er et magisk-realistisk fortælletrick, der kræver sin forfatter. Og den klogekone-agtige, vise tone kræver, at man virkelig er lidt af en klog kone, for at historien ikke bliver for lang i spyttet, og for tåget. Her grænser det nogle gange til vrøvl: »Hun mærkede ordenes indvirkning. Det var hverken tiltrækkende eller frastødende. Det var både og.« Eller: »Sådan er mennesket også. Det stræber højere og højere, indtil det knækker. Som øjeblikket.« Øjeblikket?
Eller: »Hun var et af den slags væsner, som kunne bevæge sig uset gennem tilværelsen, hvis omverden havde nok i at nøde sig selv, hvilket den oftest altid har haft.«
Jeg havde oftest altid nok i at høre om Flora Tristans næste påhit under læsningen af denne i øvrigt varme og varmt fortællende murstensroman.
Og nu hvor Merete Reinholdt måske har afviklet broderparten af sine mere højtidelige livsbetragtninger, vil jeg se frem til at blive fulgt ind i næste stemningsfulde fortælleverden af hendes sikre og fantasifulde pen.

*Merete Reinholdt: Flora Tristan. 432 sider, 399 kroner. Samleren. ISBN 87-568-1766-5

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu