Ny bog
Der skal arbejdes godt for sagen, før man overhovedet kan påbegynde læsningen af Martin Larsens Svanesøsonetterne.
I en rigsarkivæske ligger 60 grundigt sammenkrøllede og håndskrevne (!) ark papir. At få papirkuglerne foldet ud, glattet, bare gjort læselige tager sin tid. Belønningen er cirka 30 ark udkast til en sonetkrans og cirka 30 ark skriblerier og litterære overvejelser i dagbogsnotatets diffuse format.
Læser man Svanesøsonetterne som en skønlitterær tekst, er det en temmelig tvivlsom sag. Brudstykkerne af den umulige sonetkrans forbliver oftest uinspirerede udkast. Og er derfor med rette blevet krøllet sammen. Og helt med urette udgivet, hvilket selvfølgelig er en veloplagt litterær strategi, der i selvbevidst desperation peger på det ufuldendte og mislykkede værks poetiske potentiale.
Det fungerer et stykke af vejen. Ikke mindst fordi denne papirkurvens poetik står i vidunderlig ironisk modsætning til udgangspunktets litterære ambition: den store og klassiske sonetkrans. Svanesøsonetterne er virkelig en charmerende lille æske anti-litteratur. En ikke-bog. Og så er den i øvrigt ikke så frygtelig meget mere.
Svanesøen
Som det fremgår i arkene, befinder Martin Larsen sig i juni 2001 i al ensomhed på forfatterstedet Hald Hovedgård i færd med at skrive en sonetkrans tilegnet en danserinde og baseret på Svanesøens fire akter: »Ideen var at skrive disse digte til en balletdanserinde, som jeg lærte at kende på et tidspunkt, hvor hun skulle have optrådt i Tjajkovskiballetten, men ikke kom til det på grund af en brækket fod.« Larsen møder denne danserinde. Godt nok kun i et chatrum, for de opholder sig på hver sit kontinent. Men fantasien om et kropsligt møde lever videre i digtene: »Og danserindens elegante svæv / fandt aldrig sted: Hun brækkede sin fod / (i andre nye fantasier lod / hun mig massere anklens ømme væv).«
Som det høres, er det ikke kun danserindens elegante svæv, der har problemer med at finde sted, men altså også sonettens ditto. Larsen selv mærker da også »en modstand mod hele projektets ide« efter godt en uge på Hald Hovedgård. Men han fortsætter af en eller anden grund ufortrødent med brækket fod, og balletten bliver derefter. Havde Larsen bare en anelse om, hvad der skulle stå i »den satans mestersonet.« Men ak.
Dekonstruktion
Et gazebind til efterhånden også læserens ømme ankelvæv, finder man i prosaarkenes kommenterende skriblerier. Altså dér, hvor Larsen bliver litterat, men ikke af den akademisk stringente type. Han læser, kommenterer og kritiserer ud fra eget igangværende umulige projekt. Og heraf de intense, idiosynkratiske og i øst-vest sprængende læsninger af andre forfatteres værker. For eget værk er hele tiden på og i spil med traditionen, der skal om- eller overgåes. Og forlag og digtervenner, der gerne skulle blive overbevist efter et ensomt ophold på Hald Hovedgård. En hungrende læsning, der er fortravlet i samme grad, som den er passioneret. Som læser er det her, man stiger på vognen, mens de uoverstigelige problemer med at finde på holdbare rim til gengæld keder bravt.
Larsen skriver et sted, at ambitionen med sonetkransen var at foretage en dekonstruktion af ideen om skønhed i poesien, som den kommer til udtryk hos eksempelvis Søren Ulrik Thomsen. »Og hvilket bedre forum at gennemføre en sådan kritik, tænkte jeg, end netop i fuldkommenhedens fuldkommenheds form sonetkransen?,« spørger Larsen.
Men det blev så naturligvis sonettens antipode papirkurven der vandt i sidste ende.
Som læser får man måske nok i Svanesøsonetterne et indblik i »hvad der sker (eller ikke sker, red.) i processen med at skrive et digt.« Men det er den simple konceptuelle nødløsning på et mere og mere håbløst digterværk, som charmerer læseren til for 60. gang at stikke grabberne i papirkurven.
*Martin Larsen. Svanesøsonetterne. 60 sammenkrøllede ark i æske. 250 kr. Basilisk
