Læsetid: 4 min.

Ordkunst med særlige motiver

Modernismen holder for i tidstypisk fortolkning med Pär Lagerkvist som anledning
13. maj 2004

Den litterære modernisme kan som begreb eller fænomen stadig væk ophidse gemytterne. Nogle betragter den som et uhyre, nærmest en litteraturpolitisk terrororganisation, der nedlægger de forfattere, som ikke bekender sig til den rette lære, og forsinker deres berettigede ankomst til Akademier.
Således Hans Hertel i en anmeldelse af Nils Gunder Hansens bog om Tage Skou-Hansen. Andre stræber efter at bringe nye grupper ind under den hædrende kategori modernisme, den såkaldte Kolding-konstruktion under Anne Marie Mais ægide, for hvem det sande gennembrud først skete med de såkaldte ’formalister’ i anden halvdel af 1960’erne, det tiår, hvor der generelt eksperimenteredes på livet løs med formsproget.
Men det var en tid, hvor man ligesom nogle år tidligere i Sverige, tyvstjal ordet som pynt på et nyt lyrisk opbrud, ifølge den svenske litteraturforsker Peter Luthersson bare en borgerliggjort, kultiveret modernisme, et udslag af nærmest socialdemokratisk velfærdstænkning.
Hans bog Svensk litterär modernism blev anmeldt her for et års tid siden. Næh, højmodernismen fra 1910 var noget helt andet: en oprørsk ideologi, der rokkede ved hele samfundets grundlag, en kunst, der ville forandre verden med futuristerne som stormtropper. Flere af de store modernister var derfor trods ekstrem individualisme til fals for totalitær tænkning, fascisme, nazisme, kommunisme. Den yderste, logiske konsekvens er Rote Armee Fraktion, anfører Luthersson, der dog er lige så sarkastisk over for dem, der skabte tradition for at udvande modernismen ved at gøre den til et eksperimentarium for ny subjektiv stil og interessant billedtale.

Esprit
En af dem, der på den måde ansporede formalismen og gjorde den til et åndeligt frisprog, var Pär Lagerkvist, der allerede i 1913 under indtryk af fransk malerkunst og poesi skrev manifestet Ordkonst och bildkonst, det første skandinaviske nedslag af denne esprit nouveau, som Apollinaire talte om, den ny ånd. Et lille uanseligt skrift, der ikke vakte større opmærksomhed, men siden har fået litteraturhistorisk højstatus. Det mest oprørske er dog måske den ’järvt’ og ’juvt’ stavede tekst – den slags, som en åndelig modsætning som PH i øvrigt også kunne finde på.
Denne finesse er dog af gode grunde ikke kommet med i den oversættelse til dansk af skriftet, som lektor ved Syddansk Universitet Mogens Davidsen fortjentfuldt har foretaget, fulgt af digtsamlingen Motiv fra året efter, forsynet med omhyggelige efterskrifter af henholdsvis Davidsen og den studerende Jakob Brøbecher.
Også dette projekt er et stykke litteraturpolitik vendt mod den såkaldt kulturradikale danske modernisme, der er alt for venstreorienteret, rationalistisk, målt med den ny åndelighed i nutiden.

Opgør
Et hovedærinde for Lagerkvist var et opgør med den psykologiske naturalisme i kunsten og den degenererede symbolisme med dens ’kvindelige’ sensibilitet og søvndrukne musik.
Så er det noget andet med den ’mandlige’, konstruktive kubisme, som er en ren kunst med spirituelle kvaliteter. Det var ikke noget for Otto Gelsted, der i sin bog om ekspressionismen modsætningsvis fremhævede kubismen som en aldeles rationel, begribelig kunstform, velsignet også af Poul Henningsen. Nu forfulgte Gelsted uden skånsel den lyriske modernisme i Norden og lukkede effektivt munden på en skikkelse som Harald Landt Momberg, der først fik en renæssance i 1960’erne. Den kulturradikale Gelsted var ingen godfather for ny poesi.

Bergson
Mogens Davidsens særlige pointe er filosoffen Henri Bergsons betydning for de franske modernister, og det kaster et ganske andet lys over vitalisme, ekspressionisme, futurisme end hos Luthersson: En ny virkelighedsfølelse, en fortættet form for intuitiv væren og varen og en tidsoplevelse hinsides kronologien. I slagordsform kan det siges, at Lagerkvists udbytte af dette var ’realitet og intuition’ i stedet for ’realisme og empiri’.
Man kan godt studse over den beskedne rolle Bergson har spillet i dansk sammenhæng.
Men tanken om, at f.eks. dansk konfrontationsmodernisme entydigt er kulturradikal og af en ’etisk kurssætning’, som Davidsen hævder, er en polemisk forenkling, selv om denne digtning også kan rummer et politisk potentiale, for også den er i høj grad styret af ordenes, formens inspiration og ikke af en forudgiven mening.
Vigtig er den insisteren på sammenhæng mellem ordkunst og billedkunst, som Lagerkvist foretog og som Mogens Davidsen viderefører. Der er altid sket noget, når disse kunstnere samarbejdede, bl.a. i tidsskriftet Klingen, i surrealismen, sammenslutningen og tidsskriftet ’linjen’ (Gustaf Munch-Petersen, Bodil Bech), tidsskriftet Helhesten (Ole Sarvig) etc.

Motiver
Hvordan er så den digtning, Pär Lagerkvist selv skabte i programmets kølvand? Titlen Motiv på samlingen af tekster 1914, væsentlig prosadigte, er karakteristisk. Den burde på dansk hedde Motiver, da det givetvis er en flertalsform. Ordet antyder det arketypiske, evige, frem for det tilfældige, individuelle. En forfinet naivisme. Brøbecher analyserer teksterne med stor forståelse for dette almene præg, som åbner mod større verdener og fjerner bogstavelighedens normalbetydning, atter en argumentation for, at den formelle beskæftigelse med det valgte materiale ’overtrumfer livet’.
Sproget gestaltes til et æstetisk objekt, der fungerer på egne præmisser.
Det er så et spørgsmål om læserens holdning, hvorvidt det fungerer og fænger. Nærheden kan blive til en trættende fjernhed, en noget luft- og duftløs åndelighed, barberet for detaljer, tilsat banale adjektiver. Myte mere end eventyr.
Det er alt i alt en indholdsrig udgivelse, en gennemargumenteret præsentation af to betydningsbærende Lagerkvist-tekster, som nu er blevet let tilgængelige og bliver brugt i en ny fortolkning af det formelles betydning. Det er interessant, så forskelligt man kan læse grundteksterne, som nu den nævntes Apollinaires skrift om den ny ånd, som i mine øje domineres af den absolutte frihed til at anvende alt stof, det mægtigste og det ringeste, det ophøjede og den tekniske civilisations realia som indgange til det ubevidste. Vovemodet og overraskelsen.
Ordet ånd har flere betydninger.

*Pär Lagerkvist: Ordkunst og Billedkunst. Motiv. Udgivet med efterskrifter af Mogens Davidsen og Jakob Brøbecher. 150 s. 198 kr. Syddansk Universitetsforlag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu