Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Det imperiale præsidentskab

Når den forhenværende Nixon-rådgiver, John Dean, tør påstå, at Bush-styret ligner den infamøse forgængers og på flere punkter endda er værre, tiltrækker det naturligvis forbavselse og interesse
Kultur
13. maj 2004

Ny Bog
BOSTON – Præsident George W. Bush og hans makker Richard Cheney havde fra første færd store ambitioner om at skrue amerikansk historie tilbage til Nixon-tidens ’imperiale præsidentskab’.
Det er i allerhøjeste grad lykkedes, ikke mindst med hjælp fra terrorangrebet 11. september og de efterfølgende krige mod terror i Afghanistan og Irak.
Det er hovedtesen i John Deans nye bog med den iøjnefaldende titel Worse than Watergate, The Secret Presidency of George W. Bush.
John Dean er ikke en hvem som helst blandt denne bogsæsons talrige kritiske titler om Bush-regeringen på det amerikanske marked. Til sin vurdering af Bush-regeringens overlagte tilbøjelighed til at træffe beslutninger uden om Kongressen og udenfor offentlighedens søgelys bringer forfatteren en solid faglig baggrund.
Dean var Richard Nixons juridiske rådgiver i de skæbnesvangre dage i 1972-73, da præsidenten desperat prøvede at blive hængende i Det Hvide Hus, skønt journalisterne Bob Woodwards og Carl Bernsteins ’Deep
Throat’-kilde allerede havde afsløret det edderkoppespind af løgne, som Nixon og flere af hans personlige rådgivere havde viklet sig ind i.
Dean var der altså. Han så hele den græske tragedie udspille sig inden for Det Hvide Hus’ vægge.

Grådig efter magt
Hans bog er for tiden øverst på bestsellerlisten i USA. Det skyldes formentlig hans navnkundighed. Når en forhenværende Nixon-rådgiver tør påstå, at Bush-styret ligner den infamøse forgængers og på flere punkter endda er værre, tiltrækker det naturligvis forbavselse og interesse.
Bogen er fængslende læsning – også for en USA-korrespondent, der har fulgt Bush-regeringens politik.
Dean finder mange paralleller mellem Nixon og Bush. Begge præsidenter tager hævn mod kritikere og modstandere. De hader pressen og slår ned mod embedsmænd mistænkt for at lække selv harmløse oplysninger til medierne.
De bestræber sig til det yderste på at holde regeringsarbejdet skjult for offentligheden. De har et elendigt forhold til den lovgivende forsamling og foragter i mange tilfælde politikere i Kongressen.
»Ikke siden Nixon forlod det Hvide Hus har vi oplevet så stor grådighed efter magt hos en præsident, og aldrig før en så stor grad af politisk paranoia. Da jeg først begyndte at søge efter paralleller mellem Nixon og Bush antog jeg, at de ville blive overfladiske. Desværre er det ikke tilfældet,« konstaterer John Dean i indledningen til bogen.

Med-præsidenten
Inden læseren tages ved hånden og føres gennem Bushs-regeringens første embedsperiode peger forfatteren på en omstændighed, som ikke diskuteres særligt ofte i USA, nemlig at manden med den egentlige magt i Det Hvide Hus hedder Richard Cheney. Dean kalder ham med-præsident og måske mere præcist premierminister sub silentio.
Oversat til et forståeligt sprog kører Cheney altså regeringsapparatet i det daglige, men langt under offentlighedens radar, mens Bush agerer som en typisk bestyrelsesformand. Det er højst anvendelige stillingsbetegnelser, hvis man vil forstå årsagen til, at Bush-styret er rykket så langt mod højre i både indenrigs- og udenrigspolitik.
Pointen er, at George W. kom til magten på et relativt moderat politisk program. Problemet er, at han ifølge Dean ikke var udrustet intellektuelt og vidensmæssigt til at styre landet – især ikke efter terrorangrebet. Det var Dick Cheney derimod, ligesom regeringens anden sværvægter og fortræffelige bureaukratiske infighter Donald Rumsfeld.
»For Cheney var 11. september ikke et verdensomvæltende øjeblik, men blot endnu en bekræftelse på hans længe nærede hobbesianske anskuelse af verden som et sted, hvor der herskede en permanent krigstilstand,« skriver Dean.
Terrorangrebet var altså Cheneys oplagte mulighed til føre nogle af hans forudindindtaget ideologiske holdninger ud i livet. Den vel nok væsentligste var genoprettelsen af præsidentens udøvende magt vis á vis domstolene, Kongressen og den fjerde statsmagt – pressen. Heraf betegnelsen »det imperiale præsidentskab«.

Skyggeregering
Ikke overraskende var Bush enig i Cheneys forsæt. Men præsidenten var komplet uforberedt på at håndtere opgaven. Han bliver derfor bogens fængslende skikkelse. Sammen med sin højrehånd ’Libby’ Lewis danner han sin egen stab på 15 sikkerhedsrådgivere i Det Hvide Hus – en skyggeregering. Vicepræsidenten er den centrale magtfigur, som ministre og andre henvender sig til, når de skal have et problem eller en hårdknude løst.
Bushs og Cheneys plan om en genoprettelse af det imperiale præsidentskab bliver ført ud i livet på flere forskellige fronter. Den offentlige aktindsigt bliver stærkt begrænset og mere materiale end nogensinde stemples fortroligt. Hver gang Kongressen vil undersøge potentielle skandaler som USA’s mangelfulde forberedelse på et terrorangreb eller manglende masseødelæggelsesvåben i Irak stritter Det Hvide Hus imod og prøver at sabotere.
Løgn og vildledelse af de folkevalgte bliver et ledemotiv. Krigsresolutionen i efteråret 2002 manipuleres der med. Colin Powells fremlæggelse af ’beviserne’ i FN bliver først taget for gode varer og viser sig senere at være fantasi fremfor virkelighed.
Hvad der falder Dean mest for brystet er affæren om ambassadør Joe Wilsons kone, CIA-agent Valerie Plame, som højtstående personer i regeringen afslører – som hævn for hendes mands kritik af Irak-krigen.
En forbrydelse, siger Dean, som langt overgår Nixon-folkenes indbrud i demokraternes hovedkvarter i Watergate og det efterfølgende ’cover-up.’

*John Dean: Worse than Watergate. The Secret Presidency og George W. Bush. Little, Brown & Co.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her