Læsetid: 4 min.

Rejsende i fantasiens tjeneste

Fabelagtig middelalderroman af Bjarne Reuter
4. maj 2004

Ny bog
Han hedder Guiseppe Emanuele Pagamino, hovedpersonen i Bjarne Reuters nye roman Løgnhalsen i Umbrien. Og vist er han en kronisk løgnhals – han foretrækker dog selv at definere sig som en »rejsende i fantasiens tjeneste« – men han er desuden så meget andet: videnskabsmand og vagabond, kræmmer og kvaksalver, ligrøver og gravskænder, herborist og mediciner, fluedressør og listetyv og plattenslager – men først og fremmest er han en formidabel overlever. Og lad det være sagt straks: Med denne
aldrende skrønefortæller og lommefilosof har Bjarne Reuter skabt en skikkelse af rent ud shakespeareske dimensioner.

Fantastiske figurer
Vi er i Italien i det herrens år 1348, hvor Guiseppe drager op fra Neapels kongerige for at begive sig ud på den lange og besværlige rejse til bispesædet i Lucca. Han er på jagt efter quinta essentia, det femte element, som han mangler til opskriften på den eliksir, der bærer navnet Del diavolo lacrima, og som ifølge årtusindgamle arabiske myter kan give mennesket evigt liv.
En forårsnat kommer han med sit trofaste æsel Bonifacius og sin kærre – sit omrullende »universitet på to hjul« – ind gennem byporten til Firenze, for kort tid siden verdens smukkeste by, men nu har byldepesten raseret ubarmhjertigt og krævet menneskeliv i titusinder. Her møder han en anden overlever, en forældreløs knægt ved navn Arturo, en tilsyneladende enfoldig fyr, som dog – må Guiseppe efter lang tids følgeskab indrømme – af en dåre at være »somme tider er foruroligende kvik«.
Det umage par slår altså pjalterne sammen og fortsætter sammen vestpå til Lucca, byen hvor alle regnbuer ender. Her venter der dem – og læseren – en fæl trio i form af bispen Agostino, der drømmer om at blive den næste pave i det indtil videre paveløse Rom (pavestolen befinder sig jo på dette tidspunkt i Avignon), en kraftkarl af en kaptajn ved navn Tizian og den mildest talt nederdrægtige bøddel Del Sarto – tre mænd, der med føje bliver karakteriseret som »tre sorte pletter på Guds hvide kjortel«. En fjerde modbydelig modstander udkrystalliserer sig efterhånden i en vis Rinaldo, en skikkelse, som vores Guiseppe allerede fra første færd har haft talrige indre dialoger/skænderier med – i form af fortløbende kommentarer til små og store begivenheder. I Reuters episke strøm har disse korte afbrydelser nogenlunde samme funktion som koret i de gamle græske tragedier. De kommenterer, driller – og glider helt naturligt ind i helheden.
Man kan roligt konstatere, at Guiseppe på sin afvekslende odyssé rundt i det senmiddelalderlige italienske landskab får brug for alle sine evner som påhitsom overlever plus ikke så lidt af det held, der synes at klæbe til ham ligesom gravlugten efter en lang karriere som ligrøver. Vi kommer vidt omkring med Guiseppe, opholder os i prangende paladser og på dystre borge, vi overnatter på obskure kroer og i hyggelige herberger, er begravet i en forladt rævehule og nyder roen og gæstfriheden i et paradisisk nonnekloster. Vi er nede i lavlandets støjende byer og oppe i de stille bjerge. Men hvor længe kan snarrådigheden holde og heldet bære?

Vildt generøs bog
Løgnhalsen fra Umbrien er en fabelagtig roman. Ikke blot i betydningen fantastisk god (hvad den vitterlig er!), men også i den forstand at den er mættet med fabler, skøre og kloge fabler, lyse og mørke fabler, flygtige falbelader og poetisk tankespind, gudstro og overtro, tvivlen ikke at forglemme, lyrisk nænsomhed og næsten pinlige platheder – hele middelalderens univers indfanget og spejlende sig i denne fantastiske figur og hans omgivelser.
Her springer Bjarne Reuter selv ud som en rejsende i fantasiens tjeneste, og undervejs må man som læser skiftevis gnide øjnene, snappe efter vejret og gnægge af fryd. Sproget flimrer og lever med solopgangenes dis og nætternes mystik i det toscanske landskab, og man griber sig selv i at tænke, at hvor er den dog rasende godt oversat, denne vildt generøse bog, men stop en halv, Bjarne Reuter har jo begået denne bedrift på dansk, sproget, der er »min moders bløde stemme og som en sød musik mit hjerte når« – ja, det er næsten for godt til at være sandt. En historisk roman, der ikke er tynget af det ’histåriske’, men i stedet giver historien flugt og farve – og dufte, ikke mindst. Og det farverige omslag, der (tydeligt inspireret af Hieronymus Bosch) fra første færd giver læseren forjættende forventninger om en ordentlig tur i »Middelalderens lystige hus«, viser såmænd kun en lillebitte flig af de herlig- og grusomheder, der venter den, der begynder at vende bladene.
Til sidst i bogen er der noget med at tage et livsfarligt spring over en dyb kløft. Og når det er overstået, foretager Reuter selv et gevaldigt spring. Om han slipper helskindet fra det, får man kun at vide ved at læse romanen. Og det er der, som man vil forstå, al mulig grund til.

*Bjarne Reuter: Løgnhalsen fra Umbrien, 400 s., 298 kr., Gyldendal. ISBN 87-02-02776-3. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu