Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Spionchefer og folkedomstole

Spioner lyver – men det er ikke problemet med erindringerne fra DDR’s sidste spionchef, Werner Grossmann
Kultur
17. maj 2004

Da nu afdøde journalist og forfatter Jan Stage sidst i 1990’erne i denne avis anmeldte DDR’s sagnomspundne spionchef gennem det meste af Den Kolde Krig, Markus Wolfs erindringer, Manden uden ansigt, gav han den banale læsevejledning, at spionchefer lyver – ikke i betydningen altid og hele tiden; men lyver gør de, så træd varsomt. Mere herom senere.
Nu fem år efter kommer så efterfølgeren, Werner Grossmanns erindringer Den sidste spionchef oversat fra Bonn im Blick. Og forskellene er åbenlyse. Wolf grundlagde, opbyggede og beherskede en af Den Kolde Krigs absolut mest effektive spiontjenester – Grossmann fik tjansen med at lukke og slukke; Wolf personificerer tjenesten – Grossmann er dens loyale tjener; Wolf er intellektuel og opdraget med et blik for verden – det må Grossmann som efterkrigsknægt af små kår tilkæmpe sig; Wolf er flygtningebarn og -ung i Sovjetunionen frem til krigens slutning – Grossmann undgår med nød og næppe deltagelse i Hitlers Volkssturm i krigens sidste dage.

Dobbeltspil
Naturligt følger de to erindringer den samme historiske periode. Men mens Wolf i sine beskrivelser af konkrete sager og operationer har stor vægt på på det internationale perspektiv, er mange af Grossmanns vinkler rettet mod forholdene i DDR og selve tjenesten. Og her præsenterer Grossmans glimtvis læseren for noget af den stemning, der prægede den første generation DDR-byggere, som ikke havde baggrund i mellemkrigstidens tyske arbejderbevægelse, men blot havde alderen og rødderne til at blive de første.
En række begivenheder vurderes og beskrives forskelligt; i Wolfs erindringer støtter tjenesten 1980’ernes vestlige fredsorganisation, Generaler for Fred – ifølge Grossmann er organisationen »styret af os«; Wolf begrunder sin afgang med at han i starten af 1980’erne har mistet troen på DDR’s overlevelseskraft – Grossmann afkræfter med let indignation, at hans chef og nære ven gennem 35 år på noget tidspunkt skulle have stukket snuden frem med kritik; begge beskriver hvordan en central medarbejder i afdelingen for industrispionage i 1978 hopper af til Vestberlin med en stak hemmeligheder under armen – men i Grossmanns version får vi tillige en en historie om dobbeltspil og kærlighed med i købet.
Begge betoner en pligtfølelse over for de medarbejdere, hvis liv som agenter, de har ansvaret for. Men Grossmann er bedre til at gribe efter egen barm, når det går galt.
Er man til skæg, blå briller og tågede grænseovergange ved midnatstid, er der også stof i Den sidste spionchef, men en del fakta er uformidlet og forudsætter et vist kendskab til Den Kolde Krig og DDR. Her kan man med fordel starte med Manden uden ansigt.

‘Lenz’
Den danske udgave er blevet voldsomt eksponeret inden sin udgivelse. Det skyldes, at det danske forlag har bedt Grossmann om skrive et særligt skandinavisk afsnit til den danske udgave.
Heri skriver han, at den danske EU-funktionær, Morten Jung-Olsen, som i julen 2000 blev anholdt som agenten ‘Lenz’ og sad isolationsfængslet 111 dage, inden han blev løsladt som en fri mand, faktisk arbejdede som DDR-spion.
Det fik for et par uger siden dagbladet Politiken til at genopføre det tre år gamle spiontema i fuld opsætning. Da sagen sidst i april efter et mindre ekko i den øvrige presse på ny døde ud, tog Politikens chefredaktør Per Knudsen bladet fra munden i en kommenater under overskriften ’En kujon’. Foragrelsen gik på Jung-Olsens nej tak til at stå »til regnskab for det, nogen (...) vil kalde for landsforrædderi«, »Sådan optræder en kujon«, »Morten Jung Olsens vilje til fortsat at lyve«...etc.
Politikens overtagelse af den dømmende magt ligger i lige forlængelse af rigsadvokat Henning Fodes berygtede notat i forbindelse med Jung-Olsens løsladelse: Slubberten er skyldig, vi kan bare ikke få ham dømt. Øv, øv og tre gange øv! – Fodes ordvalg var et andet, men meningen klar.
Rigsadvokatens skandaløse optræden er ikke uden fortilfælde. Først i 1980’erne blev forfatteren og oversætteren Arne Herløv Petersen anholdt, mistænkt for at arbejde for KBG, dømt arbitrært af presse og politikere – og siden løsladt som en fri mand. Blandt de mere spektakulære beviser, der slap ud i pressen, var en transister-
radio og fire russiske teservietter (!). Daværende justitsminister, juraprofessor Ole Espersen, lavede til lejligheden i april 1982 et ligenende notat: Manden er skyldig, vi gider bare ikke dømme ham – tag den, Arne!
På lederplads i avisen hed det det efterfølgende, at erklæringen »for al fremtid vil gøre ministeren suspekt som jurist«. Det er svært at være uenig – og gør det overflødigt at finde en særlig kategori til Henning Fode.
Begge forbryder de sig mod princippet om at overlade skyldsspørgsmål til dommere – og inviterer folkedomstolen til at tage over, hvor retsstaten må give op. At Politiken tager den stafet op og ukritisk forlader sig på en anklager og en tidligere spionchef, kan kun undre.
At enhver, der ikke er dømt ved en domstol, er uskyldig, gælder netop Morten Jung-Olsen; netop Blekingegadebanden (der ikke kunne dømmes for drab); netop de rødhårede. Ellers lider princippet samme skæbne, som tortur- og krigsfangekonventionerne gør det i Irak, Afghanistan, Guantánamo...

*Werner Grossman: Den sidste spionchef. 208 sider, 248 kr. Forlaget Friis. ISBN 87-98952-22-6. Er udkommet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her