Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Når mænd cykler og hader

En cykeltur gennem Sibirien udarter til en rejse i sindets mørke
Kultur
25. maj 2004

Ny bog
Ih, hvor lød det spændende, da P3’s formiddagsprogram for nogle år siden kunne fortælle, at tre fyre – Jens, Morten og Søren – havde sat sig for at cykle 8.000 km tværs gennem Sibirien.
I interview lød de vældigt tændte på deres forehavende. Jeg kan huske, at jeg studsede over deltagertallet: tre. Et farligt tal. Uanset om de er børn eller voksne, vil tre let dele sig i to mod én. Og rejser har det med at skabe stress, der sætter emotioner i kog. Når turen tilmed foregår i uvejsomt og lovløst terræn, kan deltagerne hurtigt ryge i totterne på hinanden.
Nu – otte år efter – får vi på tryk den frygtelige sandhed: De tre fyre afskyede hinanden, allerede inden de tog afsted. Og de var delt: Morten og Søren stod sammen om at ringeagte Jens, der til gengæld følte, at de to andre stjal et projekt, han havde undfanget og skaffet sponsorer til.
Det er Jens, der skriver bogen, så det er hans synsvinkel, skærmydslerne ses under. På side 297, i sidste linje af rædselsberetningen tager han selv forbeholdet:
»Denne historie er naturligvis kun min version af oplevelserne i 1996.«
Men inden da er læseren forlængst kommet til at betragte Morten og Søren som usselt kryb. Indimellem er de så pinligt ondsindede og smålige, at man må lægge bogen fra sig for at sunde sig. Som tidligere miljøminister Chr. Christensen engang sagde i tv efter en magtkamp med Venstres landbrugsmafia:
»Jeg vidste ikke, at mennesker kunne være så onde.«

Ondskabens dunkle ophav
Men det kan de – som hvert slægtled må genopdage. Ondskabens oprindelse er et evindeligt diskuterbart emne.
Jens – med efternavnet Alstrup – er hverken udspekuleret som forfatter eller psykolog. Der er noget troskyldigt, primitivt ved hans iagttagelser, og måske er det netop det, der giver bogen dens slagkraft.
Vi får ikke engang at vide, hvad han tror, der er den egentlige årsag til det tidlige brud mellem de tre. Han fortæller om Morten og Søren på 29 og 26 år, at de er trænede sportsfolk, Morten »tidligere eliterytter«. Teksten fortsætter om den 34-årige Jens:
»Selv var jeg tidligere ’eliteryger’ og ’storspiser’. Sygdom havde fået mig til at tage min livsstil op til overvejelse.«
Når han nu selv nævner det, bliver man nysgerrig. Hvad for en sygdom? Hvad for overvejelser? Var han klassens tykke dreng? Er det dét, de trænede og yngre Morten og Søren spiller på og foragter ham for?
Vi får kun at vide, at han har svært ved at komme i gang om morgenen, og at han sakker agterud under dagskørslerne.
Det kan jo ikke i sig selv begrunde andres inderlige afsky. Jens grunder da også over, hvorfor de andre ikke kan udstå ham, men ingen yderligere forklaring antydes.
På den måde kommer ondskaben i historien til at fremstå uden egentlig grund. Den er bare, fordi den er. Lige som det er tilfældet for den ondeste af alle onde: Jago i Shakespeares Othello. Hvad der egentlig er en mangel ved Jens Alstrups bog, kommer således til at løfte den op i et højere luftlag.

Det grusomme Sibirien
Det viser sig hurtigt, at de tre har undervurderet den fysiske udfordring. Vejret er værre, distancerne længere, og vejene den rene elendighed. Hvis de overhovedet er der. Jens citerer mundheldet: »Rusland har ingen veje, kun retninger.«
Til gengæld er den lokale befolkning oftest hjerteligt hjælpsom. Som Jens oplever det, foragter Morten og Søren også de hjælpsomme for deres troskyldighed. Det bringer Jens i klemme, for han vil gerne snakke mere med hjælperne og sætte sig ind i deres liv. Men Morten er den eneste, der kan bare lidt russisk. Mange af de lokale fyre vil i øvrige hellere dele litervis af vodka, end de vil konversere, men for cyklister er den slags upraktisk.
Selve forestillingen om at sætte cykelrekord går hurtigt over styr, fordi de tre – på Mortens foranledning – kommer med på en lastbil på en særligt ondartet strækning. Det ’snyd’ har Morten og Søren tænkt sig officielt at benægte, hvad Jens ikke vil medvirke til. Kort tid efter hægter de to ham af ekspeditionen, og da han tilfældigt en uvejrsnat i tundraen passerer dem og det telt, de har beholdt ved bodelingen, nægter de ham nattely. Meget uslere kan det vist ikke blive.

Røveri og attentat
Jo, det kan, for i løbet af de næste dage oplever den ensomt flakkende Jens først et pistolrøveri og dernæst et homoseksuelt attentat begået af en KGB-officer. Derefter er han mentalt så ilde tilredt, at han oplyser, at det tog ham »adskillige år« at komme ovenpå igen.
Den nødstedte Jens får cykelselskab af den fåmælte Steen, der flyver ud og slutter sig til ham på de næste 2.000 km. Derefter cykler Jens alene 2.500 km og fuldfører rejsen som planlagt. Morten og Søren har opgivet længe inden rejsemålet i Perm, for de tror, at Jens allerede er udgået efter et grimt styrt, så rekorden er deres.
Hvad gjorde Jens bagefter for at komme til hægterne? Ved Gud, han vendte tilbage til Sibirien med sin cykel året efter. Alene. Og fik denne gang sat sin verdensrekord uden snyd: Hele vejen fra Stillehavet og til Skt. Petersborg. Den står i Guinness Rekordbog.
Mere end om cykling handler denne bog om menneskets mærkværdighed.

*Jens Alstrup: Verdens værste tour. 302 s., ill. 299 kr. Borgen. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her