Læsetid: 5 min.

Street art ud af graffitien

Den kaldes postgraffiti og neograffiti og så street art. Hvad er den? Første bog om det globale fænomen åbner landskabet
15. maj 2004

New York, São Paolo, Melbourne, Tokyo, Berlin. Street arten breder sig. Jorden rundt. Det er et globalt fænomen, der manifesterer sig lokalt. Det gør samtidskunsten også, men street arten er af en anden verden.
Som Tristan Manco, der står bag den første udgivelse på et større forlag om fænomenet, spidsformulerer det: kunst- og street art-verdenen er diametrale modsætninger. »Gallerier, magasiner og butikker er kontrollerede rum. Graffitikunst er ukontrolleret, men talentet og energien, der kommer derfra, er alt for tiltalende til at blive ignoreret.«
Forfatteren Manco er hverken kunstner eller kunsthistoriker, men ligesom mange gadekunstnere grafisk designer. Om dagen laver de plakater for bureauet, som de i funktion af street artists klæber over med deres egne om natten.
Gadekunstnerne arbejder i nye materialer eller medier som de alt overvejende har hentet i marketing og propaganda. Som Manco siger, ligner megen af kunsten logoet – deraf bogens titel, Street Logos. Men som titlerne på kapitlerne, der introducerer individuelt og enkelte kollektivt producerede værker, lader ane, er
logoet blot en kategori blandt andre: tegn, ikonografi, urbane karakterer og frie former.
Men disse problemer optager ikke Manco. Hans bog er ikke »et encyklopædisk foretagende... bedaget førend blækken er tør. Graffiti kan
ikke opdeles i simple kategorier.« Og street art er en slags graffiti, også kaldet ’neo-’ eller ’postgraffiti.’ Hvad begge betegnelser indrømmer er, at det nye fænomen skal ses i lyset af et gammelt.
Skal man forstå rækkevidden af hvad Manco skriver, må man gå tilbage i historien.

Navnet som passerer forbi
Året er 1974. Journalisten og forfatteren Norman Mailer interviewer nogle af de drenge, der i starten af 70’erne begynder at skrive graffiti i New Yorks gader og undergrund. Interviewet munder ud i et essay, der ikke kun handler om at skrive graffiti, men også om at skrive om graffiti. Jeg ser mit navn passere forbi, lyder en af essayets arbejdstitler, der skal indfange grafferens umiddelbare glæde over at opleve sit navn på et tog i subwayen.
Men Mailer tvivler. Kan han tillade sig at tillægge de andre såkaldte ’writers’ et »så direkte og sentimentalt forhold til verden.«
I dag, 30 år senere, dukker samme tema op i Mancos korte portræt af gadekunstneren Above:
»I 2000 begyndte Above at male sit navn på godstog. En dag så han sit navn passere forbi for hurtigt til at blive læst, og han indså, at hans kunstværk måtte fange beskueren øjeblikkeligt for at gøre et indtryk overhovedet.«
Mange af gadekunstnerne har en fortid som klassiske graffere. Udviklingen af graffiti til street art er såvel individuel som historisk.

Graffitiens eget sprog
Mailer mente i sin tid »retmæssigt at tænke, at graffitimalere bliver beriget – uden at vide det – af alle kunsterne, som har familielighed med graffiti.« Imens Mailer sporede alt fra Picasso til Pollock i graffitien, langede en af hans samtidige, sociologen Jean Baudrillard ud efter denne dominerende kulturs »æstetiske reduktion« af de nye tegn i gaden. I særdeleshed måtte graffitiens skelnes fra sin nærmeste nabo, de autoriserede gavlmalerier: »De sætter arkitekturen i spil, men uden at bryde spillets regler.« Underfortstået: graffitien brød disse regler, den var ’subversiv’.
Hvad Baudrillard imidlertid ignorerede, var de regler, som graffitien satte i stedet. Med Bob Dylans ord: »To live outside the law/ You must be honest.« Derude plejede man et andet kodeks; her havde man sine egne ord for det, man lavede, bl.a. for grundlæggende regler så som ikke at overskrive andres værk – værker der ikke var hærværk, men alt efter karakteren ’tags’, ’pieces’ eller ’productions’.
Graffitien delte træk med meget andet, men den fulgte andre regler; regler som man retmæssigt kan kalde graffitiens egne. Den følger stadig egne regler og som Manco påpeger: Har dette ikke ændret sig, har den til gengæld. Graffitien er stadig graffiti, men ikke den samme som før.
Ændring, forandring og frisk brise: Fint nok, men ifølge Manco har det for mange graffere ikke været nok. I dag »bryder kunstnere de uskrevne graffiti-regler for at skabe nye grafiske former og billeder uden for ’3-D’ og ’wild-style lettering’ (klassiske graffitistilarter, red.)... Kunstnere bruger nye materialer til at reflektere det omgivende bymiljø, såsom plakater, klistermærker, keramik og collager, såvel som computere til at dele kunst over nettet. Og, bør tilføjes, såkaldte ’stencils’, graffiti sprayet over skabelon.
Graffitien af i dag har også sit eget sprog. Street arten har brudt med den klasssiske graffitis regler. Men de to strømninger er løbet over deres respektive bredder, således at de flyder sammen og bliver stadig sværere at inddæmme; at skelne. Og i dette pløre er street arten også stadig sværere at skelne fra samtidskunsten.

At bryde de rette regler
Street arten følger dog stadig de samme fundamentale regler som graffitien; f.eks. forbuddet mod at overskrive eller ’gå over’ hinandens værker ligesom man vandaliserer reklamer. Men man må gerne skrive videre på dem; en praksis, som giver sig til udtryk i ’clusters’ – et sammenrend af plakater, klistermærker m.m., der falder i hak på bymure og lysmaster som brikker i tetris.
Ligesom man ikke bryder fodboldreglerne ved at tage bolden med hånden i håndbold, bryder man heller ikke samtidskunstens regler ved at male på en plakat i gaden. Man bryder i reglen graffitiens regler – og ofte loven – og altså er det dét spil, man spiller. Street art er ikke samtidskunst, altså den kunst, som man p.t. bliver indrulleret i, hvis man f.eks. laver video eller udstiller i en hvid kasse kaldet udstillingssted – eller måske sågar ’udstiller i det offentlige rum’.
Derfor er al snakken om byen som gadekunstnernes galleri ligeså nærliggende som misvisende. Street Logos er en lille og billig ’guide’ i tekst og billede viet street art. Som en insiders ’hyldest’ synes den desværre også præget af nepotistiske udvælgelseskriterier, der ikke yder de største street artists såsom britiske Banksy og franske Zevs retfærdighed. Og desværre sætter
insiderens afkald på teori blot hans hans romantiske forestilling om ’den lovløse som fri’ i perspektiv. Det er naivt, men ikke nødvendigvis en ufrugtbar tanke for og i miljøet.

Tristan Manco: Street Logos. 485 ill., 128 s., 9.95 pund, Thames & Hudson

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu